Connery

Martin Braithwaite: Fra Esbjerg til La Liga

Vi har taget en snak med den danske fodboldstjerne.

Vi nærmer os EM 2020, og tilbage i november 2019 sparkede Martin Braithwaite Danmark med til europamesterskabet mod Irland.

Den 28-årige fodboldspiller er oprindeligt fra Esbjerg og spillede til dagligt for det spanske klubhold CD Leganés.

- indtil nu, hvor det officielt er bekræftet, at Braithwaite skal til FC Barcelona. 

Som barn drømte Martin altid om at spille i La Liga - og nu lever han drømmen i Spanien i kampe mod alle de klubber, som han selv så på tv, da han var barn.

På hjemmefronten er han rendyrket familiefar, som sammen med sine kone har tre sønner og en fjerde dreng på vej.

På banen er Martin fysisk stærk, hurtig, målfarlig og dygtig til assist - men ifølge ham selv er hans største force hans spilintelligens.

“Jeg er en dedikeret fodboldstuderende, som hele tiden prøver at forstå sporten bedre. Jeg LEVER fodbold. Det er ikke sådan, at når jeg går hjem fra træning eller en kamp, at jeg har ‘fri’. Jeg tænker på fodbold hele tiden.”

Fodboldinteressen begyndte helt tilbage i barndommen i en alder af 3-4 år med fodboldtræning i Esbjerg, hvor hans store idol, den brasilianske Ronaldo, var med til at vække interessen for fodbolden på et professionelt plan.

Men drømmen om at drible hele vejen til de store klubber mødte det første bump på vejen i en tidlig alder.

Martin blev ramt af en hoftesygdom, som gjorde, at han var tvunget til at sidde i kørestol i to år - hvilket i hans optik ligeså godt kunne være lysår fra fodboldbanens grønne græs.

En sådan diagnose ville for manges vedkommende have slået bold-drømmene ud af hovedet på en ung knægt, men Martin havde altid glæde ved fodbolden, som fulgte ham i gennem tykt og tyndt i hans barndom.

“Jeg var altid udenfor med en bold i hånden - jeg gjorde det så ofte, som jeg kunne.”

Han kæmpede sig igennem og fortsatte indædt på drømmen om at stå i en professionel spillertrøje ude i fremtiden.

For ham har det på et tidligt stadie været indkodet i hans dna, at man hele tiden tager nogle nye skridt og udvikler sig personligt.

“Der er en tendens til, at man kun bemærker udviklingen, når det går i den rigtige retning. Folk ser kun, når man som fodboldspiller scorer mål og kommer i de gode klubber. De ser ikke det hårde arbejde, det mentale pres og de bump på vejen, som vi som fodboldspillere oplever”.

ANNONCE
Fotocredit: Pablo Laguia - Martin Braithwaite: Fra Esbjerg til La Liga Fotocredit: Pablo Laguia

Der har aldrig været en plan B

Hvor mange unge drenge forbliver ved dagdrømmeriet med tanken om fodbolden som karriere, har det for Martin aldrig kun været en hobby i fritiden eller et afbræk i hverdagen sammen med drengene - for ham har der altid kun været et formål med bolden.

At blive en professionel fodboldspiller.

“Jeg tror, at det er derfor, jeg er nået hertil. Jeg har altid haft i tanke så langt tilbage, jeg kan huske, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Koste hvad det vil.”

For Martin har der aldrig været en plan B. Det var fodbolden eller intet.

“Jeg må indrømme, at jeg aldrig har en plan B. Hvis du har en plan B, så tager det fokus væk fra plan A.“

Mange eksperter har været ude med udmeldinger om Martin Braithwaite på godt og ondt, men han har vist på sin egen måde, at han kan præstere og opnå sine mål, hvis man arbejder hårdt nok for det.

“Jeg vil gerne huskes for at være fortaler for, at alt er muligt. Én som viser, at alt er muligt, ligegyldig, hvor du kommer fra. Jeg vil gerne vise, at man ikke er i et mentalt fængsel af, hvad andre tror om dem - du kan godt leve af din drøm, hvis du har modet på at gøre det, der skal til.”

Martin ønsker at inspirere folk til at føle, at de har evnerne til at leve deres bedste liv og stå op om morgenen med en god fornemmelse for dagen. Man skal lytte til sig selv og ikke omverdenen.

