Anmeldelse: Dune

Blue Harvest

De onde Harkonnen’er, ledet af baronen Vladimir Harkonnen (Stellan Skarsgård) udnytter Dunes ressourcer ved at høste grundstoffet og sælge det til overpris, uden at de indfødte Fremen-folk bliver kompenseret for det, men nu har Kejseren besluttet at den adelige Atreides -amilie, ledet af hertug Leto (Oscar Issac), leder af vandplaneten Caladan, skal overtage produktionen. Tilsyneladende en gave for familien, men ikke alle gaver er velmente, som de snart vil finde ud af.

Tremors

På planeten Dune lurer farerne overalt, ikke mindst i de enorme sandklitter, hvor kæmpemæssige sandorme hersker og hidkaldes af vibrationer i sandet, når de store ”Spice” høstemaskiner kører hen over sandet.

Family Matters

Leto’s konkubine, Lady Jessica (Rebecca Furguson), er medlem af Bene Gesserit søstrene, en slags hekseorden, der kan manipulere med folks tanker, ved blandt andet at ændre stemmelejet. Jessica har oplært teenage-sønnen Paul (Timothée Chalamet) i søstrenes trolddom, men Paul er stadig en ung og uerfaren mand, så hans evner er ikke helt udviklede.  Et attentant på Atreides-familien sætter dog pludseligt Paul i centrum for familiens overlevelse.

Lynched

Det er ikke første gang at Frank Herberts roman er blevet filmatiseret, mest berømt (eller berygtet) er David Lynch udgaven fra 1984. Trods et højt ambitionsniveau med overdådige kulisser og flotte kostumer, gik det helt galt da Lynch havde skrevet et manuskript til en film på 3 timers spilletid, mens Universal Studios krævede en færdigklippet film på blot 2 timers spilletid. Dette betød at Lynch, mod sin vilje, måtte skære en times handling ud af manuskriptet. Det kan mærkes, for filmen virker usammenhængende, forhastet og decideret livløs. Det er en skamplet på Lynchs C.V., men bestemt ikke er hans skyld. Siden hen har David Lynch da også nægtet at tale om filmen og kalder oplevelsen for den mest smertefulde i sin karriere.

Jodorowsky’s Dune

En mindre kendt udgave er Alejandro Jodorowskys Dune, et filmprojekt som ganske vidst aldrig blev realiseret, men som ikke desto mindre har inspireret mange Sci-Fi filmskabere. Blandet andet overtog Alien mange af Jodorowskys designs, idéer og samarbejdspartnere, hvilket ses tydeligt i Ridley Scotts klassiker fra 1979. Der findes en fremragende dokumentar med titlen Jodorowsky's Dune, der er værd at se, hvis man er fan af Dune universet.

Canadian (Golden) Goose

Den fransk canadiske instruktør Denis Villeneuve har siden barndommen været fan af Frank Herberts roman og har som en slags tretrins raket forberedt sig på at lave dette rum opus. Først lavede han Arrival (2016) og senere Blade Runner 2049 (2017) og nu endeligt mesterstykket Dune. Og faktisk er Dune (2021) blot den første film i rækken, for Villeneuve fortæller kun lige omtrent halvdelen af historien i denne film. En fortsættelse og en tv-serie er allerede i støbeskeen, hvis denne film bliver en succes. Som Fremen-krigeren Chani (Zendaya) siger; ”This is Only the Beginning”, så der er med andre ord lagt op til meget mere Dune i fremtiden.

A long time ago…

Dune bliver af flere betegnet som Star Wars for voksne og det siges at George Lucas var meget inspireret af Dune, da han skrev Star Wars i sin tid. Der er bestemt en del ligheder mellem de to universer. Mest åbenlyst er at begge historier foregår på en ørkenplanet, i det ydre rum og begge har en teenager i hovedrollen. Paul er, ligesom Luke Skywalker, en ung mand, der drømmer om at komme ud og opleve verden. Begge universer har en kejser i spidsen for de onde, en hemmelig søster, mystiske sandfolk, sandorme og måske vigtigst af alt har hovedpersonerne en særlig evne, en evne der er unavngivet i Dune og i Star Wars kaldes for ”Kraften”.

Paul’s Pity Party

Trods de mange ligheder, er jeg nu stadig mest til Star Wars med dens mange skud -og lyssværds dueller, medrivende luftkampe og brogede, uperfekte, men relaterbare karakterer. Dune er ganske vidst en fryd for både ører og øjne, med de mange flotte billeder og den bombastiske lydside, men Dunes langsommelige tempo og mange dialogscener kan altså godt virke en anelse søvndyssende i længden og så er hovedpersonen Pauls personlighed, eller mangel på samme, altså en snooze-fest uden lige. Nej, så tager jeg hellere Lukes evindelige klynken any day of the week.

Been there, Dune that

Denis Villeneuve’s Dune er uden sammenligning den mest helstøbte og velfungerende filmatisering af Frank Herbert’s roman til dato. En historie der, efter min mening, får lidt for megen credit for at være kompleks. For mig at se er Dune en forholdsvis simpel coming-of-age fortælling, krydret med nogle politiske temaer, postkolonial kritik og kæmpemæssige sandorme. Det er vel i virkeligheden ikke meget mere end et standardafsnit af Star Trek også har at byde på.