Connery

Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 1, Nyborg Destilleri

3 gutter på whisky-eventyr i Danmark.

At lave whisky er simpelt. I grove træk kræver processen, at man brygger noget øl, destillerer øllet og til sidst lægger det på et egetræsfad. Hvad end, der er tilbage i fadet, når der er gået 3 år, er whisky, hvis blot det har en alkoholprocent på over 40.

At processen er gennemført efter forskrifterne er til gengæld ingen garant for, at whiskyen smager godt. At lave god whisky er en kunst, der er baseret på lige dele videnskab og religion. Når produktion af whisky er så meget lige ud af landevejen, kan det undre, at vi i Danmark med en overflod af rent vand og korn aldrig har kastet hele vores kærlighed over whiskyproduktion.

Produktionen af dansk whisky startede imidlertid så småt i midten af 00’erne og dansk whisky har siden da rykket gevaldigt på sig.

Særligt over over de seneste 10 år har dansk whisky oplevet en markant fremgang fra at være et nicheprodukt blandt de mest inkarnerede whiskynørder til også at have fanget interessen blandt helt almindelige whiskydrikkere.

Det er netop med afsæt i denne fremgang - og med ønsket om en fed herretur hen over sommeren - at vi satte os for at finde ud af, hvor dansk whisky står lige nu.

Læs med herunder i kapitel 1 ud af 7!

ANNONCE
Drengegruppen og deres transportmiddel! - Reportage i det danske whiskylandskab 2020:  Kapitel 1, Nyborg Destilleri Drengegruppen og deres transportmiddel!

Lidt om os

Anders på 30 år: Ingeniøren fra København

Asger på 30 år: Fysioterapeuten med 50/50 i tidsfordelingen mellem Esbjerg og Spanien

Niels på 30 år: Juristen i Århus

Siden vores første møde på efterskolen er det blevet til 2 ture til Skotland, et par whiskymesser samt masser af smagninger både ude og hjemme. Vi er glade entusiaster der køber whisky for at drikke det, ikke for, at det skal samle støv.

ANNONCE

Turen går til… Danmark

Under en af vores mange videowhiskysmagninger hen over foråret, hvor corona-virussen havde ryddet kalenderen, faldt snakken på vores seneste tur til Skotland. Her kørte vi fastlandet tyndt i en autocamper, besøgte destillerier og nød den skotske natur til fulde.

Da ideen om en lignende tur i Danmark opstod, var der ikke langt fra tanke til handling. På det her tidspunkt kendte vi udelukkende til en håndfuld danske destillerier, men efter lidt research skulle vi hurtigt blive klogere - Danmark bugner simpelthen med destillerier, og vi har alle planer om på sigt at skulle besøge dem alle!

I en kombination af at få køreplanen til at gå op og det muliges kunst midt i ferien endte vores tur i denne omgang med at byde på:

Nyborg Destilleri, Mosgaard Whisky, Ærø Whisky, Fary Lochan, Stauning Whisky og Thy Whisky.

Som en kommentar til vores rute bør nævnes, at man uden problemer kunne lave endnu en tur af tilsvarende længde uden på noget tidspunkt at komme til at besøge samme sted to gange.

Under vores seneste whiskytur i Skotland kørte vi som bekendt landet tyndt i sus og dus i en autocamper. Da vi i denne omgang gik efter mere natur og mindre komfort, lejede vi en varevogn og udstyrede den med rejsegrill, campinggrej og rigelig med (budget)whisky.

Med planlægningen på plads og bilen pakket gik turen mod Fyn, hvor vores første destination ventede.

ANNONCE
Nyborg Destilleri - Reportage i det danske whiskylandskab 2020:  Kapitel 1, Nyborg Destilleri Nyborg Destilleri

Dag 1 - Nyborg Destilleri

Fra det øjeblik, hvor man ankommer til Nyborg Destilleri, er man ikke i tvivl om, at de her har gang i noget helt specielt. Destilleriet holder nemlig til i de smukke, gamle bygninger, der engang husede værkstedet for DSB’s godstoge.

Forbløffelsen over stedet tager endnu et nøk opad, da man træder ind i lageret og kan konstatere, at destilleriet også huser et gammelt kulminetog, som man har fået renoveret og bragt hertil fra Tyskland.

I Nyborg formår de fra første øjekast at imponere. I destilleriet bliver man mødt af 2 tyske pot stills på hver 4.000 liter, der hver er forbundet til en column still.

Kedlerne, som er de største i Danmark, kan ses udefra gennem de store vinduer, og er lidt at et lokalt tilløbsstykke i Nyborg. Som noget helt særligt for Nyborg anvender Nyborg gæringskar af egetræ rettere end ståltanke, som ellers er det helt gængse valg blandt destillerier verden over.

ANNONCE
Nyborg Destilleri - Reportage i det danske whiskylandskab 2020:  Kapitel 1, Nyborg Destilleri Nyborg Destilleri

Selvom stål ville være det oplagte og mest praktiske valg, bunder beslutningen om gæringskar af egetræ i ønsket om en visuelt tiltalende produktion, hvor de skotske rødder træder klart frem. Om egetræskarene, ud over at være charmerende at se på, også er med til at præge smagen i sidste ende må stå hen i det uvisse. Én ting står dog klart: Hos Nyborg Destilleri har man skabt en moderne produktion med enorm respekt for den historie og de traditioner, der hører med til lokalerne og til whiskyen.

På vejen mod de mange tønder, der ligger til lagring, passerer vi det renoverede, tyske godstog, der optager et væld af kubikmeter, der kunne have været anvendt som en del af lageret.

Ud fra en betragtning om profitoptimering virker det helt håbløst at købe et tysk godstog med det ene formål at optage plads i ens lager.

Det er imidlertid netop denne kompromisløse respekt for lokalernes historie, der er med til at gøre Nyborg Destilleri til et helt fantastisk sted at bevæge sig rundt i og opleve.

Uanset om man er til whisky eller ej, vil de færreste kunne besøge Nyborg destilleri uden at gå imponerede derfra. Langs godstoget ligger fadene side om side, og den fantastiske duft af egetræ, whisky, portvin, sherry fylder lokalet og gør, at man aldrig har lyst til at forlade lageret igen

. Stinna, vores guide på dagen, ved dog lige præcis, hvordan hun skal få os videre, da hun lokker med, at det er tid til at smage på varerne.

ANNONCE
Nyborg Destilleri - Reportage i det danske whiskylandskab 2020:  Kapitel 1, Nyborg Destilleri Nyborg Destilleri

Den første whisky, vi får serveret, er deres flagskibswhisky, Ardor.

Ardor har udelukkende ligget på træfade af amerikansk hvideg, som i overvejende grad har været brugt til bourbon. Ardor er en mild og let sød whisky, som man i en blindsmagning nemt kunne have skudt til at komme fra Speyside i Skotland.

Det gode håndværk fornægter sig ikke, og Nyborg har med Ardor skabt en mild og behagelig whisky, som de færreste vil kunne udsætte noget på.

Den næste whisky, der bliver skænket for os, er Nyborgs Ardor Danish Oak. Har har man taget den klassiske Ardor og givet den 6+ måneder på et helt nyt fad af dansk egetræ.

Det er med Ardor Danish Oak, at vi bliver mødt at en helt ny smag, som ingen af os har prøvet før. Ardor Danish Oak er ikke bare et twist på den klassiske ardor, men er derimod en helt anden smagsoplevelse. Her står smagen af grønne æbler helt tydeligt frem og er med til at forme whiskyen til et helt igennem dansk produkt.

Det er med Ardor Danish Oak at vi for første af mange gange på vores tur kommer til at opleve, hvordan dansk whisky kan gøre noget nyt og helt specielt, som man ikke kan få i Skotland.

ANNONCE
Nyborg Destilleri - Reportage i det danske whiskylandskab 2020:  Kapitel 1, Nyborg Destilleri Nyborg Destilleri

På vores vej ud af Nyborg Destilleri nåede Stinna at fange os.

Hun havde nemlig fundet en åben flaske Houdini Water fra serien Adventourous Spirit, som vi absolut er nødt til at prøve.

Houdini Water er med sine 73,1 % alkohol den stærkeste whisky, Nyborg Destilleri nogensinde har produceret.

Det er også deres eneste whisky, der udelukkende har ligget på små fade af ungarnsk eg på 30 liter. Navnet på whiskyen kom helt naturligt som en følge af, at råspritten faktisk kun havde en styrke på 65 % alkohol, da fadene blev fyldt.

Siden da har så meget vand undsluppet fadene mens alkoholen er steget, at det kun var passende at opkalde den fantastiske drik efter historiens største udbryderkonge, Houdini.

Da vi dufter og smager Houdini’en er det da også den ekstreme styrke og garvesyre, der først rammer sanserne. Der går dog ikke længe inden de kraftige noter af brændt karamel, der nærmest henleder tankerne til brunsvigere, bidrager til at skabe en balance, hvor Houdini’en virkelig kommer til sin ret og godt kan nydes ufortyndet.

Men efter tilsætning af lidt vand kommer Houdini’en for alvor til sin ret, og der opstår en helt perfekt balance mellem garvesyren, den mørke karamel og de brændte noter.

Vi tager afsted fra Nyborg Destilleri ved rigtig godt mod, og snakken om især Ardor Danish Oak og Houdini Water holder os beskæftiget indtil vi parkerer vognen, slår lejr og dagens chauffør ENDELIG kan få noget whisky også.

Læs med i næste uge, hvor de rammer Mosgaard Whisky!

ANNONCE
Del

Seneste nyt