Han nævner E-sport som et eksempel:

“E-Sport siger noget om, hvordan verden udvikler sig og falder tilbage på min tanke om, at i livet er alt muligt. Tidligere skulle folk, som var gode til computerspil finde et ‘rigtigt’ arbejde - men nu kan de leve af at spille. Hvem havde troet det?”

Og når vi snakker EM 2020 til sommer, så gælder samme tankegang.

“Folk bliver tit fanget i deres tanker om, hvad der er muligt og umuligt i verden. Jeg vil gerne slå et slag for, at alt er muligt, hvis du brænder for det og kæmper hårdt nok for det. Mange går og drømmer om at spille med til EM. Men at spille for Danmark på hjemmebane? Det er noget af det største.”

Han vil dog ikke gå til EM med den tankegang, at det er stort nok i sig selv ‘bare’ at være med til mesterskabsturneringen - han er et rendyrket konkurrencemenneske og drømmer om at være medvirkende til at skabe en situation som til EM ‘92, hvor det danske landshold samlede nationen i fodboldens tegn.

“Det vil være noget helt specielt for mig. Jeg går altid på fodboldbanen for at gå hele vejen.”

Hans tankegang er fokuseret på at være en vinder - en tankegang, som dagligt får ham ud af sengen om morgenen med motivation, målsætning og gåpåmod.

“Det motiverer mig at være en vinder. Det giver mig mulighed for at sætte ekstremt høje mål og presser mig til at yde mit bedste.”

Ifølge Martin ser chancerne lovende ud for det danske landshold.

“Vi har en masse spillere, som har spillet sammen over en lang periode og fået en masse erfaring sammen. De har spillet en række vigtige kampe og mærket presset. Danmark har været med til Nations League og VM, hvor de mange samme spillere har fået opbygget en rutine.”

Hans syn på Gruppe B er, at det ikke bliver nogle lette kampe, da alt kan ske. Alle holdene er godt organiseret rent defensivt, men i sidste ende handler det om at vise styrke.

"Det handler om at gå videre fra gruppen med styrke. Når vi møder Belgien, som er en af favoritterne, og spiller en fantastisk kamp, så kan vi lave et statement - ikke bare til omverdenen, men også til os selv og give os den nødvendige selvtillid, at vi kan gå hele vejen til finalen.”

ANNONCE
Fotocredit: Pablo Laguia - Martin Braithwaite: Fra Esbjerg til La Liga Fotocredit: Pablo Laguia

Fodboldspilleren, der tør sige sin mening

Martin bliver ofte omtalt som en lidt rapkæftet fodboldspiller i medierne. Der er en masse opmærksomhed på fodboldspillere og deres ytringer før og efter deres kampe - og træder man forkert, så kan man hurtigt få en over fingrene - men det er Martin ligeglad med.

Han kan ikke sige ting, der ikke passer - hvis han føler for noget, så siger han det, som det er og er klar på de tæsk, der skulle følge med.

“Som fodboldspiller skal man tit være nogle skoledrenge. Hvis folk siger hop, så skal vi sige ‘hvor højt?’. Når du hører fodboldspillere ytre sig offentligt, så får du stort set de samme svar på de samme spørgsmål fra de samme spillere. Jeg kan bare godt lide at være ærlig. Vi er alle mennesker og har forskellige meninger.”

På banen er han i denne sæson i fantastisk form og personligt selv sikker på, at det bliver den bedste personlige sæson for ham.

Han startede hårdt ud med at score en masse mål for et hold, som i længere tid har været i en enorm krise - og nu begynder det at lysne for CD Leganés, som nu spiller med overskud. Det begynder at tage fart for ham både for holdet og for hans personlige udvikling. Og med det spritnye skridt fra Leganés til FC Barcelona er fremtiden lys for den unge spiller.

Selvom man endnu ikke har fået udtaget en officiel trup til landsholdet til EM, så forbereder Martin sig allerede både fysisk og mentalt på at være en del af EM-lejren.

“Jeg sætter altid nye målsætninger hele tiden. Inden jeg har opnået det ene mål, så har jeg altid et nyt, der venter - jeg forsøger at forbedre mig hele tiden og blive en bedre version af mig selv.”

Han går helt lavpraktisk ned i detaljer og kigger på, hvad han kan gøre, når han kommer ud af dagligdagens rutiner, klubbens træninger og alle de fysiske øvelser før og efter træning til en eventuel EM-deltagelse.

