Anmeldelse: Speak No Evil (US)

Elementary, my dear Watkins

Nu har den britiske instruktør James Watkins lavet en genindspilning med bl.a. James McAvoy og Mackenzie Davis i hovedrollerne. Watkins er en erfaren herre indenfor gysergenren, med film som Eden Lake (2008) og The Woman in Black (2012) i bagagen. Spørgsmålet er om denne nye internationale udgave af Speak No Evil (2022) kan genskabe ånden og alle de små nuancer, der gjorde den danske film så særlig.

La Dolce Vita

På en idyllisk ferie i det sydlige Italien møder den amerikanske Dalton familie: Ben (Scoot McNairy), Louise (Mackenzie Davis) og datteren Agnes (Alix West Lefler), den britiske Feld familie: Patrick (James McAvoy), Ciara (Aisling Franciosi) og deres stumme dreng Ant (Dan Hough).

It’s Coming Home

De to ægtepar kunne ikke være mere forskellige. Ben og Louises forhold er følelseskoldt og praktisk anlagt, mens Paddy og Ciaras forhold er passioneret og spontant. Ikke desto mindre inviterer Paddy og Ciara, Ben og Louise, at tilbringe en weekend sammen i deres landlige hjem i det sydlige England.

The Long Weekened

Dalton’ernes høflighed gør det imidlertid svært for dem at sige fra, som når Paddy f.eks. fodrer vegetaren Louise med en fuldfed landgås eller når Ciara går over grænsen ved at simulerer oralsex på Paddy under en middag, nede på den lokale kro. Der går dog ikke timer af weekenden førend Ben og Louise indser, at der er noget helt galt med Feld familien og at deres og datteren Agnes liv kan være i fare, hvis de bliver i huset meget længere.

I drink your almond milkshake!

Jeg elsker Tafdrups udgave og den tvetydighed som han konstant leger med. På den ene side er det det hollandske par jo ubehagelige og ubehøvlede i form af deres grænseoverskridende adfærd og jeg ville ikke selv tilbringe en time i deres selskab, men på den anden side er danskerne også lidt nogle kedelige, forkælede, småborgerlige sørgeligheder der klynker, hvis de ikke får deres mandelmælk til morgenkaffen.

No Speak Evil

Til sammenligning føles Watkins udgave som hvis en AI fik til opgave at genfortælle plottet fra originalen. Alle elementerne er der på overfladen, men menneskeligheden, forståelsen for detaljernes vigtighed og den hårfine balance i nuancerne mellem åbenlyst og subtilt, mangler fuldstændigt. Filmen knækker allerede for remaket i de indledende minutter.

Sankt Paddy’s day

Her møder vi nemlig alfahannen Paddy, spillet af James McAvoy som var han en forhammer, efter sigende inspireret af Andrew Tate. Han har ingen af den udspekulerede charme som Fedja van Huêt bringer til rollen i originalen og som er så vigtig for set-uppet, da det netop er charmen, der afvæbner danskerne til at starte med. McAvoys udgave er, i modsætning til originalen, ikke en Ben kan se op til, tværtimod er han barnlig og en bølle fra starten af og realistisk set ville nogle konservative typer som Dalton-parret aldrig bruge tid, slet ikke af deres ferie, på en type som ham.

Ben there, done that

Remaket mangler også fuldkommen den vigtige magtfordeling hos gæsterne, hvor Louise (i originalen) er den dominerende og Bjørn den underkuede, hvis skrøbelige maskulinitet Morten Burian så følsomt spiller på i originalen. I remaket er Ben blot seksuelt frustreret fordi Louise har udvekslet frække sms’er med en kollega.

Dumb and Dumber

Spilletiden har ligesom James McAvoy også fået et skud steroider, således er remaket hele 13 minutter længere end originalen. Det skyldes hovedsageligt at klimakset er blevet ændret betydeligt. Væk er den brutale henrettelse til fordel for en Straw Dogs (1971) inspireret actionfyldt slutning. Det er unødig polstring, der tager brodden af filmens satiriske element og handlingen gør den dummere.

One-Night-Scream

Film skal naturligvis bedømmes ud fra deres egne meritter så, hvis man ikke har set originalen, kan man måske godt finde remaket underholdende. Jeg vælger således at se remaket som originalens enfoldige fætter. Det er en upoleret B-agtig film, med middelmådige præstationer, og en historie som forekommer både klichéfyldt og forudsigelig. Den er som et beruset one-night-stand; Acceptabelt, hvis vil man bare gerne have pulsen op i et par timer, men man ikke ønsker at huske tilbage på derefter.