Skuespillere snydt for en Oscar-nominering [Part II af II]

Vi fortsætter artikelserien med skuespillere, som desværre på uretfærdig vis måtte kigge langt efter deres Oscar-statuette!

- og hvis du ikke fik første udgave med, så kan du se den lige her!

Daniel Brühl ‘Rush’

Ron Howard er kendt for at skabe nogle fornemme menneskeportrætter på det store lærred, og hvis der er noget, jeg elsker, så er det en film, som sætter karaktererne og deres udvikling som første prioritet. Det ses tydeligt i filmen ’Rush’, som fortæller om rivaliseringen mellem racerkørerne Niki Lauda og James Hunt. Chris Hemsworth formår at portrættere ’fisskarlen’ James Hunt utroligt præcist, men alligevel er den spansk/tyske Daniel Brühl den person, som stjæler hele rampelyset. Han fremstår som den mest fornuftige, dygtige og ikke mindst mest mærkværdige personlighed i portrættet, og hvis man sammenligner med rigtige optagelser af Lauda, så er det skræmmende tæt på virkeligheden. Han har imiteret accenten helt eminent, levet sig ind i personens følelser og handlinger og ikke mindst skabt filmisk magi gennem sin realistiske karakter. At filmen slet ikke blev nomineret til nogen som helst Oscar-priser, er helt uhørt. 

Christian Bale i ‘The Machinist’

Christian Bale er nok den stjerne i Hollywood, som er kendt for flest vanvittige transformationer til sine roller. Hans vildeste præstation til dato er hans svimlende vægttab på 28 kilo (fra 78 kg til 49 kg!) med en kur, som bestod af kun en dåse tun og et æble om dagen! Men det selvfølgelig ikke kun hans udseende, som burde trække ham i søgelyset af Oscar-komitteen, men mere hans fantastiske, desillusionerede præstation som den kriseramte maskinarbejder, som begynder at tvivle på, hvad der er rigtig og forkert. Med fantastisk ansigtsmimik, imponerende visualiseringer af en stigende sindslidende og en 100 % dedikation til sin rolle, burde Bale have blevet nomineret til en Oscar. 

Edward Norton i ’Fight Club’

At denne gut ikke vandt for sin præstation for American History X er en stor skandale i sig selv, men at han slet ikke blev nomineret for sin præstation i Fight Club er skræmmende. Han lever sig formidabelt ind i rollen som en person, der er blevet træt af den trivielle hverdag med IKEA-møbler, arbejdsrutiner og røvsyge mennesker – han spiller med så formidabel en dualitet, at når man efter det store klimaks kigger tilbage på filmen, kan man tydeligt se, at han bærer den meget skizofreniske attitude hele vejen i gennem.  Over for ham ser man også Brad Pitt, som desuden også burde have snuset lidt til statuetten, men alligevel stjæler Norton billedet med sin indlevelse i Finchers meget kultklassiske plot. 

Al Pacino ‘Scarface’                

På min top 10-liste over verdens bedste gangsterfilm finder man ret langt mod toppen ‘Scarface’. Det skyldes ikke blot handlingens utroligt fascinerende fremgangsmåde og ikke mindst udvikling, men allermest Pacinos præstation som den cubanske kriminel. Hans udenlandske accent og grove mund passer perfekt til hans undersåtstatus i starten, men jo længere han klatrer op ad rangstien, jo mere formår Pacino at finpudse sin rolle til at kunne bære succesen. Instruktør Martin Scorsese er kongen over storhed/forfald fortællinger, men Brian De Palma sammen med Al Pacino formår virkelig at skabe et grotesk billede af den kriminelle verdens svævende balance mellem lykke og ulykke. Pacino er nok den person på denne liste, som fortjente ikke blot at blive nomineret men også at vinde hele lortet. Han er så grænseoverskridende, brutal og ikke mindst fantastisk ikonisk.  

Malcolm McDowell i ‘A Clockwork Orange’

I Stanley Kubricks meget dystopiske fortælling om fremtidens Storbritannien, finder man Malcolm McDowell i hovedrollen som den stjernepsykopatiske Alex DeLarge, der bruger sin fritid på at slå folk ihjel, rasere byen og voldtage kvinder. Han bliver derefter udsat for en række mystiske eksperimenter, som skal hindre volden i at blusse om i ham, men ikke alt går efter planen. McDowell spiller formidabelt som den skræmmende psykopat, der tydeligvis aldrig har lært de basale regler i livet. Men ikke nok med det, han formår også at blæse seeren omkuld med sit vanvittige følelsesregister, som vi er så heldige at opleve gennem hans forfærdelige forsøgsstadier. Han formår bare at bevæge sig gennem en emotionel rutsjebane i løbet af hele handlingen, og man kan kun sidde tilbage og tænke – give this man an Oscar!