Pixy: Her er Snapchats flyvende kamera
Mangler du en selfie-drone?
Snap Inc (Snapchat) tager endnu en gang et skud i hardware-kategorien. Første gang var tilbage i 2016 med videobrillen Snap Spectacles, der siden er kommet i nye udgaver - og nu er virksomheden klar med en video-drone.
Den nye gadget hedder Pixy, og er en lille miniature-drone, der er udstyret med et kamera, som kan skyde fotos og video.
Operationen skulle være simpel. Pixy sætter af fra din håndflade og flyver så et par meter over dig og skyder video og fotos, hvorefter den lander i din hånd igen, og downloader alt materialet direkte til en synkroniseret Snapchat-kontos 'Memories'.
Pixy har en vægt på 101 gram og er udstyret med udskifteligt batteri - en opladning giver et sted mellem fem og otte flyvninger i 10-20 sekunders-spændet, mere skal der ikke til for fotosessionen. Indholdet der optages skydes af et 12 megapixel-kamera, og gemmes i første omgang på den 16GB integrerede lagerplads.
Kan ikke købes i Danmark
Pixy får en vejledende salgspris på 230 dollars, men kommer ikke til Danmark i denne omgang. Snap Inc har annonceret at dronen sælges i USA og Frankrig så længe lager haves.