Connery

Barndommens Helte #11

M. Bison, Chun Li, Guile, Vega, Blanka... navnene var mange, det samme var spillene, men for pokker hvor var de fede! Hvad for noget - Street Fighter II naturligvis!

Barndommens Helte #11
Et af de mange gode barndomsminder jeg har, stammer fra en fodboldturnering i Ikast, hvor jeg som lille spillede. Vi boede på en skole, hvor der var sat spillemaskiner op, og man kunne spille både Final Fight og Street Fighter II, og den dag i dag er det nok nogle af de arkadespil, jeg har spillet mest - det hænger naturligt sammen med, at jeg ikke rigtigt kan huske at have rørt en arkademaskine siden...

Street Fighter II var det af de to ovennævnte spil, som jeg fandt mest spændende. Da spilfirmaet Capcom i 1991 udgav Street Fighter II : The World Warrior, kunne de kun drømme om den massive popularitet, som spillet fik. Street Fighter II var et kampsportsspil tilsat lidt supernaturlige ildkugler og flammende slag, som de forskellige figurer kunne lave.

Det gjalt om at besejre en masse unikke figurer inden man skulle klare den sidste udfordring, skurken M. Bison, som naturligvis var væsentligt stærkere end de andre figurer. Figurerne var naturligvis så forskellige som muligt, således, at det var muligt at vælge ud fra de kriterier, man mente ville være nok til at kunne blive verdensmester med.

Du kunne f.eks. vælge E. Honda, en jammerligt fed japansk sumobryder, hvis arme kunne slå hurtigere end Lotte Heise kan snakke, Dhalsim, en indisk fakir, der kunne strække sine arme fra den ene ende af Storebæltsbroen til den anden, Guile, en amerikansk militærmand, der lavede saksespark i hovedet på folk, Blanka, en muteret brasiliansk amazonemand, der kunne blive helt ekstatisk, og udsende strøm - og mange, mange flere. Min egen favorit var og er stadig karatekæmperen Ryu, der med sine flyvespark, ildkugler og seje karateteknik, lige var lidt sejere end de andre!
ANNONCE
Barndommens Helte #11
Street Fighter IIs figurer kom fra forskellige steder i verden, for det var selvfølgelig meningen, at det skulle være et slags verdensmesterskab. Derfor var der figurer med fra Kina, Japan, USA, Rusland, Indien, Brasilien, Hong Kong, Spanien og mange, mange andre steder.

Spillet blev udgivet i flere forskellige versioner, der kan her f.eks. nævnes:

Street Fighter II : The World Warrior 1991

Street Fighter II : Champion Edition - 1992

Street Fighter II Turbo : Hyper Fighting - 1993

Super Street Fighter II : The New Challengers - 1993

Super Street Fighter II Turbo - 1994

Der er naturligvis også udkommet et spil, der bare hed Street Fighter, men spillet blev aldrig nogen massiv kommerciel succes, og den dag i dag, snakker folk kun om SF II.

Street Fighter II er et af de computerspil, der har måttet lide den last at blive filmatiseret. Dette skete i 1994, hvor den belgiske muskelmand, Jean Claude Van Damme, var stjernen. Han spillede Guile, hvilket egentligt er mærkeligt eftersom Guile er hamrende amerikansk, og Van Dammes engelsk lyder så dårligt, at selv danske politikeres engelsk er ren englesang i forhold til.

Den enormt lækre australske babe Kylie Minogue var i øvrigt også med i filmen! Hun spillede den frække Cammy, der er en af de figurer, som blev tilføjet i de senere versioner af Street Fighter II. Filmen blev også endeligt for skuespilleren Raul Julia, der døde kort efter optagelserne. Julia, der typisk spillede skurkeroller i sin karriere, havde da også rollen som den onde superskurk M. Bison.

Street Fighter II var kongen af grillbarene, og senere også "beat 'em up"-kongen til Super Nintendo og lignende. Street Fighter spillene bliver fortsat produceret, og faktisk er der nu kommet Street Fighter III, samt Street Fighter Alpha, som har nogle andre figurer med, men de kommer nok aldrig op i fordoms styrke...
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce