Connery

Sådan undgår du at købe kopivarer på ferien

Fire simple råd til at undgå at blive taget ved næsen

Sommeren er over os, og mange danskere benytter ferien til at shoppe i udlandet. Gadesælgere og lokale markeder lokker med gode tilbud på alt fra tøj, ure og smykker til elektronik – ofte til utroligt lave priser. Men pas på: Kopivarer kan være farlige for dig og din families sikkerhed. Her får du fire gode råd fra Patent- og Varemærkestyrelsen til, hvordan du spotter og undgår kopivarer, så du kan bringe ægte ferieminder med hjem.

Farlige kopivarer på ferien

Gadesælgere og markeder i udlandet kan være fristende med deres lave priser på mærkevarer. Men ofte gemmer der sig kopivarer bag de tilsyneladende gode tilbud. Det kan være svært at skelne mellem ægte og falske produkter, og kopivarer kan være farlige. Sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, Barbara Suhr-Jessen, advarer:

”Handlen med kopivarer understøtter ofte organiserede kriminelle grupper, der også kan være involveret i andre former for alvorlig kriminalitet - fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse og tvangsarbejde. Desuden kan der være sundheds- og sikkerhedsmæssige farer forbundet med kopivarer. Elektronik som mobilopladere kan risikere at bryde i brand og falsk legetøj, tøj og kosmetik kan indeholde sundhedsskadelige stoffer,” siger Barbara Suhr-Jessen.

Sådan spotter du en kopivare

Her er fire gode råd fra Patent- og Varemærkestyrelsen til at undgå kopivarer på ferien:

1. Er prisen mistænkelig lav?
Er tilbuddet for godt til at være sandt? Så er det højst sandsynligt også tilfældet. Mange af os er skeptiske, når telefonsælgere vil sælge os en ny forsikring, men hvorfor stoler vi på en gadesælger på strandpromenaden?

2. Tjek kvaliteten
De kriminelle bagmænd er blevet dygtigere til at snyde, så det kan være svært at skelne mellem ægte og falske produkter. Et godt tip er at tjekke, om kvaliteten er dårlig. Er der fx ujævne sømme i tekstiler og læder - eller lugter varen af lim, plastik eller kemikalier?

3. Undersøg emballagen
Tjek om emballage, tekst og billeder har dårlig kvalitet, eller om der er stavefejl eller manglende produktinformation.

4. Hvor bliver varen solgt?
Er salgsstedet usædvanligt i forhold til varens image? Ligner butikken og ekspedienten en repræsentant for det pågældende mærke? Mange producenter oplyser, hvem der forhandler originalprodukterne på deres hjemmeside.


For mere information om, hvordan du kan undgå kopivarer og beskytte dig selv og dine kære, kan du besøge jegvælgerægte.dk. Hjemmesiden drives af 11 myndigheder, der samarbejder tæt om at bekæmpe kopivarer.

ANNONCE
Del

Seneste nyt