Anmeldelse: Astro Bot

PlayStation virker til at have lyttet med i krogene i forhold til, hvad fans kunne ønske sig af en sæson 2 - der er sparket nye baner, missioner og opgaver ind i gameplayet i en sådan grad, at det næsten virker helt uoverskueligt i første omgang.

Men når man først gribes igen af stemningen og måden, man progressivt får PlayStation-rumskibet på benene igen, bliver man grebet af den kronologiske tilgang til tingene og måden, banerne gradvist ændrer deres sværhedsgrad i takt med, at du har genopfrisket bevægelserne.

Hver galakse byder på et væld af nye egenskaber og attributter, som Astro kan bruge i sin færden - vi snakker 15 forskellige unikke evner, som byder på alt fra at blive forvandlet til en svamp, der kan suge vand og blive en gigantisk robot, til en bulldog på ryggen, som kan skyde Astro afsted som en raket.

Det er bogstaveligt talt Astro’s Playroom på steroider, hvor man har gransket alle muligheder for at udvide, opskalere og optimere på måden, man tackler banernes udfordringer på. Spillet er ufatteligt immersivt og opslugende fra bane til bane, og selv gennem de første 4-5 galakser føler man på intet tidspunkt, at man træder vande eller har genbrugt lignende elementer i de foregående baner - hver galakse er helt unik, og det samme er stort set hver eneste bane.

Det er ganske enestående at opleve den dedikation, der er lagt bag Astro Bots univers.

Den perfekte bro mellem nostalgi og den næste generation

Jeg ved ikke helt, hvem der glædede sig mest til at spille toeren i dette univers - min 5-årige datter eller undertegnede. Men både etteren og toeren har været et fælles grundlag, hvor vores to generationer har mødtes. Nostalgien bliver integreret i gameplayet, så jeg både kan spotte velkendte øjeblikke fra min barndomsgaming, mens jeg kan forklare det videre til min datter, som sad vi med et virtuelt, spilbart og interaktivt fotoalbum. Et fotoalbum, hvor man for første gang nogensinde kan vække minderne til live og skabe nye indenfor de nostalgiske spil-rammer.

Spillet åbner døren for, at den nye generation kan få en forståelse for de spil, der er gået forinden - og samtidig bane vej til en ny forståelse. Det er et nostalgisk throwback til klassiske arkade-lignende adventurespil, samtidig med den også tilgodeser den nye generation, som favoriserer customizations og skins - eksempelvis kan man i toeren bruge sine mønter på at optimere sit rumskib i forskellige farver eller prøve nye skins, som var det sidemissionerne i Ratchet & Clank.

Spillet har heldigvis bevaret en hvis sværhedsgrad, som nærmest kun rutinerede gamere fra gamle dage kan opnå.

Altså man kan spille spillet fra start til slut som nybegynder og et barn - men at finde alle portaler, puslebrikker og referencer? Der skal man altså være udstyret med et hukommelseskort i hjernen, der har erfaring med Crash Bandicoot, Spyro, Uncharted og Jak & Daxter for bare at nævne nogle få. Det gør Astro Bot til et multifacetteret spil, som tiltaler adskillige generationer, som kan mødes for en fælles passion for gaming.

Men er alt bare perfekt i spillet? Ikke 100 procent.

Det er lidt et luksus-problem, som opstår, når man skal lave en toer på noget, der er så konkret og forankret i et specifikt univers - ved at udvide franchisen væk fra konsollens indre til det ydre rum, mister vi lidt af den opfindsomme charme i opbygningen af banerne, hvor alle elementerne er baseret på det tekniske indhold i en PlayStation 5.

Af og til hopper man på platforme, der ligner joystickene på controlleren, men ellers er de virkemidler væk - netop fordi vi jo ude i den åbne verden.

Den nostalgiske tech-wowfaktor er væk, og den savner man til tider en hel del. Men jo mere man får en forståelse af, hvad det nye spil byder på, begynder det gradvist at blive en bagatel - netop fordi spillet er spilverdenens svar på Deadpool & Wolverine med alle dets uendelige easter eggs!

I Astro Bot bliver velkendte karakterer og universer ikke kun implementeret som små, sjove øjeblikke i løbet af banen, som man kan interagere kortvarigt med - det bliver også kerneelementer og styreegenskaber i selve gameplayet.

Eksempelvis ‘time freeze’-effekten fra Crash Bandicoot-franchisen, eller måden man hylder Uncharted-trilogiens shooter-koncept i en bane for sig selv.

Samlet set

Kan man kalde det den umulige toer?

Det er lidt en paradoksal oplevelse at spille Astro Bot, da den må utallige parametre overgår sin forgænger på mange aspekter i spiloplevelsen og den immersive effekt, men samtidig savner man det ‘lukkede’ samfund man oplevede indenfor grænserne af konsollens teknologiske atmosfære.

Det paradoksale opstår i det faktum, at man er nødt til at bryde med det rum, som gjorde etteren ikonisk - så man er nødt til at træde væk fra noget af det, der fungerede bedst, og det kan være en hård pille at sluge i begyndelsen. Det hyggelige, karismatiske kernecenter i PS5’eren er væk - men det er ikke nok til at slå en ud af kurs.

For når alt kommer til alt - Astro Bot er uhyggeligt underholdende fra start til slut. Er man til den slags arkadelignende eventyr, er der intet tidspunkt, hvor man føler sig mættet eller pausetrængende - det kører bare på skinner i et drømmelignende univers udtænkt af voksne, der forstår kærligheden til børns fantasier og voksnes forkærlighed for nostalgi.

Astro Bot er en sublim toer, der forvandler et ikonisk demospil til et spritnyt univers, vi forventeligt ikke har set det sidste fra lige foreløbig.