Connery

Samsungs nye smartphone-processor har ray tracing grafik

Exynos 2200 bruger samme grafik-teknologi som PlayStation 5 og Xbox

Samsung har gennem en længere årrække arbejdet med to processor-fabrikanter til deres flagskibs smartphones i Galaxy-serien: Qualcomms Snapdragon og deres egen udviklede Exynos. 

Her i Europa har det været til mange tech-nørders irritation, at vi "kun" har kunnet købe smartphones med Exynos-processorer. Måske det ændrer sig med den kommende generation af Samsung Galaxy smartphones.

Samsung har nemlig offentliggjort deres nye chipset Exynos 2200. 


Næste Samsung Galaxy kan muligvis levere spilgrafik som en (mindre) konsol!

Den nye chipteknologi lader til at være et stort skridt frem, fra sidste års model. Chippen er produceret med 4 nanometer teknologi, og kommer med et helt nyt onboard grafik-"kort", som bygger på RDNA 2 teknologi fra AMD. 

Især grafikken er her interessant - AMD RDNA 2-teknologien er nemlig den samme, som gør det muligt for Xbox Series X og PlayStation 5, at levere så flot en grafik som de gør - til en relativt lav pris. 

Samsung fortæller selv, at deres Exynos 2200 chipset teknologi, vil gøre det muligt for dem, at tilbyde features som hardware-accelereret ray tracing (lys, skygger mv. i realtidsrendering) - der gør det muligt for Samsung at fabrikere en smartphone, der kan levere grafik på et stadie, der hidtil kun har været muligt at opleve på PC'er, laptops og spillekonsoller. 

 

Kommer også mobilkameraet til gode

Exynos 2200 er selvfølgelig ikke kun leveringsdygtig i opdateringer til gamere. Chipsettet har også fået en nye foto-processor (ISP), der er designet til at understøtte kamerasensorer med opløsninger på op til 200 megapixel. 

Processoren er også heftig til video, og kan dekode 4K video med op til 240 fps og 8K video med op til 60 fps. 

Samsung har netop annonceret deres Exynos 2200 chipset, og der er endnu ingen officielle udmeldinger om, hvilke produkter der leveres med den nye teknologi... Et kvalificeret gæt er den kommende Samsung Galaxy S22 serie - eller hvad den nu kommer til at hedde, den nye serie af Samsung flagskib-smartphones.

ANNONCE
Del

Seneste nyt