Connery

Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky

Femte kapitel i artikelserien.

Læs de tidligere kapitler lige her:

Kapitel 1, Nyborg Destilleri

Kapitel 2, Mosgaard Whisky

Kapitel 3, Ærø Whisky

Kapitel 4, Fary Lochan

Dag 5 - Stauning Whisky

Når man passerer eller nærmer sig Stauning Whisky, kan det betale sig at sætte farten ned og køre rigtig langsomt.

Fra vejen fik vi nemlig den første af mange store oplevelser, der ventede på os under vores besøg hos Stauning Whisky. Fra vejen kan man nemlig se direkte ind til whiskyproduktionen gennem de store glasruder, der mod, og modsat, vejen udgør de store bygningers vægge.

Var det ikke for bygningernes store glaspartier, ville der nærmest være tale en komplet gengivelse af Stauninghavns små fiskehytter, blot i større format.

Som en ekstra detalje er indgangspartierne til bygningerne lavet af brændt egetræ, så det nærmest føles som om, at man skal til at gå ind i en stor tønde røget whisky.

Hos Stauning Whisky er forbindelsen til lokalområdet, legesygheden og den store kærlighed til whisky tydelig allerede inden vi blev taget imod af CPO Henning Svoldgaard.

Staunings produktions- og lagerbygninger blev opført efter, at spiritusgiganten Diageo i 2015 købte 49 % af aktierne i Stauning Whisky og i denne forbindelse indskød et (for os) ukendt beløb, der dog lå på den gode side af 100 mio kr.

At de 51 % af aktierne stadig tilhører de 9 oprindelige ejere har den betydning, at bestemmelsen over og visionen for Stauning Whisky ligger det samme sted, som den altid har gjort.

At pengene ikke har ændret på selskabets væsen og vision kommer blandt andet til udtryk ved, at der destilleriet står 24 stk. pot stills af 2.000 liter hver frem for det langt mere praktiske valg med større stills og færre af dem er et klart udtryk for, at man hos Stauning Whisky har stået fast på, at en større whiskyproduktion ikke måtte ske på bekostning af kvaliteten.

At man har stået fast på de oprindelige metoder ses da også på maltegulvene, hvor en let tilpasset udgave af Staunings egenudviklede kornvendere kører lystigt frem og tilbage og passer deres arbejde i de kornfyldte korridorer.

ANNONCE
Stauning Whisky. - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky Stauning Whisky.

Produktionen mangedobledes, da det nye produktionsanlæg stod færdigt, men planen er, at der skal skrues yderligere op for hanerne.

På sigt har man et ønske om at kunne skabe i nærheden af 1.000.000 liter råsprit årligt - og det skal være uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Når nu spritten skal fadlagres i minimum tre år for at blive til whisky (og gerne længere for at blive god whisky), så kræver det selvfølgelig også en tilsvarende stor mængde lagerplads.

Der er allerede bygget et lager på størrelse (og i stil) med en stor moderne lade, hvor de mange tønder af egetræ står sirligt parkeret og stablet i fem tønders højde.

I ånden af rettidig omhu er planerne allerede klar til de næste lagre, så de står klar inden lagerkapaciteten slipper op. Plads har de heldigvis nok af i Stauning, så kun efterspørgslen sætter grænser. Det er ikke alt, der er nyt og stort.

Det gamle lager, der står et par meter fra den oprindelige firlængede gård, bliver brugt endnu. Bygningen i sig selv er ikke prangende; tiden har sat sin tydelige tand på både murværk og tag, men det skal ikke ændres - “Det giver jo en god naturlig udluftning”.

Til gengæld er der investeret i låse og alarmsystemer, for inde i den let forfaldne bygning gemmes på nogle af de ældste fade og mest spændende eksperimenter.

For enden af midtergangen mellem fadene er indersiden af gavlen prydet med et stort billede der næsten som en optisk illusion forlænger rummet med et par fadrækker yderligere, og i midten er Prins Henriks royale besøg fra 2014 foreviget.

Den forhenværende prinsgemal var i forbindelse med et sommertogt på visit, og en dygtig pressefotograf fik knipset dette fremragende foto, hvor lyset og stemningen passer perfekt til rummet og en god dram whisky.

ANNONCE
Stauning Whisky. - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky Stauning Whisky.

