Interview med Nicolaj Kopernikus: "Jeg er nok lidt typen, der ved utroligt lidt om helt utroligt meget"

Nicolaj Kopernikus er en dansk skuespiller, som siden 90’erne har prydet diverse danske og udenlandske film og serier med fængende roller, der har varieret i det uendelige i både komiske såvel som seriøse henseende.

Han er netop aktuel på den nye danske Netflix-originalserie Chosen.

En ny coming-of-age-fortælling i science-fiction-rammer, hvor vi følger en ung pige, der bakser med sin identitet i en lille flække ved navn Middelbo, som er blevet verdensberømt på grund af en mystisk komet for mange år tilbage. Et net af socialt pres, løgne og masser af filosofiske genovervejelser - hvis det lyder som noget for dig, så får serien premiere på Netflix d. 27. januar.

“Det er en rigtig spændende serie, som handler om at slås med sin identitet. Og finde ud af, hvem man er, og hvad ens plads er i verden.”

Serien er bygget op omkring et universelt billedsprog, så det i princippet kunne foregå i hvilket som helst land.

Det er designet til at transcendere landegrænser og taler et internationalt sprog.

Chosen markerer Nicolajs anden omgang med streaming-serier, da han tidligere har spillet med en i den nervepirrende Viaplay-original, Advokaten.

Men for ham er arbejdet meget det samme og indtoget med streaming-serier dedikeret til platforme ændrer ikke meget for en skuespiller.

“Man skal bare opfatte streaming-tjenester som små tv-stationer og platforme, hvor materialet bliver vist. Som skuespiller er arbejdet det samme på den praktiske front, men sjovt som skuespiller at række ud over landegrænser.”

Kælenavne og skuespillerdrømme

Interessen for skuespillet dukkede op hos Nicolaj, da han havde været på en stor rejse efter gymnasiet til USA med rygsæk for at finde ud af, hvem han var - en klassisk sabbatår-rejse, hvor man lige finder fodfæstet igen efter en tid med bøger og socialt samvær.

Det har altid ligget lidt i kortene, at han skulle gå den kreative vej.

Han har altid spillet meget musik og kommer fra et hjem, der interesserede sig meget for kunst og kultur.

Da han kom hjem, startede han på en teaterlinje på en højskole i Herning. Journalist-erhvervet lokkede også en ung Nicolaj, men dramaet og teateruniverset lokkede mere med sin måde at formidle følelser og identitet på en underholdende måde.

“Jeg har inderst inde også altid godt kunne tænke mig at være trommeslager. Der er noget fascinerende over det.”

Hans absolutte top 3 over backup-jobs, hvis skuespillet havde fejlet, har været pilot, trommeslager eller noget inden for designuniverset. Han er lidt en multikunstner, der har en fod i mange lejre - men som han selv understreger:

“Jeg er nok typen, der ved utroligt lidt om helt utroligt meget.”

Egentlig hedder han slet ikke Kopernikus, som mange - inklusiv mig selv - har identificeret ham med i årenes løb.

Det er i princippet mere et kunstnernavn. Hans borgerlige navn er Nicolaj Christiansen.

Han skiftede skole i 3. klasse, og på den nye skole begyndte folk at kalde ham Kopernikus - da hans fornavn mindede lidt om den berømte astrolog Nicolaus Kopernikus.

Og som du nok kender med øgenavne? Så hænger de ved.

Han identificerede sig egentlig mere det, end sit eget navn. Og i takt med, at rulleteksterne gang på gang stavede hans navn forkert på skærmen, besluttede han sig for at skifte det i professionelt regi.

“Det var naturligt for mig. Jeg har jo ikke heddet andet hele livet.”

Skuespillet er den egentlige belønning

Mens man som almen biografgænger måske kunne tro, at det at stå på den røde løber og vinde læssevis af statuetter og opnå berømmelse er det ultimative - så er det Nicolaj langt fra den største drivkraft.

Som skuespiller i gennem mange år har han fundet ud af, at det er selve det at arbejde med skuespillet, som er lønnen i sig selv - ikke så meget rød løber, stor stjernestatus eller alle de andre ting, som kan følge med en filmisk succes.

For ham er det berigende som skuespiller, at få lov til at prøve kræfter med så mange forskellige ting.

For ham handler det også om værket.

Ikke så meget, om han skal stå i en stor Hollywood-produktion over for de største stjerner - han skal selv kunne se sig selv i værket.

Han har ikke en bestemt genre, han foretrækker over de andre - han interesserer sig ret hurtigt for, hvilken betydning karakteren har for den samlede historie. En måde at tappe ind i rygraden på historien.

For ham handler det ikke så meget om, hvorvidt rollen er stor eller lille - men mere, at han kan se, hvad denne karakter bidrager med til det store perspektiv i filmens narrativ.

“De gange jeg siger nej til noget, er det oftest fordi, at jeg har svært ved at spille noget, hvor jeg ikke ser en grundhistorie. Så bliver det en lidt for løs satellit, der ikke er i kredsløb med filmen.”

Styrker og svagheder i karakteren er vigtigt. Og det gælder både, når han laver film og serier såvel som teater.

