Tinderbox 2019
Tinderbox i den magiske 1000-års skov.
Camilla Lundbye - Dermot Kennedy på Telt Scenen
I udkanten af den fynske hovedstad Odense, er der atter gang i en byfest af dimensioner. Den efterhånden meget veletablerede Tinderbox festival, er vokset fra den grimme ælling til den smukke svane. Tre velplacerede scener, der direkte indbyder til at vandre fra den ene musikalske oplevelse efter den anden, udgør kernen i skoven, mens Magicbox, der vel bedst kan beskrives som et gigantisk udendørs diskotek, runder de musikalske herligheder af.
Den gastronomiske scene på stedet spænder bredt, så selv den mest rabiate veganer og ditto kødæder, kan få stillet sulten. Alt er gennemført, stilet og utrolig poppet. Man kan vel sige, at der lefles for pøblen - og det virker, for menneskehavet på pladsen i skoven er gigantisk.
Det sker eksempelvist ofte, at Magicbox lukkes af for tilgang, hvilket måske kunne pege i retningen af, at menneskemængden på festivallen er ved at nå en størrelse, der er mere, end hvad stedet kan rumme?
Man kan egentlig undre sig en smule over menneskemængden, for det er mildest talt et logistisk helvede, at komme til Tinderbox. Jovel, der er sørget for shuttlebusser fra banegården, men disse kører ikke i visse tidsrum - og fra sidste stop, bliver skridttælleren sat på overarbejde. Nok af det negative - og så alligevel ikke, for der var på dag 1 en smule knas med lyden på enkelte koncerter, hvor lydmanden ikke lige helt havde styr på, hvad der var bas, mellemtone og diskant - og at man gerne må høre hvad forsangeren har på hjertet.
Tinderbox 2019 har et massivt lineup på plakaten. Der er store nationale navne som L.O.C., Suspekt, Lydmor og ikke mindst Gnags, mens vi fra den internationale side, forkæles med Dermot Kennedy, Dropkick Murphys, Skunk Anansie og Lana Del Ray.
Førstnævnte udlænding leverede et voldsomt stabilt niveau, på sin optræden på Teltscenen torsdag aften, hvor numre som Young & Free, Outnumbered og ikke mindst An Evening I Will Not Forget, blev leveret med storladen irsk charme, i en tid, hvor alle nærmest kæmper for, at få leveret lyrikken med en amerikansk tonation. Mere herom i en særskilt artikel.
I den stik modsatte ende befandt Greta Van Fleet sig, da de indtog Rød Scene - festivallens hovedscene med en optræden, der ledte tankerne hen på et middelmådigt gymnasieband. Bandet virkede som et plagiat af historiens store navne og originaliteten var intet sted at finde. Jammerligt af et band, der af visse personer, er udråbt som repræsentanter for rockens genfødsel.
Lige den sidste omgang galde fra en førstegangsbesøgende, hvilket hviler på publikum alene. Når der er koncerter, så HOLD DOG JERES KÆFT, hvis I skal stå tæt på scenen.
