Oldboy fra 2003 bliver forvandlet til en tv-serie
Den sydkoreanske klassiker udfoldes på seriefronten.
Oldboy fra 2003 er en film uden lige, som med sydkoreanske rødder og et uforglemmeligt plot blev en udødelig film-klassiker.
Man prøvede at lave en amerikansk version i 2013 med Josh Brolin i front, men det var lidt som om, at man ikke helt kunne ramme samme sjæl og energi i remaken.
Nu genbesøges Oldboy-konceptet igen - denne gang i tv-serie-format lyder det fra Variety.
Park Chan-wok står bag den originale Oldboy fra 2003 og agerer nu producer på en ny serie, der tager afsæt i samme handling - hvor vi følger en mand, der tager grusom hævn efter at være taget til fange i 15 år.
Når nu Chan-wok selv med på projektet i samspil med Lionsgate, så kunne det godt gå hen og blive rigtig interessant - og i samme ombæring er en anden populær sydkoreansk instruktør, Bong Joon-ho, også i gang med at forvandle sin Oscar-film Parasite til en tv-serie.
Det er i sandhed en æra for dygtige, sydkoreanske filmkunstnere - vi holder jer opdateret, når der er nyt i sagen om Oldboy-serien.