Og som en person, der har været i teater-regi i mange år, er det passende at spørge, om han tænker, at teatret er en kunstart, der fortsat kan overleve i en stadigt stigende digital tidsalder.

“Du ville aldrig stille spørgsmål til eksempelvis en koncert, hvor du går ind for at høre sange, du alligevel selv kan høre på din telefon derhjemme. Det samme er gældende med teateret. Det er en helt anden oplevelse.”

Han understreger, at det er en særlig oplevelse - både for skuespilleren og beskueren.

“Det er en live-oplevelse, og det der er specielt ved teateret er, at man får respons med det samme, hvor man ved en film eller serie ikke ser resultatet, før det bliver sendt. Du får en oplevelse, hvor du kan mærke, at selve oplevelsen har et ‘åndedræt’. Tingene kan gå galt. Man kan falde ud over scenekanten - det hele sker lige nu og her.”

Faderlig fascination forvandlet til Oscar-kandidat

Han har brugt meget af sit liv på at filosofere stort og småt om livets finurligheder, meningen med det hele - på det seneste har det ikke fyldt nær så meget, men har alligevel fået vakt sin nysgerrighed på livet endnu en gang ved at få lov til at drage sin egen virkelighed ind på filmens medie og fortælle en historie, der transcenderer virkeligheden og mediet på et højere niveau.

Han har lavet en kortfilm, som er blevet shortlistet til en Oscar.

Den går under navnet Stenofonen.

“Jeg er sindssygt stolt og glad. Det er vanvittigt sjovt at være med i.”

Han håber, at den kan gå hele vejen - ikke kun fordi tanken om at stå på scenen med den gyldne statuette er en drøm for de fleste i skuespillerfaget.

Men mere fordi, at historien er så personlig for ham. Det er en personlig hyldest til sin far, som døde for lidt over 2 år siden.

Den bygger på en meget personlig historie om noget, der er sket for hans far, da faren var 12 år gammel.

Han har endda været så heldig, at få sin egen søn til at spille hans faren som ung - så snakker vi virkelig full circle.

Det er en historie, som han hørte for første gang for 6 år siden.

Det handler om, at hans far i sin søgen gennem 2000 forskellige flintesten på en strand lykkes med det umulige - han fandt otte sten, som lavede en oktav. En såkaldt stenofon. Og for de uerfarne i musikbranchen, så er en oktav en rækkefølge af 8 toner i den diatonisk skala - til sammenligning spænder et almindeligt klaver over 8 oktaver.

Så faren lykkes med at lave en oktav med de otte sten, så han kunne spille musik med dem.

Det var så stor en ting i sin tid, at hans far medvirkede på DR i HalloHallo, hvor han spillede sit musikstykke.

For nyligt fandt Nicolaj et kassettebånd med optagelserne og desuden et avisudklip fra dengang - og så rullede idébolden.

“Der var noget originalt over livsbekræftende over en mand, der vælger at bruge så meget tid på at finde sten, der kan spille musik.”

Alene historien om den famøse Stenofon var dog ikke nok til at bygge passionsprojektet op for ham. Han valgte at sammenflette historien med det faktum, at hans far havde et meget stramt forhold til sin egen far.

Han kæmpede hele sit liv for at blive set og anerkendt.

“Jeg er opvokset hele mit liv med, at min far havde en uforløsthed i sit liv. Han følte ikke, at han slog til.”

Med disse to stærke historier om succes og følelsens af utilstrækkelighed, ville han lave en universel historie om, at man skal være den, man er og prøve at sætte sig fri fra ambitionen om at tilfredsstille folk og omverdenen.

At finde glæden i passionen og sit eget liv.

“Den er lavet med en ambition om at lave den fra egen fantasi og kendskab til værket uden at skele til andre værker eller teknikker i erhvervet. Det er altid sjovest, når man arbejder med noget, der ligger ens hjerte nært.”

Vi ønsker ham og resten af det bragende dygtige crew på kortfilmen alt held og lykke, når vi får afsløret de endelige Oscar-kandidater d. 8. februar.

Det ville for ham være fantastisk at kombinere skuespillet med instruktør-vinklen i fremtiden, men han er virkelig glad for at være skuespiller - og så har han den dybeste respekt for folkene bag kameraet, som besidder evner, han endnu ikke helt har fået under huden.

Som skuespiller arbejder han meget ud fra intuition, hvor man som instruktør og filmskaber mere arbejder ud fra nogle parametre for, hvordan man skruer værket sammen.

Men han har fået blod på tanden.

Mens stenografen uden tvivl har vækket opmærksomheden hos udlandet og fremtiden og måske kan byde ind med flere tilbud fra både Danmark og det store udland - så tænker han ikke så meget på, at man skal ‘bryde igennem til Hollywood’.

For ham er det skidesjovt at være med på rejsen uanset udfaldet - han står midt i det hele og nyder hvert eneste sekund.

For Nicolaj er passionen for skuespillet lige så stor, som den altid har været.

Han har tænkt sig at beskæftige sig med det ædle erhverv i mange år endnu.

“Der vil også altid være behov for 100-årige i branchen, jo.”