Connery

Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner

Inzone H9 er PlayStation 5-headsettet du i virkeligheden vil have!

4 ud af 6 stjerner

Sony er velkendt for at lave hovedtelefoner, og bestemt gode af slagsen - men når det kommer til gaming-afdelingen for hovedtelefoner, har man primært fokuseret på at sende PlayStation-brandede produkter på markedet. 

Men med introduktionen af den nye Inzone produktserie, forsøger Sony at trække mere fokus fra PC-gamere. Den nye topmodel i Sonys gamingserie hedder Sony Inzone H9, og der er en hel del at holde af.

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

For det første lader det til, at Sony stadig holder sig nogenlunde tæt op af designsproget fra PlayStation 5, og mens der allerede findes et officielt Sony Pulse 3D PS5-headset, kunne man sagtens fange sig selv i at tænke, at H9 i virkeligheden er det officielle PS5-sæt. 

Designet er markant anderledes end det man så i Pulse. Farverne er stadig i PlayStations støvede hvid/sorte spektrum, men ørkopperne er mere ovale og holdes på plads af en bøjle, der giver væsentlig bedre komfort end Pulse-headsettets meget klemmende pasform. 

H9 er også udstyret med særligt behagelige ørepuder, der benytter den samme dybe soft-læder som man finder på noisecancel-kongen Sony WH-1000XM5 - og i det store hele virker Inzone H9 rent faktisk som det headset, jeg ville ønske min PS5 var kommet med. 

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

Der er ikke noget videre revolutionernde ved Sonys nye gamer hovedtelefoner, men måske skal den dybe tallerken ikke opfindes hver gang. Til gengæld har den, hvad mange gamere efterspørger i dag: God og rummelig lyd, masser af trådløs spilletid, funktionalitet med mere end en enhed og aktiv støjreducering. 

Den aktive støjreducering i Inzone H9 må forventes at være en af de store grunde til, at gamere kigger Sonys vej. Gennem de seneste 10 år har Sony været blandt de markedsledende innovatører i støjreducering til forbrugerelektronik, og de skuffer da heller ikke med H9. Mens støjreduceringen ikke er helt så indgribende som i et dedikeret ANC-headset, er de formidable til at blokere uønsket støj omkring, særligt, et gaming-setup. 

Selvfølgelig er der også blevet plads til ambient-mode, så man både har mulighed for at lukke omverdenen ude eller ind, alt efter hvilken type gamer man er, eller hvilken situation man kører sin spilsession i. 

Lydbilledet er godt og med masser af bass, der på traditionel Sony-vis ikke overdøver de øvrige lyde totalt, så man stadig får de mange nuancer af et spilsoundtrack. 

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

Fordi vi her har et headset, der skal appellere til PC-gamere, kommer H9 også med en fysisk Boom-mikrofon, med lift-to-mute funktion. Selve konstruktionen af mikrofonen er lækker og let at tilpasse, men mikrofonkvaliteten er ikke helt på det niveau, som man kunne forvente af et high-end gamerheadset, med en fysisk mikrofonarm. Det er lidt en skam, for i praksis virker det til at Sony egentlig kunne have præsteret en bedre mikrofon-lyd med AI og virtuel beamforming, som man kender fra deres WH-XM serie, men i stedet har valgt en mikrofonarm, for at sættet skal se mere gameragtigt ud. 

Når det er sagt, er mikrofonen rigeligt fin, hvis du ikke har planer om, at skulle bruge den til at broadcaste med - altså gamestreaming på Twitch, Youtube eller lignende. 

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

Som mange andre gamerheadsets for tiden, følger Inzone H9 trenden med at placere rigtige fysiske kontrolknapper på ørekopperne - det er herligt, for selvom touch-paneler er meget pæne, er de bøvlede når det kommer til gaming - hvor man gerne skal bruge så kort tid som muligt på at identificere den rigtige knap til den ønskede funktion. 

Det trådløse headset lover efter Sonys forskrifter op til 32 timers spilletid på en opladning. Det er nok ikke helt forkert, da jeg formåede at klemme godt 29 timer ud af en gamerweekend fra fredag til søndag. Og så en lille tur i laderen, der forholdvis hurtigt giver ny energi. 

ANNONCE

Efter en weekend med dedikerede gaming-sessioner på både PC og konsoller, er jeg blevet en del klogere på Inzone H9, og hvad det egentlig er for en størrelse:

Inzone H9 er PlayStation 5-headsettet du i virkeligheden vil have. 

Headsettet har både 2.4 GHz trådløs forbindelse gennem en USB-dongle og også Bluetooth, og begge forbindelser kan benyttes på samme tid, så både mobil og PC/PlayStation kan trække lyd på samme tid. Det er en af den slags funktioner, vi i stigende grad ser i de dyrere gaming-headset, og en lækker luksus at have. 

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

USB-donglen der styrer signalfrekvensen til det trådløse headset har en lille slider-knap med to indstillingsmuligheder: Windows og PS5. Det indikerer tydeligvist hvilken platform du ønsker at bruge headsettet med - og setuppet er lynhurtigt, også mellem skift. 

På PlayStation 5 er H9 en fryd at bruge sammen med 3D audio, der en af de bedste virtuelle surroundfornemmelser i klassen. På PC har man mulighed for at downloade en dedikeret software, til at styre et væld af equalizer-funktioner, sådan som PC-gamere efterhånden forventer og foretrækker det, af deres gaming headsets. Det fungerer også godt. 

Jeg har også leget rundt med andre konsoller - Xbox Series X kan jeg simpelthen ikke få til at virke sammen med USB-donglens 2.4 GHz signal, men det er heller ikke nævnt fra producentens side. Til gengæld har man mulighed for at trække på bluetooth-forbindelsen, hvis man ønsker at parre headsettet med andre konsoller end en PlayStation.

ANNONCE
Sony INZONE H9 - Test: Sony Inzone H9 hovedtelefoner Sony INZONE H9

Når det er sagt, er det tydeligt at Sony her har skabt et gamerheadset, der fungerer helt optimalt til PlayStation 5 og PC på samme tid. Med støjreducering og et (i min optik) mere appellerende design end Sony Pulse 3D PlayStation-sættet, er Sony Inzone H9 det gaming-headset, som PlayStation 5-gamere i virkeligheden fortjener. 

Sony Inzone H9 er et spændende og toplækkert gaming headset, som byder sig til med et spændende design og Sonys ekspertise i god lyd og støjreducering. Mens mikrofonen ikke er best-in-class og headsettet prismæssigt befinder sig i den høje klasse, er Sonys første nye bud på et PC-gamer headset overhovedet ikke dårligt, men der er mange andre bud. Alligevel drages jeg af den sublime funktionalitet med PlayStaiton 5, og er man PlayStation-gamer uden trang til at tale til hele verden, er Inzone H9 et højt anbefalelsesværdigt headset. Genrelt for et PC-gaming headset lander vi på fire stjerner - mens PlayStations-fans nok vil lande på fem ud af seks mulige. 

Pris og tilgængelighed

Sony INZONE H9 hovedtelefonerne har en vejledende salgspris på 2499 kroner og forhandles på nuværende tidspunkt hos Komplett og Elgiganten

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce