Hvad skal jeg være når jeg bliver stor?

"Jamen, hvis du virkelig ikke har lyst til det, så er det selvfølgelig ikke her, du skal være…”

Så stod jeg der. 22 år gammel, en taske fyldt med 4.000 kroners kedskab i bogform. Og 1,5 år spildt studietid. “Hvad fanden gør jeg nu?!”, tænkte jeg ved mig selv. 

Efter at have færdiggjort en forholdsvis kort samtale med maskinmesterskolens studievejleder var håndklædet smidt i ringen, men kampen var nok egentlig aftalt på forhånd.  

Så stod man der med en håndfuld erfaringer, der gennem en årrække havde trukket en ud på et uddannelsesspor, der fortsat blev mere kedeligt.

Jeg er med garanti ikke den eneste, der er blevet fanget i uddannelsessystemets praktiske fælde, og derfor får du mit opgør med en række slidte teser baseret på dyrtkøbte erfaringer.

Fælde: Du kan jo altid tage tiende klasse, hvis du ikke ved, hvad du vil endnu. 

Ja. Men det bliver man ikke nødvendigvis klogere af!

Jeg gik gennem 10. klasse, hvor valget pegede 50/50 mod enten en håndværksuddannelse eller en HTX (Få en studenterhue Mikkel, så har du altid noget at falde tilbage på. Okay mor.) 

Fælde: Skynd dig videre i uddannelsessystemet, ellers risikerer du bare at sidde fast! 

Glem det. Hvis du har slæbt dig selv gennem en gymnasieuddannelse og bagefter er trættere af skolen, end katten Tom er af musen Jerry, så hold for guds skyld en pause - men brug pausen på noget konstruktivt. 

Jeg arbejdede 1½ år som montør på en fabrik. Det lærte mig for det første, at det er rart at have penge på hånden. At voksne mennesker er nødt til at skulle kunne arbejde sammen med alle typer. Og at jeg aldrig skal have et job, hvor jeg skal møde klokken seks om morgenen. Og at jeg godt kan yde en indsats når jeg er motiveret.

Fælde: Hvis du ikke ved, hvad du vil være, kan du bare slå op i en bog.

Hvis du bliver fanget i det helvede af en bog, der hedder “Hvad kan jeg blive?”, så læg den lige fra dig og mærk ekstra godt efter, inden du træffer et valg. 
Efter mit forlængede sabbatår havde jeg gennem en længere periode gået og slået op i ovennævnte bog. Det er en ret kontant og overskuelig omgang både i forhold til karakterkrav, jobmuligheder og lønniveauer... Men den skænker ikke meget tanke til hverken hjerte eller drømme.

“Jeg skal fandme være maskinmester!”

Det fortalte jeg både mig selv og min familie. En teknisk professionsbacehelor-uddannelse, der ville give mig både teknisk kunnen, lederpotentiale og en flot løn ikke mindst.

Men inden jeg kunne påbegynde den teoretiske del, skulle jeg lige overstå halvandet år på “værkstedsskole” - et forløb for alle de upraktiske studenterhoveder, der lige trængte til at få omdannet et par overskydende tommelfingre til lidt mere håndværksagtige lemmer.

Den tid gik hurtigt, og før jeg vidste af det, sad jeg på hoveddelen af uddannelsen og fucking gabte ned i en teoribog om termodynamik. Det kedede mig som ind i helvede, og stille og roligt blev jeg klar over, at jeg havde gang i det helt forkerte med min uddannelse og måske også med mit liv.

Så sådan blev det: 1 år og 9 måneder inde i min “drømmeuddannelse” tog jeg til studievejlederen for at sige op. 

Fakta: Ledighed er roden til alt ondt.

Okay, den er sgu faktisk god nok. Det var det for mig, og derfor var jeg hurtig til at kaste mig ud i et nyt forløb.

Hvis man ikke fungerer uden at have en retning og en udsigt for livet, er man hurtigt på vej til dovenskab, depression og druk - i hvert fald hvis man er undertegnede.

Så efter tre måneder af den slags skyndte jeg mig at hoppe på et overbygningsforløb på Handelsskolen: HGS, et handelsgrundforløb for studenter. Det gav mig tre måneder med SU og muligheden for at prøve kræfter med nogle fag, jeg aldrig havde dykket ned i før: Regnskab og bogføring (Gaaaab), salg og marketing. De to sidstnævnte fangede mig i en helt åndssvag høj grad.

