De Danske Tatovører: Diana Guldhammer

Det nemme, kreative barn

Diana har altid elsket at tegne, siden hun var helt lille.

Hun plejede at lege en leg med sin mor, hvor de pausede tv’et og Diana fik lov til at lægge et stykke papir over skærmen og tegne efter de figurer, der blev vist i filmen.

Moderen er kunstmaler og har lært Diana alt om kunst og det at elske det kreative i livet.

“Jeg var verdens nemmeste barn at passe. Jeg skulle bare have et stykke papir og en blyant - så kunne jeg sidde der i flere dage.”

Man skulle bare lige minde hende om at spise en gang imellem til de rigtige tidspunkter i løbet af dagen, ellers hyggede hun sig bare med det.

Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle bruge sin passion til i første omgang, og om der var grobund for at rykke det fra hobbyniveau til sit reelle job - så hun tog på gymnasiet ligesom så mange andre, der gerne lige vil tænke lidt over det og have en basisuddannelse at falde tilbage på.

Hendes bekendte sagde altid, at hun burde begynde at lave tegneserier - derefter tog hun en grafiker-uddannelse, hvor hun også legede lidt med illustratorarbejde.

Der havde egentlig altid været lidt en fascination af at være tatovør, men i mange år tænkte hun ikke, at hun passede ind i formatet - hun havde ikke selv nogle tattoos og hun turde ikke rigtig gå ind i tatoveringsshoppen, fordi hun frygtede klientellet.

“Jeg havde hørt, at man skulle kende folk for at komme ind i det fag.”

Hun lod idéen om at se sig selv med nålen i hånden ligge, men sendte af og til nogle tegninger ind til forskellige shops, men de bed ikke på i første omgang.

Efter at have sagt sit job op hos et reklamebureau efter nogle år på markedet, røg hun lidt ind i en slags midtvejskrise - hun anede ikke, hvad hun ville, men hun vidste, at hun aldrig nogensinde skulle være grafiker igen.

Et par gamle veninder delte et opslag med hende fra en tattoo-shop, hvor de søgte en lærling - og der slog hun til.

Fra kælder til eget studie

Hun fik til opgave at tegne en berømthed, da hun kom ned i studiet og her fik de hendes evner at se - det gjorde, at hun fik jobbet med det samme.

Men jobbet bød i første omgang på en indoktrinering i, hvad det vil sige at være elev.

Alle lærlinge og elever blev stuvet sammen i kælderen, hvor de skulle sidde og tegne på livet løs, mens alle tatovørerne sad ovenpå.

"Der var sådan en underlig stemning - folk turde ikke rigtig gå ovenpå i studiet.”

Der var lidt nogle dedikerede, tildelte pladser til folk i studiet, alt efter hvor de var i karrieren.

Men det gav Diana ikke en fuck for.

Hun var nødt til at skille sig ud fra flokken.

“Man lærer ikke noget ved at sidde nede i kælderen - så jeg allierede mig med en af tatovørerne på første etage og kiggede ham over skulderen.”

Hun fik al sin kendskab til branchen ved at kigge artisten over skulderen og spørge ind til alt fra nålestørrelse til bevægelsesmønstre.

“Jeg kunne se, at mange af de siddende elever havde siddet længere i kælderen, end jeg havde gjort - måske det var en slags test for at se, hvem der var klar, så jeg tog chancen.”

Hendes første tatovering kom lige på og hårdt.

Der kom bare en artist ned i kalenderen og råbte: ‘Dianna, så er det nu!’.

Hun fik til opgave at tatovere en silhuet af legenden Freddy Mercury.

“Det endte med, at kunden sad og beroligede mig og sagde, at det nok skulle gå. Den tatovering glemmer jeg aldrig.”

Hun lærte ret hurtigt en tilgang til livet af sin læremester, som hun bruger i mange af livets aspekter: Der er én regel i livet, og det er at have det sjovt.

Tiden var kommet til at flyve fra den første rede, og midt i Corona-virvaret begyndte hun at øve sig ved at arbejde hjemmefra.

Det var lidt en klassisk køkken-tatovering opsætning - men hvor hun gik meget op i, hvordan det hang sammen.

“Jeg brugte hele min opsparing på, at det hele skulle være i orden.”

Hun skiftede mellem at være derhjemme, en kammerats kælder og i sin mors stue.

Hun var på et kort visit i København, hvor hun fik job på The Old Barbershop - men det fungerede ikke helt op til, hvad hun gerne ville tilbyde sine kunder.

“Det var rigtig meget walk-in og der var rigtig mange mennesker i et lille rum - jeg ville gerne lære realisme, og det kan man ikke lære et sted, hvor man skal lave små tatoveringer hele tiden.”

Don’t Fear Ink var det næste sted og det var et rigtig godt spot - en af de bedste arbejdspladser i hendes karriere, men så begyndte hun at få hjemve efter 8 måneder, og vendte tilbage til Jylland som udlært tatovør.

Her begyndte hun at kunne mærke, at hun var træt af at arbejde under folk, som ikke havde den samme tilgang til tatoveringen og måske mere kiggede på det forretningsmæssige og krigen med de andre shops.

“Jeg tænkte med det samme - nu gør jeg bare det hele selv.”

Hun siger altid, at hun er god til at tegne, ikke til at regne - så hun skulle lige over den hurdle med alt det tekniske omkring sit arbejde.

“Det gik sent op for mig, hvor stort et skridt det var - jeg tænkte flere gange, hvad jeg egentlig havde gang i.”

Hun startede med små skridt og åbnede en lille biks i et tilstødende værelse i hendes lejlighed og annoncerede det på de sociale medier - hun turde ikke rigtig at skilte med det, af frygt for, hvad nu hvis folk ikke kom.

Men responsen var utrolig positiv og kunderne strømmede ind - men hun begyndte at mangle adskillelsen af hendes privatliv og arbejde.

“Der gik nærmest 5 måneder, hvor jeg ikke rigtig kom ud af en dør. Jeg havde brug for, at når jeg satte mig i sofaen, så havde jeg fri.”

Så hun fik sit eget lokale og har siden april lavet sit helt eget studie i 2023.

Så for nu er planen, at hun skal bygge butikken op og skabe sit navn i Esbjerg, mens fremtidsplanen er at finde en samarbejdspartner - en kunstner med samme sind og idéer og standarder og så udvide biksen.

For nu kan du søge mod Esbjerg og få din næste tatovering - men du skal være hurtig! Diana har allerede gjort sig aldeles bemærket og er godt booket to måneder i forvejen. Du kan se mere til hendes univers herunder: