Depeche Mode, Playing The Angel
Potent og dystert nyt udspil fra Depeche Mode, læs anmeldelsen her:
Depeche Mode har med Playing the Angel endnu engang lavet et svedigt, potent, dystert popalbum.
Der er så meget attitude og nosser i bandet, at man må knæle i respekt og overgive sig til deres mørke pop-univers.
Depeche Mode spiller stadigvæk pop med afstikkere til industrial, eletronica og ikke mindst rock'n'roll. Og de gør det så overbevisende at man bare råber, Yes Sir. Der er ikke noget andet band på denne jord der lyder som Depeche Mode, der er ikke andre sangere der lyder som Dave Gaham og der er ikke nogen der skriver melodier og tekster som Martin Gore.
Bandet er måske ikke i topform som i de sorte firsere, men de følger med, har overhalet sig selv på Playing The Angel og er mere for real, efter et par årtier i Rock'n'Roll end kollegerne i U2 er det. (ikke et ondt ord om U2 - de er bare faldet smule af på den, her på det seneste)
Dave Gahams og Martin Gores tekster kredser omkring synd, gud, tilgivelse, ensomhed, lidelse, smerte og andet skidt - så det er altså ikke en plade man bliver i godt humør af at lytte på - med mindre man altså har et lidt skævt sind.
Åbningsnumret, A pain That Im Used To, sparker dig i soloplexus med distorted synthezizer-tudehorn, efterfølgende arpeggiator-bas og så endelig Dave Gahams markante og særegne vokal.
John The Revelator, pladens andet nummer, har Dave Gaham helt i front med energisk, agressiv vokal og sved på panden. Igen masser af analog synth og elektroniske handclaps.
Pladens 3. nummer; rusten guitar og sexet beat på Suffer Well og et helt klassisk Depeche Mode omkvæd.
Og vi er såmænd kun nået til tredje nummer på Playing The Angel. Alligevel er alle forventninger forlængst indfriet. Det er en forbandet god plade, kære venner og den vokser og vokser med hver gennemlyting.
Så hvorfor ikke fortsætte! The Sinner In Me; If I could just hide the sinner inside and keep him denied, how sweet life would be if I could be free, from the sinner in me. Det er altså ikke livet på den grønne gren, der her fylder i Martin Gores tekstunivers.
Jeg må heller ikke glemme Precious, der er pladens mest tilgængelige nummer og et helt sikkert hit.
Afslutningsvis vil jeg nævne de 3 sidste sange på pladen; Damaged People, Lilian og The Darkest Star, der på vidunderlig vis danner outro for pladen. Især The Darkest Star er helt fantastisk og stemningsmættet. Her er den sidste drink drukket, det sidste hjerte bristet og kun fordømte sjæle sidder tilbage.
Mine damer og herrer - køb skidtet, I bliver ikke skuffede.
Depeche Mode, Playing The Angel, (EMI), Oktober 2005
Der er så meget attitude og nosser i bandet, at man må knæle i respekt og overgive sig til deres mørke pop-univers.
Depeche Mode spiller stadigvæk pop med afstikkere til industrial, eletronica og ikke mindst rock'n'roll. Og de gør det så overbevisende at man bare råber, Yes Sir. Der er ikke noget andet band på denne jord der lyder som Depeche Mode, der er ikke andre sangere der lyder som Dave Gaham og der er ikke nogen der skriver melodier og tekster som Martin Gore.
Bandet er måske ikke i topform som i de sorte firsere, men de følger med, har overhalet sig selv på Playing The Angel og er mere for real, efter et par årtier i Rock'n'Roll end kollegerne i U2 er det. (ikke et ondt ord om U2 - de er bare faldet smule af på den, her på det seneste)
Dave Gahams og Martin Gores tekster kredser omkring synd, gud, tilgivelse, ensomhed, lidelse, smerte og andet skidt - så det er altså ikke en plade man bliver i godt humør af at lytte på - med mindre man altså har et lidt skævt sind.
Åbningsnumret, A pain That Im Used To, sparker dig i soloplexus med distorted synthezizer-tudehorn, efterfølgende arpeggiator-bas og så endelig Dave Gahams markante og særegne vokal.
John The Revelator, pladens andet nummer, har Dave Gaham helt i front med energisk, agressiv vokal og sved på panden. Igen masser af analog synth og elektroniske handclaps.
Pladens 3. nummer; rusten guitar og sexet beat på Suffer Well og et helt klassisk Depeche Mode omkvæd.
Og vi er såmænd kun nået til tredje nummer på Playing The Angel. Alligevel er alle forventninger forlængst indfriet. Det er en forbandet god plade, kære venner og den vokser og vokser med hver gennemlyting.
Så hvorfor ikke fortsætte! The Sinner In Me; If I could just hide the sinner inside and keep him denied, how sweet life would be if I could be free, from the sinner in me. Det er altså ikke livet på den grønne gren, der her fylder i Martin Gores tekstunivers.
Jeg må heller ikke glemme Precious, der er pladens mest tilgængelige nummer og et helt sikkert hit.
Afslutningsvis vil jeg nævne de 3 sidste sange på pladen; Damaged People, Lilian og The Darkest Star, der på vidunderlig vis danner outro for pladen. Især The Darkest Star er helt fantastisk og stemningsmættet. Her er den sidste drink drukket, det sidste hjerte bristet og kun fordømte sjæle sidder tilbage.
Mine damer og herrer - køb skidtet, I bliver ikke skuffede.
Depeche Mode, Playing The Angel, (EMI), Oktober 2005
