Anmeldelse: Dune: Part Two

Mr. Sandman, bring me a dream.

Den unge hertug Paul Atreides (Timothée Chalamet), vis far blev dræbt i Baron Harkonnens (Stellan Skarsgård) kup af planeten Arrakis, er ved at falde til hos fremenerne i ørkenen og han er sågar begyndt at lære deres skikke og sprog, men han fortsat søger efter sin egen identitet og sit formål med livet. Alt imens er en romance begyndt at blomstre imellem Paul og Chani (Zendaya), hvilket distraherer Paul fra at opnå sit sande potentiale.

”Call Ride it… Ride it…”

Lederen af sandfolket, Stilgar (Jarvier Bardem), bliver mere og mere overbevist om, at Paul er den nye Messias, der skal føre fremenerne til frihed og velstand. Han sætter derfor hertugen på diverse prøver, her iblandet en, hvor Paul skal ride på en af de enorme, frygtindgydende sandorme.

“We are family, I’ve got all my baddies with me.”

Krigen mod Harkonnen'erne er under opsejling og mens Glossu Rabban (Dave Bautista) er ude på slagmarken og hungrer efter fremenernes blod, gemmer Baron Harkonnen på en anden søn, krigeren Feyd-Rautha (Austin Butler), der skal vise sig at blive Pauls hårdeste modstander til dato.

Kejserens nye klæder

Det viser sig dog, at Feyd-Rautha langt fra er den eneste hemmelighed, som Paul lærer sandheden om, for kejseren (Christopher Walken) og hans datter, prinsesse Irulan (Florence Pugh) spiller en vigtig rolle i faderen Leto Atreides’ (Oscar Isaac) død og dermed opløsningen af Pauls familie. Hævn bliver derfor pludseligt første prioritet for den unge, temperamentsfulde adelsmand.

”Yeeess, I love technologyyyy.”

Det tekniske håndværk er som sædvanligt med Denis Villeneuves film, ikke til at sætte en finger på. Fotografen Greig Fraser (Dune, Rogue One, The Batman) får ørkenlandskabet til at lige noget fra en reklamefilm og udvider denne gang sit kanvas og filmens univers med et smuk sort/hvid sekvens. Maestroen Hans Zimmer brillerer ligeledes med et stemningsfyldt og actionpræget score, der gør at man nærmest kan mærke solen bage på klitterne og sandet knase mellem tænderne.

”Spice up your life!”

Selve historien, er der hvor filmen, præcis som 1’eren, har sine problemer. Til trods for at Dune: Part 2 næsten er tre timer lang, så føles filmen nemlig overproppet med handling og karakterer. Det er som om at Villeneuve er blevet høj på sit eget Spice-supply og ikke har vidst, hvad han skulle klippe ud. Jeg var fuldkommen udmattet da rulleteksten endeligt rullede hen over lærredet og selvom jeg ikke ligefrem kan påstå, at jeg kedede mig undervejs, sad jeg hen ad de sidste tre kvarter og håbede på, at filmen snart ville slutte, for min hjerne kunne simpelthen ikke rumme mere handling.

Ørkenvandring

Enten skulle Denis Villeneuve have luget kraftigt ud i de mange handlings-forløb og karakterer eller også skulle ”Del 2” simpelthen have været delt over i to film. Det bliver for meget af det gode med en coming-of-Messiah historie, et sæbeopera/familie ”I Am your Father Luke” drama og en Mad-Max: Fury Road inspireret action fyldt krig i et sandstorms indhyllet ørkenlandskab.

“What’s He Building in there?”

Fordi der er så meget plot at dække, ender filmen med at blive overfladisk. Karakterbuer bliver komprimerede og unuancerede, hvilket i sidste ende gør dem uinteressant for publikum. Motivationerne, især Paul Atreidres', er brogede og uklare, dels fordi Timothée Chalamet, efter min mening, bare ikke er en særlig god skuespiller, og dels fordi hans skift i motivation er så hurtige, at de føles som en karakter fra en sæbeopera. Er han helten eller skurken? Jeg ved det stadig ikke.

“Dune or Dune-not, there is no try.”

Kunne man lide 1’eren, så går man ikke galt med 2’eren, for den er blot mere af det samme. Personligt er jeg en anelse skuffet over Villeneuves Dune. Han er, som vi ved, ikke den første instruktør der har prøvet og fejlet, så måske er Frank Herberts romaner bare ikke egnet at blive filmatiseret i sin fulde og omfangsrige helhed. George Lucas kannibaliserede succesrigt bøgerne til sit Star Wars univers og for mig er det stadig den bedste fortolkning af historien.

“There is another At…rei…dessss…”

”Dune 3”, der med alt sandsynlighed får titlen Dune Messiah, er allerede på tegnebrættet, nu er du advaret. For at citere Anakin Skywalker “I don't like sand. It's coarse and rough and irritating and it gets everywhere.” Det er nogenlunde sådan jeg har det med Dune franchisen.