Connery

De Danske Tatovører: Søren Ardal

Et nyt kapitel og et besøg i Aulum!

vores seneste udgave af De Danske Tatovører har vi taget turen til Aulum, hvor en trio af dygtige artister huser hos Brask Tattoo - i denne omgang havde vi fornøjelsen af at have den talentfulde Søren Ardal i den varme stol, mens han brillerede med sit farverige univers på en heftig Marvel-banger.

Søren har en spidskompetence inden for farverealisme, som virkelig får designet til at ‘poppe’ - han har fundet den gyldne nøgle til at få sine designs til at stikke ud fra mængden og hans nål laver nogle af landets fedeste farvestreger.

Du kan læse hele vores interview med Søren herunder!

ANNONCE
Bad-ass Hulk-tattoo! - De Danske Tatovører: Søren Ardal Bad-ass Hulk-tattoo!

Lige nu kan man finde Søren i et studie med sin gamle ven og sin kæreste, hvor de tryller designs om til hudkunst i hjertet af Aulum.

Som tatovør laver han lidt af det hele - men han har en stor passion for kvindeansigter og masser af farve.

Han plejer at kalde sin stil for farverealisme med et twist - han er meget inspireret af kalligrafi og graffitikulturen.

Søren tegnede meget realistisk i starten og det var det, alle ville have - men nu har han fundet sin helt egen stil.

“Det er meget sværere at sælge new school eller neo traditional i Danmark - alle vil have realisme. I Danmark er man meget farveforskrækkede, og det er vildt synd. Kigger du eksempelvis i Polen, så er 80 af tatoveringerne farve - og det er totalt omvendt i Danmark.”

Søren ser selv, at problemet er kommet i medierne, hvor ‘den røde farve’ er blevet identificeret som Fanden selv. Det er generelt svært at få lov til at få lave til at lave farvetatoveringer hver dag, men hans efterhånden enorme portefølje gør, at han får mere lov til at udvikle sig indenfor for farvespektret.

“Det har taget lang tid at bygge op - men jeg har været konsekvent hele vejen.”

Søren går meget op i konkurrencer og conventions.

“Det er virkelig noget, der kan motivere mig - at presse mig selv helt til grænsen til conventions.”

Han har også prøvet at være dommer såvel som deltagere til diverse conventions - det giver rigtig meget for ham.

“Anerkendelsen og den energi, man får i det selskab og den situation, man sætter sig selv i - hele ræset er fantastisk for mig.”

ANNONCE
Foto: Dennis Nederby  - De Danske Tatovører: Søren Ardal Foto: Dennis Nederby

Fra vestjysk skater til tattoostjerne

Søren fik øjnene op for det kreative univers, da han kom op i teenageårene - han var en stor del af skatermiljøet i sine unge dage, og så var der altid en masse graffiti og tags i de skatehaller, han gik i.

Og samtidig med, at han havde en storebror som var kreativ og god til at tegne, begyndte han at få øjnene op for muligheden for at udtrykke sig med graffiti - både ved at tegne graffiti på papiret, men også lave graffiti.

“Det endte jo med, at jeg rendte rundt i gaderne og lavede graffiti. Jeg blev fordybet i det univers gennem skatermiljøet."

Da hans skolevenner begyndte at tage på efterskole og videre i systemet, besluttede han sig for som 16-årig at flytte til USA. Her gik han i highschool i det amerikanske skolesystem, og tog alene ud på sit næste kapitel i Delawares gader - her mødte han en tatovør, som han blev gode venner med.

De mødtes begge to over passionen for skateboarding, og mens Søren introducerede ham til graffiti, blev han selv introduceret til tatoveringer.

“Jeg har egentlig altid syntes, at tatoveringer var virkelig fede. Jeg havde også en sej klasselærer, der tidligere havde været tatovør - han havde en dag et tattoo-magasin med i skole, hvor han selv var med i. Det syntes jeg, var rimelig bad.”

Han begyndte at tegne mere og mere - også andet end graffiti. Tingene gik hånd i hånd og han begyndte at tatovere i selskab med sin amerikanske ven - og inden han vidste af det, havde Søren nærmest tatoveret samtlige elever på den highschool, han gik på.

“Det var sjovt - noget var lavet bedre end andet, men det var en lærerig oplevelse.”