Hvordan han får den rigtige søvn, hvordan han opnår de rigtige træningsmønstre og alle de praktiske hverdagsgøremål.

“Jeg begynder allerede at tænke over mine rutiner nu. Hvis jeg allerede har skitseret, hvordan man hverdag kommer til se ud til et EM, så bryder jeg heller ikke med mine rutiner og mine mønstre. Til store begivenheder med mange andre mennesker kan man godt blive ‘distraheret’, men her handler det om at bevare fokusset og kontinuiteten.”

Men vi snakker ikke kun det praktiske.

Martin visualiserer også de store øjeblikke, som EM potentielt kan byde ham.

Øjeblikket, hvor han står på Parkens grønne bane, danske medspillere ved siden side og brølende fans så langt øjet rækker.

Følelsen af fodbold-eufori.

Han er dog udmærket klar over, at lige meget hvor meget han mentalt forbereder sig på det, så vil han aldrig kunne forberede sig på, hvor storslået en følelse det ville give ham.

Men hvordan ser danskerne egentlig på fodboldsporten i 2020?

“Alt i livet handler om meninger. Vi vandt EM i 1992, men vi har ikke vundet en pokal i længere tid. Men folk glemmer succeserne, når der ikke er pokaler at vise frem. Danmark har et af de bedste landshold nogensinde lige nu. Vi er et af de lande, som har spillet flest kampe uden at lide nederlag det seneste stykke tid - så hvis man kigger på statistikkerne, så er landsholdet et af de bedste lige nu.“

Selv ser han meget op til de gamle, danske drenge og vil gøre sit bedste for at leve op til en dag at opnå samme status som dem, der udødeliggjorde det danske landshold i 1992.

ANNONCE
Fotocredit: Pablo Laguia - Martin Braithwaite: Fra Esbjerg til La Liga Fotocredit: Pablo Laguia

Familiefaren vs. fodboldspilleren

Med et fjerde barn på vej og en karriere i professionel fodbold skal Martin holde tungen lige i munden for at balancere fritiden og jobbet.

Før i tiden følte han, at han tilsidesatte familien for sin fodbold-dedikation.

Han var tidligere ustruktureret, men formåede at inkorporere de nødvendige rutiner, så han kunne dyrke sine to passioner - familien og fodbolden.

“Du kan ikke gå all-in på noget uden at være villig til at ofre ting. Det er en del af det. Du kan ikke gøre det hele på én gang. Min førsteprioritet er fodbold og min familie. Hvad der er tid til derefter, det tager jeg, som det kommer.“

Fritiden bliver brugt på at nyde familielivet, tænke mere fodboldstrategi og et par omgange Streetfighter med sin onkel og børnene, når muligheden byder sig til højtiderne - hvoraf det sidstnævnte tydeligt havde smittet af på hans karatesparkslignende mål, der sendte Danmark til EM.

 “Det er altid en fantastisk følelse at score et mål. Men at score et mål, som sender dit land til EM, det kan ikke beskrives. Man bliver høj af den energi. Man kan mærke, at det er mere, end bare et mål - både for mig, mit hold og for sportsfans.”

Eliteudøvere har tit en tendens til at dyrke overtro og små, sjove rutiner, som skal sidde lige i skabet for at tingene går op i en højere enhed.

Martin forsøger for alt i verden at undgå den slags.

“Man kan hurtigt få idéer om, at ting skal være på en bestemt måde for at alt spiller. Men for mig kan det hurtigt blive til en usikkerhed, så man ender med at spænde ben for sig selv rent mentalt.”

Martin værdsætter selvkontrol, så han blot fokuserer på, hvad han præsterer på banen og ikke alt muligt om, hvad der foregår op til en kamp.

Selvfølgelig er der visse vaner og rutiner i træningen, men ingen overtro.

Når barndommens mål om at spille i La Liga er opnået, hvad er så næste skridt for Martin Braithwaite?

“Jeg har en række delmål hele tiden. Denne sæson skal jeg score flere mål, end jeg gjorde sidste sæson. Jeg vil gerne score flere mål generelt, slå mine personlige rekord og hele tiden udvikle mig.”

For Martin handler det om at forbedre sig selv og hele tiden stræbe efter at være en bedre version af sig selv.

Drømmen om professionel fodbold i udlandet er blevet en realitet, og når landsholdet kalder til sommer, så er han klar til at udødeliggøre begrebet ‘EM 2020’.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce