Connery

Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan

Whisky-rundtur part IV.

Se de tidligere kapitler lige her:

Kapitel 1, Nyborg Destilleri

Kapitel 2, Mosgaard Whisky

Kapitel 3, Ærø Whisky

Dag 4 - Fary Lochan

For enden af en lille grusvej pakket godt ind i et stykke granskov, ligger Fary Lochan.

Det skotskklingende navn refererer til hjembyen Farre og til den lille sø - eller på gælisk, en “loch” - der ligger lige ved siden af destilleriet.

Langs kanten af skoven vokser brændenælderne vildt - og lige præcis dem skal vi nok vende tilbage til. I den hyggelige gårdbutik knyttet til destilleriet står Thomas, CCO for Fary Lochan, klar til at tage imod os med en varm kop kaffe og åbne arme.

På vores rundtur med Thomas får vi forklaret, at de fine bygninger, der er fordelt ud over den naturskønne grund, er planlagt opført af stedets grundlægger, Jens-Erik Jørgensen, som gik bort i 2016.

Siden da har Jens-Eriks kone, Anne, overtaget Fary Lochan og drevet destilleriet videre sammen med børnene Tine, Thomas og Morten, og de nu 2 brygmestre Henry og John. Resten af familien, samt en god håndfuld ildsjæle fra lokalområdet, er også stærkt knyttet til destilleriet.

Under vores besøg blev det løbende klart for os, at Jens-Erik i sin tid lagde et fundament, ud fra hvilket hans familie i fællesskab har skabt det Fary Lochan, der eksisterer i dag, og som vi havde fornøjelsen af at opleve på førstehånd.

ANNONCE
Fary Lochan - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan Fary Lochan

Man kan tydeligt se at bygningerne er lavet til formålet. Hygge og æstetik er blevet højt prioriteret, og bygningerne er lavet i samme stil hele vejen rundt med grove grå betonpaneler.

Selvom det er et produktionsanlæg, så er rørføring og ledninger ført ind i bygningerne eller under jorden, så øjnene i stedet fokuserer på den idylliske lille dam og de grønne vinstokke, der er med til at give stedet sit imødekommende og hyggelige udtryk.

Hos Fary Lochan har de endda prioriteret, at der skal være plads til, at besøgende i en lille autocamper eller varevogn kan komme forbi og overnatte på destilleriets ejendom, hvis man lige husker at ringe inden.

Øverst i midten af den nyeste bygning, der både indeholder fad-lagerrum og et stort tasting-room, er der placeret en lille pagode, hvorfra man har fuld udsigt ud over whiskyparadiset og den omkringliggende skov.

Det er den tidligere lokale smed, Henry, der nu er brygmester på stedet.

Han sætter stadig mindst 1 bryg over om ugen, selvom han er gået på pension.

Hvilken dag det bliver, afhænger af, om vejret er bedst til at jage, spiller golf eller sætte bryg over inden for. Selvom det er en lille produktion, viser Fary Lochan tegn på ekspansion.

For eksempel er de to oprindelige kedler på 200 og 300 liter ikke længere store nok, så der er yderligere blevet købt en 1.200 liter potstill.

Alle tre er specialdesignet og produceret i Skotland af kedelproducenten Forsyths, der inden for branchen er kendt som nogle af de absolut bedste.

At Fairy Lochan bruger skotskproducerede kedler, er faktisk, til vores store overraskelse, noget af et særsyn.

Det skyldes, at de øvrige destillerier på vores tur - ud over Stauning - benytter sig af kedler fra især Tyskland og Portugal. Kedlerne er alle med relativt kort hals, hvilket efter sigende skulle bidrage til at få flere smagfulde olier med videre fra destillationsprocessen.

ANNONCE
Fary Lochan - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan Fary Lochan

Fadene er fordelt over forskellige steder på destilleriet. Nogle er gemt under de tidligst etablerede bygninger, mens andre ligger i bygningen med pagoden, som er det lidt nyere og større lager.

Den anden søn, Morten, er manden med fuldstændig styr på fadlagringsprocessen.

Det meste lagres på amerikanske bourbonfade, men der er også rigtig mange andre forsøg i gang med forskellige fadtyper, for eksempel Ardbeg, Sauterne og selvfølgelig også de mere klassiske Olorosso og Pedro Ximinez sherryfade.

