Ny serie om JonBénet Ramsay-mordsagen fra 90'erne har fået grønt lys
Næste truecrime-fortælling genfortalt med Melissa McCarthy og Clive Owen.
Paramount+ har netop givet grønt lys til en ny limited series om den berygtede JonBenét Ramsey-mordsag, som stadig har fanget offentlighedens opmærksomhed næsten 30 år efter tragedien.
Serien, produceret af MTV Entertainment Studios og 101 Studios, vil have Melissa McCarthy og Clive Owen i hovedrollerne som henholdsvis Patsy og John Ramsey, forældrene til den seksårige skønhedsdronning, hvis brutale mord i 1996 chokerede hele USA.
Serien, der har arbejdstitlen JonBenét Ramsey, fokuserer på familien Ramseys liv før og efter den tragiske nat i december 1996, hvor deres datter blev fundet død i familiens kælder.
Selvom mange tidligere film og dokumentarer har forsøgt at afdække mysteriet om JonBenéts død, lover denne nye serie en unik tilgang med potentielt nyt materiale.
Serien vil ikke blot udforske det uopklarede mord, men også dykke ned i det psykologiske og følelsesmæssige pres, som familien gennemgik i kølvandet på tragedien. Serien vil skildre den offentlige mistanke, mediernes intense dækning og familiens kamp for at bevare deres sammenhold.
Det skal dog lige pointeres, at det stadigvæk er en fiktionsserie, men med true crime-elementer og baseret på de virkelige hændelser.
Det vides endnu ikke, hvornår serien får premiere - men vi holder jer opdateret. Læs lidt mere om selve sagen lige herunder:
JonBénet Ramsey-sagen
JonBenét Ramsey-sagen er en af USA’s mest omtalte og mystiske mordsager. Den seksårige skønhedsdronning JonBenét Ramsey blev fundet død i familiens hjem i Boulder, Colorado, den 26. december 1996. Sagen chokerede nationen og har været genstand for massiv medieopmærksomhed og spekulationer i mere end to årtier.
JonBenét blev meldt savnet tidligt om morgenen den 26. december, efter hendes mor, Patsy Ramsey, fandt en tre sider lang løsesumsseddel i familiens hjem. Løsesummen krævede 118.000 dollars for JonBenéts frigivelse, og brevet hævdede, at hun var blevet kidnappet. Få timer senere blev JonBenéts lig dog fundet i familiens kælder af hendes far, John Ramsey. Hun var blevet kvalt og havde også fået et slag mod hovedet.
Politiet undersøgte flere teorier, og mistankerne faldt hurtigt på familien, især JonBenéts forældre. Brevet og fundet af JonBenéts krop i hjemmet førte til spekulationer om, at familien kunne have iscenesat forbrydelsen. Politiets håndtering af gerningsstedet blev dog stærkt kritiseret for manglende sikring og sløseri med bevismaterialer, hvilket skadede efterforskningen.
Familien nægtede gentagne gange deres involvering og samarbejdede ikke fuldt ud med politiet fra starten. Dog blev både forældrene og JonBenéts bror, Burke, i sidste ende renset for mistanke på grund af manglende beviser.
På trods af flere teorier og potentielle mistænkte, forblev sagen uløst.
I 1999 anbefalede en jury, at der blev rejst sigtelser mod forældrene for at forhindre retsforfølgelse, men den lokale anklager besluttede, at der ikke var nok beviser til at føre sagen.
Selvom DNA-teknologi senere rensede familien for mistanke, er der fortsat spekulationer og teorier om, hvad der skete den nat, hvilket gør JonBenét Ramsey-sagen til en af de mest gådefulde mordgåder i nyere amerikansk historie.