Det blev ikke årets svenske krimidebut, men mindre kan også gøre det
På forsiden står der med fede typer ’Årets svenske krimidebut’. Det borger for kvalitet. Men kigger man lidt nærmere efter, så står der med mindre tydelige bogstaver i en farve, der smelter ind i baggrunden: ’Nomineret til’. Og så er det måske ikke helt så imponerende. Sådan er det også med bogen. Den starter helt eminent, men flytter sig derefter over i et langtrukkent midterstykke for at ende på toppen.
Resultatet er hæderligt. En krimidebut over gennemsnittet, der indeholder alt, hvad en moderne krimi skal indeholde. Gode karakterer, man holder af, et udmærket plot og en pen, der er forholdsvis skarp.
Bogens to hovedpersoner Fredrik og Sofia er præcis, som de skal være. Irriterende og sympatiske på samme tid. Og som i enhver nordisk krimi med respekt for sig selv, så bygges karaktererne op gennem bogen og begge protagonister gennemgår en udvikling fra side ét og indtil den sidste side vendes.
Fredrik Fröding mister som ung dreng hele sin familie under Estonias forlis. Han tror dog stadig, at hans bror lever. Netop den manglende erkendelse af brorens død, sender Fredrik på tur til den skønne ferieø Ulvön, her vil han have et opgør med forretningsmanden Adam Ceder. Men Fredrik er på medicin, der ikke må blandes med alkohol, og det faktum udgør en stor del af krimigåden. Da Adam Ceder findes myrdet, står Fredrik med forretningsmandens taske i hånden, og kan ikke huske noget fra dagen før.
Da han forsøger at komme væk fra øen, møder han en gammel flamme. Sofia Hjortén, der efterforsker mordet. De to har haft et kortvarigt, men intenst forhold for mange år siden, og selvom de begge havde regnet med, at de var kommet videre, så tiltrækkes de af hinanden. Det er selvfølgelig problematisk, når Fredrik er hovedmistænkt i den mordsag, som Sofia efterforsker.
Herefter går historien sin gang.
Selvom ’Fra Asken’ er en debut over gennemsnittet, har den også sine problemer. En rigtig god start og en god slutning opvejer for et langt og til tider intetsigende midterstykke, som i flere tilfælde fungerer mere som fyld end som udforskning af plot eller karakterer. Det er en skam. Jeg havde af flere gange problemer med at læse videre, fordi jeg simpelthen kedede mig.
På samme måde er tilknytningen af mordplottet til protagonisterne afkoblet fra deres udvikling. Fredriks søgen efter sin bror placerer ham på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men derefter forlades det, som man som læser godt kunne forvente skulle bære en stor del af bogen. Estonias forlis bruges derfor ikke aktivt i bogen, hvilket efterlader flere spørgsmål end svar. Måske samles det op i bog to?
Det bliver derfor kun stedet - Ulvön - der binder enderne sammen på plottet. Og dermed fremstår protagonisterne mestendels som statister i krimiplottet. Alligevel virker plottet både gennemarbejdet og velovervejet.
’Fra Asken’ er en fin læseoplevelse, der dog ikke byder på noget nyt til krimigenren.
Vi har en politikvinde med personlige problemer som protagonist, og hun flankeres her af en psykisk ustabil mand med et stort traume. Det lyder som starten på en serie, som helt sikkert kommer til at underholde, men som ikke løfter sig fra den store masse af krimiserier. Alligevel er der sat nok interessante skibe i søen, der får mig til at samle to'eren op.
Fra Asken er udgivet af forlaget Memoris i 2022.