Størstedelen er 200 liter fade, men der er også både større og mindre fade på lageret.

Fary Lochans stifter, Jens-Erik, startede egentlig med at lave vin - heraf de gamle vinstokke bagved. Den sene nattefrost i foråret var dog en udfordring for vinen, og fokus blev derfor på Jens-Eriks egentlige passion – whisky.

I stedet tog Jens-Erik og hans kone, Anne, derfor på studieture ferie til Skotlands mindste destilleri, Edradour, hvor Jens-Erik fik en del af inspirationen til at starte dette lille jyske destilleri nær Give.

Jens-Erik startede med at lave 4 forskellige udgaver af whisky, opkaldt efter de 4 årstider.

Sommerudgaven er helt klassisk, lagret udelukkende på amerikanske bourbonfade og uden røg.

Efterårsudgaven har fået omkring 1 % røgmalt og en finish på sherryfade.

Vinterudgaven har til gengæld fået masser af smæk på røgen, så man virkelig får noget at varme sig på i den kolde tid.

Forårsudgaven er også røget, om end ikke helt lige så meget som Vinter.

ANNONCE
Fary Lochan - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan Fary Lochan

Årstidsudgaverne holder familien fast i som en hyldest til Jens-Erik, der gik bort i 2016.

Samtidig har familien været igennem en proces, hvor de har fundet deres roller i produktionen og udviklet nye produkter ud fra deres egne smagspræferencer.

Som led i denne proces har Fary Lochan udvidet produktionen fra de 4 originale whiskyer, så der nu jævnligt dukker andre aftapninger op som et resultat familiens eksperimentelle tilgang og de erfaringer, de løbende gør sig.

Generelt smagsnotemæssigt har alle Fary Lochans whiskyer en fantastisk fedme - forventeligt er det et resultat af den kortere hals på kedlerne.

Især i de røgede udgaver spiller fedmen fantastisk godt op mod den røgede smag. Den røgede smag opnår Fary Lochan på en helt speciel metode - det er her, brændenælderne kommer ind i billedet igen.

Det nymaltede korn bliver røget på en meget rusten hjemmelavet rygeovn, som fyldes med brænde og brændenælder fra skovkanten. Brugen af brændenælder giver whiskyen en let røg, som ikke er overdøvende, men samtidig heller ikke for tynd eller for fjern.

Brændenælderøgen er helt sin egen, og forskellen fra det almindelige valg, tørv, er meget tydelig.

På den måde kan Fary Lochans røgede whiskyer klart anbefales som en fantastisk introduktion til whisky med røg, idet man ikke væltes bagover på samme måde, som man nogle gange kan opleve det med den klassiske Islay røg.

For 3 whiskyentusiaster, der alle synes rigtig godt om whisky med masser af røg, var Fary Lochans røg dog også en unik og spændende oplevelse, der klart kan anbefales for folk, der ønsker at prøve kræfter med en anderledes røg end de er vant til.

ANNONCE
Fary Lochan - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan Fary Lochan

Fary Lochan har som det første danske destilleri – og faktisk som det første destilleri på hele det europæiske fastland – indgået et samarbejde med den meget anerkendte forening, Scotch Malt Whisky Society (SMWS).

At blive indlemmet i SMWS er meget få destillerier forundt, da det at være medlem betyder, at et smagspanel fra foreningen har vurderet, at kvaliteten af ens whisky er så uovertruffen, at foreningen selv køber et fad fra destilleriet for at flaske og sælge det videre uden at afsløre, hvorfra whiskyen oprindeligt stammer.

Hertil bør nævnes, at Fary Lochans whisky hører til SMWS’ Premium-flasker, der alene udgøres af en lille procentdel af de i forvejen eksklusivt udvalgte destillerier, som foreningen vælger at købe fade fra.

Efter at have haft fornøjelsen af at blive ført igennem hele produktionen af Thomas for herefter at få skænket den ene forrygende smagsprøve efter den anden af Morten, kan vi fuldt ud tilslutte os kundernes og SMWS’ fascination – hos Fary Lochan forstår de sig virkelig på god whisky.

ANNONCE
Fary Lochan - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 4, Fary Lochan Fary Lochan
Del

Seneste nyt