Men jeg var stadig doven. I skolen. I stedet for at lave afleveringsopgaver i bogføring, begyndte jeg at blogge og som en afløber af det, blev jeg også ret skudt i online markedsføring og sociale medier.

HGS var hurtigt overstået, og med en nyfunden smag for markedsføring begyndte jeg på uddannelsen som markedsføringsøkonom.

Falsk: Dovne studerende er dumme studerende!

Not. Dovenskab bunder ikke i dumhed. Som oftest skyldes det ringe interesse eller manglende udfordring.

Jeg oplevede endnu en gang at køre den hjem på rutinen i de fag, der ikke var mig så ophidsende. Primært den ‘økonomiske’ del af uddannelsen.

Men helt modsat sugede jeg til mig indenfor markedsføringsfagene. I min færd på at dygtiggøre de skills, jeg godt kunne lide at arbejde med, greb blog-arbejdet og markedsføringen af denne om sig.

Inden længe var jeg blevet tech-skribent og lejlighedsvis spilanmelder på drengerøvssitet Connery.dk. Jeg fik ikke en krone for det - men det blev opvejet i gratis playstation-spil, lejlighedsvise drukture, og hvad der skulle vise sig at være det måske vigtigste: Netværk og erfaring.

Efter to år var jeg færdig med markedsførings-uddannelsen. Nej, nej, selvfølgelig ikke til topkarakter, jeg havde jo også travlt med byture, gaming og afslapning. Men jeg var godt tilfreds.

Jeg havde udarbejdet en række kvalifikationer inden for især online- og social-media marketing og tekstforfatning. Det landede mig et barselsvikariat som projektleder og online-koordinator på det lokale reklamebureau - og for første gang var jeg sgu ret happy med min ‘karriere’.

Fakta: Nyuddannede ledige er kræsne.

Ja, men kun indtil de ikke er længere.

Efter et lille år som reklamemand, gik bureauet mere eller mindre konkurs, og jeg mistede mit arbejde. Lortesituation.

I mellemtiden havde jeg holdt ild i min skrivetjans på Connery og havde faktisk også startet en lille webshop op med min bror - bare et lille hyggeprojekt til alle de der timer ud over de 37 på kontoret. Slet ikke nok til at leve af det og derfor et projekt, der var til gene for mine dagpenge. 

Fakta: Det der drengerøvsprojekt der.. Det er lige mig!

Efter 4-5 måneder som arbejdssøgende fik jeg fortalt Chefredaktør Jakob og Teknisk Geni Anders (Der ikke havde tid til at drive Connery på det tidspunkt), at hvis de var friske på at lade mig gøre det, så ville jeg gerne hjælpe med til at gøre projektet fra det daværende hobbyplan til en rigtig forretning.

Som sagt, så gjort. Eller sådan da.

Det skulle tage mig ret længe at finde ud af, hvad jeg egentlig ville med mit arbejdsliv, men i dag er jeg ikke i tvivl.

At kunne sidde og arbejde med Connery.dk-projektet på fuldtid er uden tvivl mit drømmejob/projekt. Det har drevet mig ud i et iværksætteri med alt, hvad det indebærer. Læssevis af interessetimer, sene aftener på kontoret med regnskab og bogføring, men også vilde oplevelser, muligheden for at underholde en masse læsere (uden at skulle tage deres penge), de fedeste kollegaer og skribenter og et enormt stærkt og støttende bagland. 

Fakta: Fuck ‘hvad kan jeg blive’!

Men det har taget tid. Tid at finde ud af og tid at komme hertil. For da jeg som 22-årig stod og følte mig som en af uddannelsessystemets store fiaskoer, havde jeg ikke det rigtige spørgsmål i baghovedet.

Spørgsmålet, der i form af en årlig lortebog på skolebiblioteket hed: “Hvad kan jeg blive?”

Fakta: Følg dit hjerte.

Det rigtige spørgsmål, for mig i hvert fald, er: “Hvad vil jeg bruge min tid på?”, men det er også et meget sværere spørgsmål. Det tager længere tid at finde et svar på, men tro mig: Det er turen værd.  

Følg gerne med i min "karriere", jeg deler lidt af hvert på Instagram.