Efter rundvisningen på det omfangsrige og imponerende destilleri blev vi ført tilbage til den gamle staldbygning, hvor de i de tidlige dage gulvmaltede til de første produktioner.

Hos Stauning er der stadig tid og plads til eksperimenter, hvilket har udmøntet sig i deres Research Series.

Fra denne serie skal vi smage “Bastard”, der består af en new make baseret på 70% maltet rug og 30% maltet byg. Denne råsprit får lov at modne på amerikanske virgin oak fade i tre år, hvor den herefter gives en finish over 6 måneder på mezcal fade fra Oro de Oaxaca.

Whiskyen er en interessant oplevelse med den karakteristiske krydrede smag fra rugen, hvor masser af sødme gør den enormt behagelig at drikke.

Afslutningsvist aner man noterne af mezcal, der komplimenterer rugwhiskyen på ganske fin manér.

På trods af at være et eksperiment udviser “Bastard” rigtig høj kvalitet, som også må siges at være kendetegnende for Stauning helt generelt.

Den næste whisky, vi smager, er “Heather”. “Heather” er en røget whisky baseret på new make af bygmalt, men røgen er meget blid, akkompagneret af noter chokolade og honning, men den blide røg skyldes, at bygmalten er tørret på lyng i stedet for den traditionelle tørverøgning. “Heather” er meget afbalanceret og en sand fryd, når whiskyen afslutter med smagen af vanilje og toffee.

ANNONCE
Stauning Whisky. - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky Stauning Whisky.

Med navnet Stauning, var det måske givet på forhånd, at én af deres whiskyer på et tidspunkt skulle opkaldes efter budskabet fra politikeren af samme navn som den nærliggende by, og “Kaos” har da også fået lov til at være navnet på Staunings mest alsidige whisky i deres sortiment.

“Kaos” er en sammensætning af “Rye”, “Traditional” og “Peated” og har i gennemsnit lagret 3-5 år på first fill bourbon-fade fra Makers Mark, samt amerikanske virgin oak-fade.

“Kaos” er kompleks, da den byder på røg, sødme og krydrede noter fra de tre vidt forskellige whisky, men det virker velvalgt, for elementerne kan stadig fornemmes og det gør den enormt interessant - samtidig med, at den simpelthen er så nem at holde af.

Henning vil gerne slutte af med en lidt anderledes whisky, og forsvinder derfor ind på sit kontor, for derefter at komme tilbage med en flaske i hånden og et skælmsk smil på læberne.

“Nu er det jeres tur”, fortæller Henning, da han gerne vil have os til at fortælle, hvad vi smager. Da vi aldrig går af vejen for en god udfordring eller en speciel smagsoplevelse, er vi selvfølgelig helt med på ideen, om end der er en god chance for at blamere os selv.

Smagsprøven er Hennings egen private flaske, der viser sig at være en klassisk Kaos, som imidlertid har fået et portvinsfinish. Vi rammer rigtigt på portvinen, men fornemmer også nogle krydrede noter, nærmest som fra en whisky på rug, hvilket lige præcis Hennings flaske slet ikke indeholdte.

Her må vi indrømme, at vi bliver snydt af Staunings helt specielle røg. En fantastisk whisky at slutte smagningen af på, uanset at den desværre ikke er til at finde i butikken.

ANNONCE
Stauning Whisky. - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky Stauning Whisky.

Således afsluttedes en helt forrygende og vedkommende rundvisning fra én af grundlæggerne.

Vi var imponerede af Stauning inden, vi så produktionen med selvsyn og smagte deres whisky, men efter nogle timer med Henning var vi ganske enkelt blæst væk.

Det er en speciel og nærmest ambivalent følelse, når attituden blandt ejerne er hamrende vestjysk og fødderne er solidt plantede i den jyske muld, men produktionen samtidig er international og enorm, set ud fra danske forhold.

Henning siger farvel og beder os hilse hans kollegaer rundt på de resterende whiskydestillerier på vores tur.

Det virker til at være mere reglen end undtagelsen, at Henning i et eller andet omfang har givet en hånd med hos destillerierne rundt omkring i Danmark.

Vi går på opdagelse i gårdbutikkens udvalg og finder hvert et minde om den netop overståede oplevelse, som vi kan tage med hjem.

ANNONCE
Stauning Whisky. - Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 5, Stauning Whisky Stauning Whisky.
Del

Seneste nyt

Annonce