Anmeldelse: Star Wars Outlaws

Lad mig være din helt, farrik antihelt

Star Wars Outlaws finder sted i en turbulent tid i Star Wars-universet, spillets handling er placeret mellem begivenhederne i The Empire Strikes Back og Return of the Jedi. Det betyder at vi i et spil der omhandler Star Wars-universets kriminelle underverden ikke kan forvente at se noget til Han Solo, der er indkapslet i karbonit - og det baner vejen for Massives originale karakter Kay Vess.

Kay Vess er en ung og ambitiøs smugler og småkriminel, der har en drøm om at finde sin plads i galaksen, et bedre liv - og det sammen med hendes lille sidekick den kæledyrsagtige alien Nix.

Midt i universet hvor vi indtager spillerollen som Kay, er det tydeligt at der er en del på spil som kriminel. Kriminelle syndikater som Hutt kartellet, Pyke-syndikatet, Crimson Dawn og Ashiga klanen kæmper alle om det kriminelle overtag - og mod den nye og farlige trussel Zerek Besh, der ledes af spillets primære antagonist: Sliro.

I spillets indledende kapitel kommer Kay i karamboulage med Sliro, og bliver nødt til at stjæle et skib og flygte til den afsidesliggende savanne-måne Toshara. Her starter rejsen for alvor for Vess og Nix, der nu med forsøge at kæmpe sig op i universets underverden for enten at undslippe eller bekæmpe Sliro, der har dødsmærket indbrudstyven og sat en urimelig høj dusør på hende.

Historien i Outlaws er et forsfriskende perspektiv - i stedet for at følge de evigt seje jedis og siths, er det her en mere jordnær fortælling, der stadig bringer spilleren omkring kendte Star Wars aspekter, uden at skulle følge den slagne vej med lyssværd og til tider kedsommelige moralske kompasser.

Udgangspunktet er altså rigtigt godt, for at udforske Star Wars universet på egen hånd fra en mindre heroisk, mindst lige så spændende front.

Gameplay

Hvis du har haft en ekstraordinær interesse i Outlaws, har du nok allerede set både gameplay-trailere og tidlige anmeldelser af spillet - og her kommer du nok ikke til at se noget, du ikke er stødt på før.

Star Wars Outlaws er ikke i nærheden af at genopfinde den dybe tallerken med gameplay-mekanikker, og det er sådan set fint nok, det er de færreste spil der gør det og lykkedes. Som et open-world spil er der en lang række forskellige mekanikker i spil, og de kan groft set deles op i følgende kategorier: Kampsystem, stealthsystem, platforming, udforskning, speeder-sektioner, rumskibskampe og RPG-elementer. Det er en meget bred vifte af forskellige systemer, som alle bør fungere for at give en god spiloplevelse.

Det grundlæggende kampsystem er versatilt og åbner både for muligheden for at gå til en given situation med vidt forskellige metoder. Du har fast altid en blaster som dit trofaste våben, den kan opgraderes til forskellige moduler - men det er det eneste faste våben. Andre våben som Blaster-rifler, sniper-rifler og forskellige typer af launchers kan samles op under kampe, men smides igen, når Vess skal foretage en ny adræt aktion.

Til at begynde med synes jeg det var irriterende at man ikke kunne udygge sit loadout af våben, men over spillet begyndte jeg at sætte pris på hvordan begrænsningen hele tiden udfordrede mig til at gå til en given mission med vidt forskellige fremgangsmåder. Ud over blasteren kan Kay Vess også begive sig ud i nævekampe - det er særligt fordelagtigt hvis man ønsker at gå en mere stille vej - eller der blot er få fjender at tage sig af.

Udover Kays egne våben, har hun også Nix. Den lille Alien kan snige sig uset - eller ihvertfald helt ubemærket rundt, og fungerer på en eller anden måde som Watch Dogs smartphone - Kay kan indstruere nix til at distrahere fjender, åbne døre, hente items, angribe fjender og aktivere diverse elementer som eksplosive beholdere eller alarmer. Det er en god forlænget arm, som er vigtig i både kamp- stealth og platformingelementer - og det vender jeg tilbage til.

Platforming-elementerne i Outlaws går igen hver gang Kay forsøger at kæmpe sig igennem et nyt afgrænset område for at finde en dims, eller løse en gåde. Her er det den meget typiske Uncharted-tilgang der er i effekt, og Kay hopper, klatrer og svinger sig på livet løst - ingen missioner er unødvendigt hjernevridende, men holder stadig et sted hvor man føler sig god, når man når sit mål.

Stealth-systemet i spillet er træt. Jeg forstår at en scoundrel skal være god til at snige sig rundt og være usynlig, men Star Wars Outlaws har truffet nogle ærgerlige valg i det henseende. Mens din reputation mellem de forskellige syndikater ændrer sig, vil du uundgåeligt blive sendt på "spion"-missioner af rivaliserende bander - og det lyder meget sjovt, ikke?

Mit helt store problem med det, er at Outlaws tager valgfriheden fra en på de missioner - forstået at du pludselig indtræder i en stealth-mission, hvor du: Ikke må bruge våben og ikke må blive opdaget. Det er en fair nok præmis, problemet er bare at fjenderne nogle gange opdager en alt for let, og i det øjeblik man er opdaget, sådan rigtigt, genstartes missionen og man sendes tilbage til start. Det fik jeg for alvor at føle tidligt i spillet, hvor jeg måtte genstarte den samme mission 9 gange, hvor jeg de første mange gange nåede 26 minutter ind i en mission, for så at blive opdaget og sendt tilbage til 0. Det var kæmpe frustrerende, fordi jeg egentlig bare havde lyst til at gå guns blazing - men nej.

Jeg har aldrig været fan af tvungne stealth-missioner, men særligt dem hvor balancen ikke er helt på plads, giver mig lyst til at kaste controlleren igennem skærmen. Resultatet af Outlaws-stealthsystem blev at jeg for så vidt muligt undgik dem, og det bragte heldgivis antallet af frustrerende situationer en stor del ned.

Kays Speeder er den primære transportform i spillets store oververden - næsten hver planet har et par større byer og så er der store landmasser imellem, fyldt med speeder-optimerede landskaber, easter, eggs ekstra missioner og skattejagter. Det er i de store a-b strækninger at jeg for alvor sætter pris på Outlaws - at køre rundt og opdage Tattooines imponerende flotte ørkenlandskaber på egen hånd er fantastisk - og mens træ, sten og andre udfordringer får Kays speeder til at reagere som Red Dead Redemption 2's Arthur Morgans hest, er det sjovt at tonse rundt i universet. Speederen kan gennem spillet opgraderes så den bliver hurtigere, mere hårdfør og sjovere, og styringen er tilfredsstillende.

Outlaws er dog mere end store udstrakte landskaber, og i de store byer som Tosharas primære by Mirogana går spillet ind i en ekstremt udbygget level der består af lag på lag på lag af udforskelige hjørner og afkroge - og så er byerne befolket med et væld af typiske Star Wars-racer som bare gør fantasien endnu mere indlevelsesrig.

Outlaws har også implementeret et rumskib som kan indgå i spacefights. Det føles på en måde som mere af en eftertanke, og for min skyld kunne man sagtens have indgået et kompromis og bare lavet direkte fast-travel mellem planeter - men for indlevelsens skyld giver det en smule mening. Grundlæggende er rumskibssektionerne som en light-version af No Man's Sky, men med mere afgrænsede encounters, intet uendeligt univers og pænere grafik. Folk der kommer for Star Wars spacefights bør i stedet kigge retningen af det flotte (og i min optik dødkedelige) Star Wars Squadrons.

Star Wars Outlaws har, som alle andre moderne Open World-spil en god del RPG-elementer. Det kommer både i form af opgraderinger til karakter og påklædning, opgradering af items og en masse dialogtræer og valgmuligheder med forskellige karakterer. Her skal du forvente mere Far Cry end Baldur's Gate 3 - for mens der er en illusion af at kunne skabe sit eget eventyr, er hovedhistorien stadig relativt på skinner, og mens der er valg der har konsekvenser, er de ikke overhængende af betydning.

