Turen går til: Macao

Det, der for alvor har sat skub i væksten under Macao, er noget så simpelt som gambling. Macao er det eneste sted i Kina, hvor det rent faktisk er lovligt at gamble, og det betyder at de til stadighed rigere kinesere valfarter til stedet, for at prøve lykken, med deres hårdt tjente penge. 

Denne status, har gjort Macao til verdens nummer 1 gambling-spot. Las Vegas kan godt gå hjem og vugge. Her er alt større og bedre, og du finder ikke store områder med enarmede tyveknægte og happy-go-lucky amerikanere, der sidder og fodrer maskinen med cents. Det er high-stakes, high-rollers og dyb koncentration, når kineserne gambler, som var de alle statister i en Bond-film. 

Better, faster, stronger

Min ankomst til Macao var en ganske smertefri omgang. SAS har direkte fly fra København til Hong Kong, hvor man fra lufthavnen meget belejligt kan hoppe direkte på en hurtigfærge, der sejler til Macao. Turen tager en lille time - og sparer en for at tage den tunge tur igennem immigration og told - og som en ekstra bonus: Man kommer ind uden et visum, hvis altså man ikke har intentioner om at udforske det øvrige Kina. 

Ankomsten i Macao bød på en direkte tur til mit hotel/casino - der befandt sig midt i Cotai, et stort inddæmmet sumpområde, der i dag huser en række af verdens allerstørste casinoer og hoteller. 

Sands Cotai Central er kinas største resort, der stod fuldt opført i 2015. Det byder på intet mindre end 6000 værelser over Conrad, Holiday Inn, Sheraton og St. Regis. Et 4 milliarder dollars projekt!

The Parisian har 3000 værelser, det samme har The Venetian, Galaxy Macao og City of Dreams (Mit Hotel) har begge 2200 værelser hver. Totalt set har Macao lige knap 40.000 hotelværelser, men 7500 mere er allerede på vej. I Las Vegas har de godt nok 150.000 men byen er tilsvarende over 10 gange så stor - og på den måde er Macao altså den gambling-by, med det forholdsmæssigt størst mulige flow.  

Jeg troede egentlig, at jeg havde set vilde og dekadente resortbygninger nok, da jeg sidst besøgte Las Vegas, men det er som om, at kineserne bare har besluttet sig for at overstråle alt, i dekadance og blærefaktor - der var ikke éen beskidt plet i Cotai, og når casino-crowdet ikke gamblede, brændte de penge af på dyre mærkevarebutiker, Michelin-restauranter og underholdning i den højeste kaliber. Mådehold kender ingen grænser i Cotai…

Men der er mere…

I min belærte og måske meget skandinaviske tilgang til rejser, er jeg ikke typen, der ser mig tilfreds med at sumpe mine indtryk væk i turistfælder som resorts og casinoer - forstå mig ret: Luksus, glam og gejl er lækkert - men jeg sætter også pris på de mere jordnære, autentiske og kulturelle oplevelser. Og på det punkt har Macao også en del at byde på.

Macao er nemlig ret unik, idét vi har at gøre, med en gammel portugisisk koloni. Det betyder, at Macao har en ret speciel, men rig kulturhistorie, der giver et helt specielt miks af gamle sydeuropæiske strukturer - side om side med den kinesiske. Det har givet Macao sin helt egen sjæl, der både skinner igennem i sproget, landskabet og ikke mindst: Maden. 

Macanesisk er både navnet på den specielle kinesiske dialægt, men også den ret specielle madlavning, der altså er en sjov blanding af portugisiske traditioner og kinesiske råvarer. 

Selvom Macau i dag er under kinesiske overstyre, var det først så sent som i 1999, at Portugal overdrog styret til Kina - efter 442 år. 

Spis!