Da han kom hjem fra USA, slap han ikke helt tanken om at være tatovør - men alligevel valgte han efter de klassiske forældreråd at nappe gymnasiet for at have ‘lidt at falde tilbage på’.

Ved siden af gymnasiet gik han på Dansk Talentakademi for Kunst og Design og der tog han 3 år sideløbende i takt med, at graffitien blev lavet uden for skoletimerne.

På daværende tidspunkt var tatoveringerne bare noget, han gjorde af og til nede i hans forældres kælder - graffitien og det at skabe kunst var det, som trak i ham.

ANNONCE
Foto: Dennis Nederby  - De Danske Tatovører: Søren Ardal Foto: Dennis Nederby

Fra Barcelona til Aulum

Efter gymnasiet rejste han til Barcelona for at komme ud og opleve verden på egen hånd. Her fik han et arbejde som telefonsælger - det var en mulighed for ham at komme væk fra Danmark og prøve at bo i Spanien og bo alene i et fremmed land.

“Efter 3 måneders tid blev jeg rimelig træt af at sælge mobilabonnementer og fik lov til at gå på deltid, hvor jeg så tatoverede hjemme i min lejlighed - der var rigeligt med skandinavere på det call-center, som var klar til at lægge hud til.”

Efter et halv år i Barcelona så han, at hans kammerat Jacob Brask var kommet i lære i en ny tattooshop i Holstebro - og her fik han blod på tanden for at blive en del af crewet. Så han rejste hjem til Danmark og fik lov til at gå i lære, og her kunne han sidde med den gamle graffiti-makker Jacob for en stund - men kort efter blev han rykket til Ikast.

Derfra blev tatoveringen hans levevej i livet, indtil han fik behovet for at være selvstændig.

“Vi fik ret hurtigt en lyst til at gå egne veje - bare det selv at styre sine projekter, sin tid og sine kunder. Min kæreste Anne Mette og jeg ville meget gerne ud og rejse og gæsteartiste, så nu ledte vi efter et sted, vi kunne kalde vores eget.”

Efter en årrække i en tatoveringskæde tog han og Anne Mette på rundtur i Danmark og lidt i udlandet for at være gæsteartister og udvikle sig i samspil med andre kunstnere og inspirerende kunder.

“Jacob fik et studie på benene og Anne Mette og jeg fik lov til at gøre det til vores base - på den måde kunne vi være her, når det passede os og være fleksible i forhold til at rejse og opleve.”

Det fungerer lige nu sådan, at de har et fast studie i Aulum, men meget af tiden bruges på at være ude af huset. De har haft privat virksomhed i snart 3 år - og de har indtil for nylig ligget i Vildbjerg, som dog brændte ned efter en ulykke i en dyreforretning hos naboen - så nu er de flyttet ind i hjertet af Aulum.

“Jeg kunne bare se en milliard beskeder fra Jacob, da jeg stod op den dag - han sendte billeder af 5-6 brandbiler uden for butikken. Så jeg var nødt til at ringe til dagens kunde og pænt fortælle, at han godt kunne vende bilen rundt igen.”

Fremtidsplanerne kører i sporet med at fortsætte med deres fleksible hverdag, hvor de sidder trygt i deres studie i Aulum og råder deres egen tid. Der er frirum til at hive kunder ind og samtidig komme ud og få noget luft.

“Hvis man bare sidder fast i det samme studie, så rykker sig man heller ikke. Man er nødt til at komme ud og inspireres af andre mennesker - man bliver aldrig for gammel til at lære.”

Som Søren siger, så er man aldrig udlært som tatovør - man kan altid udvikle sig selv mere eller skifte boldgade. Og selvom der måske ikke sker så meget i Aulum, så befinder han sig ret godt i livet lige nu.

“Nogen siger, at vi måske forsøger at sælge Gucci i Lidl - fordi jyder er lidt nærige, hvorimod hvis vi rykkede til København, ville vi være billige. Derfor er det rart at kunne både sidde her, men også rejse hen, hvor kunderne er. Ofte oplever vi faktisk også, at folk gerne køre langt for at blive tatoveret af den helt rigtige.”

Hvis du har lyst til at se mere til Sørens portfølje, kan du følge med på sidelinjen lige herunder:

ANNONCE

Instagram

Hjemmeside

Del

Seneste nyt