I min optik er hovedhistorien den der medbringer de bedste dialoger, sekvenser og missioner, og karaktererne man møder på den vej er gennemførte og har spændende historier og interaktioner med sig. I den modsatte side er der et valg af sidemissioner og lignende, hvor jeg sværger på at jeg har mødt den samme karakter med forskelligt navn, hår og beklædning oftere, end jeg ser mine egne søskende. Det er klassisk Ubisoft Open World at genbruge mission-NPC'er på den måde, og på en eller anden måde underholder det mig mere, end det skader. Nogle sidemissioner er meget sjove, andre er ret ligegyldige fetch-quests, og det er så klassisk open world som det kan være. Så længe du ikke går til Outlaws og forventer et The Witcher 3-niveau i dine sidemissioner, vil du nok finde noget at nyde her.

Grafik

Grundlæggende lægger Star Wars Outlaws et solidt niveau for dagne med spillets visuelle side. Spillet er lavet med Ubisofts Snowdrop-engine, der blandt andet blev brugt i The Division-spillene, og det giver en solid blanding af flotte landskaber, godkendte karakterer og særligt helt fabelagtige effekter. Med PlayStation 5 som min platform har jeg generelt haft en god oplevelse med spillets motor, men det har på ingen måde været perfekt.

Spillet er krævende og resultatet deraf er kompromiser. Jeg startede ud med 60FPS performance mode, men fandt hurtigt ud af at det måske var lige oversolgt på kvaliteten, i hvert fald oplevede jeg hurtigt udfordringer med teksturer, og det var særligt tydeligt fordi jeg havde slået spillets motion-blur filter fra. Hvis du kan leve med motion-blur filteret, er det helt klart en anbefaling jeg vil bringe til dig, for det kamouflerer en stor del af de ting, som faldt mig i øjnene fra spillet start.  

Men, tænkte jeg, når det nu er et solo-spil uden en reel nødvendighed for 60 FPS, valgte jeg i stedet at gå på kompromis og vælge Quality-mode der bragte spillet ned på 30FPS, med en væsentligt pænere og mere konsistent spilverden til følge.

Ser jeg bort fra mine irritationer over grafiske kompromisindstillinger, synes jeg at selve det visuelle greb om Star Wars Outlaws er vellykket, og sammen med spillets soundtrack, efterlader det et indtryk, der trykker på alle de rigtige Star Wars-knapper i maven.

Star Wars Outlaws er i bund og grund et fint og ret gennemsnitligt open world spil, som løser sin mission på en udemærket måde. Hvis du er inkarneret open world entusiast, er det ikke et spil jeg vil pege på som det første på listen - revolutionen er udeblevet, ligesom Kay Vess, har Outlaws ikke nogen umiddelbar interesse i at slutte sig til The Rebel Alliance - og altså får du et mainstream open world-spil, med mainstreamfeatures og en generel fin polish.

Der hvor Star Wars Outlaws har sin berettigelse, er selvfølgelig for fans af Star Wars' spraglede univers. Første gang jeg sparkede min speeder ud over landingsstellet på mit rumskib og trillede ud på Luke Skywalkers hjemmeplanet Tatooine, følte jeg mig på en måde, hjemme? Og det er ikke for at underkende Massive og LucasFilms store arbejde med at skabe nye og unikke Star Wars lokationer, for de er også flotte, spændende og livagtige - men at udforske Tattoine og Mos Eisley på egen hånd er fantastisk.

At støde på forladte fugt-farme på ørkenen sender tankerne direkte tilbage til onkel Owen, og når man spejder ud mod Jabba the Hutts palads i horisonten, er det som om man kan skimte R2 og C3PO der står og skaber sig foran porten. Eller noget så simpelt som første gang man støder på en omvandrende Jawa-koloni; Etee uwanna waa!

Star Wars Outlaws er ikke hverken det største, bedste eller mest nytænkende open world-spil i verden, og mens det har sine fejl og mangler, er der stadig god gedigen underholdning at finde - men særligt for Star Wars fans, kan det noget specielt. Jeg håber næsten at Ubisoft går Assassin's Creed-vejen, og åbner deres sandkasse op som et slags virtuelt museum, ala Assassin's Creed Discovery Tour add-on udgivelserne.