Det kinesiske køkken kan være et rent kulturchok for europæere, og på en måde var det derfor rigtigt fint, at kunne ease into it, takket være de macanesiske retter: Biksemad på en mere krydret og soyabaseret manér, stegt blæksprutte med kogte kartofler (eksotisk), forskellige former for kroket-lignende serveringer med alt godt fra havet, en meget lokalfavoriseret variant af den portugisiske æggetærte, og den ultrapopulære streetfood-favorit; pork chop bun, er alle gode måder, at lægge ud med, når man skal smage på Macao. 

O’Manel

Jeg besøgte en meget lille portugisisk restaurant (O’Manel), der totalt vandt mit madhjerte. Restaurantfatter og chefkok; en immigrant fra Portugal, drev stedet sammen med sin kinesiske kone og macanesiske børn - fuld smadder på portugisisk rødvin, fodboldfantrøjer (Sporting Lissabon!) på væggene og en oprigtig hyggelig og opløftende atmosfære, gør stedet til noget, jeg til enhver tid vil anbefale, hvis turen går til Macao.

Men pas på med chilisaucen, hvis du får serveret grillet kylling - den er s-t-æ-r-k!

Streetfood

Det vi i Danmark kalder streetfood, er en løgn. Det vil mange rejsende i hvert fald påstå. Og når man er en tur i sydøstasien, er det med lige dele spænding, nysgerrighed og forundring, at begive sig ud i street-food. Mange er bange for risikoen for madforgiftning, men den slags er man forholdsvis på safezone med, hvis man går efter steder, hvor folk står i kø. 

Macau er som sagt berømt for deres fusionsmad, og det er bedst repræsenteret ved især to hurtige og turistvenlige valgmuligheder.

Den portugisiske æggetærte, som er en snack, eller dessert om man vil, der i det asiatiske er en anelse mindre sødlig - og derfor også lettere at sætte ned i bagende varme, og den fåes på alle gadehjørner. Prøv en enkelt, de koster praktisk talt intet, og er.. Interessante. 

Den anden storfavorit, og som jeg i virkeligheden drømmer lidt om her efterfølgende, på tømmermændsramte dage, er deres pork chop bun. Det er hvad det lyder til: En stegt, let krydret svinekotelet pakket ind i en smurt, ovnstegt bolle. Så simpelt - så godt. En god hurtig appetitdæmper, der kan holde dig kørende frem til aftensmaden. 

Er man mere i humør til at udfordre smagsløgene, bør man bevæge sig ind på et af de rent kinesiske madmarkeder. Der er flere af dem i den gamle del af byen, men de fleste af dem er flyttet ind i store overdækkede wet-markets, fordi det gør sig en smule bedre for bymiljøet - og ikke mindst hygiejnen. 

Jeg forvildede mig ind på et madmarked, der var ærkekinesisk. Det er her man får den sjove udfordring som turist, især når man ikke taler sproget. Man er nødt til at forsøge at identificere retterne på menukortet - hvor alle retter fremgår i absurd lavopløste fotos - som man trods alt kan pege på, og gøre lidt fagter ad - for at få en ordre skudt igennem. 

Her lykkedes det mig at få bestilt en omgang stegte nudler med blækspruttearme - egentlig ikke det jeg havde sat næsen op efter - men helt sikkert en smagsoplevelse. Det var også her, at en af de lokale kvinder først knækkede sammen af grin, for efterfølgende, overbærende, at forklare mig, at jeg holdt for lavt på mine spisepinde - sammenligneligt med et lille barn, der endnu ikke har koordinationen, til at gebærde sig korrekt med værktøjet. Sat. På. Plads. 

Faktisk holdt jeg mig under hele besøget, helt fra at besøge de mange vestligt inspirerede high-class restauranter i casino-byen, for i stedet at gå på oplevelse i nudelsupper, fantastiske lokale dim-sum restauranter og lignende - jeg skal dog bekende, at jeg en aften forfaldt til at bestille roomservice på hotellet: Wan-ton suppe. I øvrigt en enormt god fortolkning af retten, som gør roomservicemenuer i det meste af London til skamme.

