Opdatering: Lanceringen af IKEAs smartgardiner udsat
De prisbillige smartgardiner lader vente på sig
Tidligere på ugen kunne vi meddele, at ikeas wifi smart gardiner, ifølge IKEAs hjemmeside, så ud til at komme i handlen i slutningen af februar.
I mellemtiden er produkterne dog blevet fjernet fra hjemmesiden igen, og vi har taget fat i IKEA, for at høre hvad der sker.
Sofie Kragh Ingvorsen, der håndterer presse for IKEA i Danmark, fortæller at lanceringen er blevet udsat:
"Salgsstartsdatoen for KADRILJ or FYRTUR er forsinket, da vi er i gang med at implementere en forbedring i produkternes firmware, som optimerer brugen for vores kunder. Samtidig betyder den opdatering, at gardinerne vil kunne kobles til den eksisterende TRÅDFRI app frem for udelukkende at blive betjent at den tilhørende fjernbetjening. På nuværende tidspunkt har vi ikke en ny dato for, hvornår vi forventer at sætte gardinerne til salg i Danmark, men for de fleste IKEA markeder vil det blive i løbet af 2019."
Så lanceringen er udsat, uden en klar udmelding på salgsstart, og derfor kan vi ikke andet end at håbe på, at IKEA får løst udfordringerne hurtigst muligt, så vi kan komme videre med smarthome-projektet.