Connery

Deadpool & Wolverine fik den største biografåbning nogensinde for en R-rated film

Deadpool-trilogiens afslutning henter rekorder i land.

Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, at Deadpool & Wolverine er en kæmpe succes i biograferne - især når man tænker på populariteten omkring Deadpool 1 og 2 og fansenes diehard-kærlighed til Hugh Jackman.

Alligevel ved man aldrig rigtig, hvad det bliver til, før tanke er blevet til handling - og man må sige af trekløveret Hugh Jackman, Ryan Reynolds og Shawn Levy har lavet en lille genistreg.

Den har fået 205 millioner dollars i kassen på åbningsweekenden og kan dermed allerede placere sig som den ottende bedste filmåbning nogensinde.

Den sniger sig lige op foran Marvels Black Panther og lige under Avengers 2012.

Den enormt succesfulde debut gør, at Deadpool & Wolverine officielt har fået den bedste åbningen nogensinde i biografen for en R-rated film.

Sammenlignet med billetsalget i åbningsweekenden på de to foregående Deadpools - 132 millioner dollars i 2016 og 125 millioner dollars i 2018 - er den tredje film en magtdemonstration i, hvordan man skaber hype omkring et projekt og sørger for at få alle de rigtige elementer med. 

Treeren er en kavalkade af cameos, sjove referencer til det stadigt forvirrende multivers og ikke mindst en masse kærlighed og svinere til tidligere karakterer og fortællinger i deres respektive X-Men-univers.

Vi har fået bekræftet, at Deadpool & Wolverine nok blot er en standalone-film uden den store påvirkning af tidslinjen i MCU - og man må også sige, at filmen ikke sparer på krudtet.

Hele arsenalet af Ryan Reynolds krøllede hjerne, sjove cameos og vanvittige bromance og fight-øjeblikke dominerer filmen fra start til slut.

Hvis du endnu ikke har set Deadpool & Wolverine, så skynd dig ind i biografmørket - en fantastisk hyldest til den mest giftige bromance i Marvel!

ANNONCE
Del

Seneste nyt