Den vildeste madoplevelse, kom dog af en noget uventet kant - efter et kort besøg på IFT Educational Restaurant (Der lige nu har den dansk opvoksede chefkok Hans Lee Rasmussen bag roret) , hvor jeg fik mulighed for at sample forskellige retter fra det macanesiske køkken, inviterede Joao mig med til en omgang kinesisk hotpot. 

Det var et mildest talt super interessant selskab, der bestod af kokke, både aktive og pensionerede, der alle havde haft deres gang i Macao - en var fra Portugal, en anden fra New Zealand, en fra USA, en fra London osv. Der blev drukket et væld af forskellige bring-your-own-wine rødvin, og så var det også her, at jeg lettere kritisk, fik lov til at smage min første - og sidste, kogte hønsefod. 

Den kinesiske hotpot, er en stor gryde med suppe - hvor man løbende tilbereder forskellige madvarer i: Dumplings, ribben, tørret fiskeskind, tofu, nudler - og ja, hønsefødder - blandt meget andet. 

Med masser af vin i blodet, kunne jeg trække mig tilbage til hotellet med en mere end rigeligt fyldt mave - og en god lang nats søvn. 

Arkitekturen

Som jeg nok efterhånden har fået tegnet et blik af, er Macao et ret specielt sted. Så snart man bevæger sig fra det pompøse område med supercasinoer og resorts, og mod hovedbyen Macao, bombarderes man på ny af indtryk. 

Macau er et forunderligt mix af hundrede år gamle portugisiske bygninger, fæstninger og arkitektur, der står side om side med det ekstremt hurtigt, og tæt-bebyggede, kinesiske beboelseskomplekser. 

Fra en sidegade, føler man, at man slentrer ned af en rolig sydeuropæisk havneby, for efterfølgende at stå midt i chinatown, med ultrasmalle gader og et virvar af kinesiske sanseindtryk. 

Men selvom der er mange mennesker overalt, er der en opstemt venlighed, og folk virker til at være i overvejende godt humør. 

Her kan man begive sig ud på en interessant vandring, der tager en fra byens mest besøgte vartegn, Sankt Paul ruinen, i centrum af den gamle by - over gamle portugisiske fæstninger og kaserner, for til sidst at ende ved havnefronten, hvor man kan runde spadsereturen af med et besøg i et buddhistisk tempel ...

- For efterfølgende at gå 100 meter ned ad gaden, og se byens maritime museum, der skildrer alt fra traditionelt kinesisk bådbyggeri, over den portugisiske koloniseringstid til hvordan man med moderne industri, har formået at inddæmme en kæmpe landmasse, der har forbundet Macaos 3 ø-områder til en stor klump. Man er vel lidt nørd. 

Noget for enhver

Macau er som sagt et vildt sted. Det er på en gang et ultrakapitalistisk, kommercielt underholdningsmekka, hvor man kan få alt hvad hjertet begærer af luksus og magelighed. De store casino-områder er alt og mere til, når det kommer til luksus, men på samme tid, kan man ved blot 20 minutters transporttid i taxa, suge helt andre, autentiske indtryk til sig i den gamle bydel. 

I tilkøb byder Macau også på nogle af verdens vildeste shows (House of Dancing Water er et must-see extravaganza af akrobatik, motorsport, ild og vand og vanvittige koreografier), vilde attraktioner som verdens højeste bungy-tårn (Macau Tower med 233 meter), et panda-reservat, shopping ekstravaganza og en imponerende madscene der spænder lige fra streetfood til intet mindre end fem to-stjernede Michelin-restauranter. 

I kraft af sin tætte placering på Hong Kong, kan man med fordel plotte to dage i kalenderen til at udforske Macao, inden man eventuelt rejser videre til gigantiske Hong Kong, der byder på mange og helt andre sanseindtryk.