Connery

Skaberen af Dragon Ball-universet Akira Toriyama er død i en alder af 68 år

En legende er gået bort, og det samme er chancerne for originale Dragon Ball-historier.

Manga-udgivelsesfirmaet Shueisha har her til morgen annonceret en tragisk dag for fans af manga og anime-verdenen.

Den ikoniske manga-skaber Akira Toriyama er gået bort i en alder af 68 år.

Han fik en akut hjerneblødning, subdural hematom, og døde d. 1. marts. 

Toriyama er kendt for mange aspekter af manga-universet og en af de fundamentale årsager til, at vesten har taget manga-universet så godt til sig siden 80'erne.

Han debutterede med Dragon Ball tilbage i 1984, som blev til en lille klumme-tegneserie i Shonen Jump-magasinet, hvorefter Dragon Ball fik sin helt egen manga-serie.

Det fortsatte ud i Dragon Ball Z, Dragon Ball GT, Dragon Ball Super og et utal af forskellige spil på diverse platforme i bedste Tekken-stil. 

Der er endda en ny serie på vej, som går under navnet Dragon Ball Daima - serien kommer til efteråret og bliver dermed formodentligt hans sidste projekt nogensinde. 

Jeg husker stadigvæk mine unge dage, hvor man gik med sin mor ned i boghandleren og skulle se på den lokale manga-hylde, om der var kommet nye udgivelser i de omvendt-læsende bøger. En nøje søgen efter et nyt tal og en ny farve på bogryggen i hylden, som skulle med hjem og atter udfolde det fantasifulde univers og give et velfortjent afbræk fra hverdagen.

Akira Toriyama har for alvor sat et aftryk på manges barndom og fantasi og ikke mindst på industrien og populariteten af japanske tegneserier.

Hvil i fred.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce