Form Us With Love og Samsung har lavet et sofakoncept, der egentlig er en hængekøje
'A concept watching platform'
Under Stockholm Design Week er der blevet præsenteret mange, mange møbler - og tilbehør, som eksemplevis et TV - derfor er det ikke underligt, at Samsung var til stede på messen. Men faktisk var de der, for at præsentere et møbel.
I samarbejde med det svenske designbureau Form Us Wiith Love, har elektronikfabrikanten udviklet et konceptmøbel, som er blevet designet ud fra præmissen: Hvordan ville sofaen se ud, hvis den blev forvandlet til at passe til fremtidens behov?
Tankeeksperimentet er måske ikke helt dumt.
En ny undersøgelse fra YouGov viser, at 42 % af den danske befolkning tilbringer mindst tre timer om dagen i deres sofaer. Sideløbende er tv-teknologien og folks tv-vaner under forandring. I dag bruges tv'et f.eks. ikke kun til traditionelle tv-serier, men også til at spille, arbejde hjemmefra, nyde kunst og træne. Vi har ofte flere skærme i vores hjem, vi ser måske separate skærme ved siden af hinanden og/eller ser dem siddende i helt andre positioner end tidligere, og vores nuværende sofaer er ganske enkelt ikke designet til dette.
Resultatet er blevet Samsung SHIFT - et konceptprodukt, der på baggrund af forskning i brugeradfærd og sofadesign, fremstår mere som en slags hængekøje end en klassisk sofa.
![Samsung SHIFT - Form Us With Love og Samsung har lavet et sofakoncept, der egentlig er en hængekøje](/image/box/4151874/980/50000.jpg?oversize=1)
Shift har fået sit navn, fordi det er designet til at kunne tilpasses til specifikke brugsscenarier og endda rum - som sådan er det altså en fleksibel hængekøje,. der kan sættes op og tages ned efter behov - installeret med en række af kroge og straps, som ikke tager meget plads i et rum, når de ikke er i brug.
Produktet er kun på konceptstadiet, og forventes ikke sat i produktion. Men kunne du finde på at udskifte din sofa med denne sag?
![Samsung SHIFT - Form Us With Love og Samsung har lavet et sofakoncept, der egentlig er en hængekøje](/image/box/4151876/980/50000.jpg?oversize=1)