House of Cards sæson 4 [Anmeldelse]

Helt anderledes er det for Claire, der under dække af at besøge sin fremmedgjorte og syge mor, Elizabeth Hale (Ellen Burstyn), er ved at køre kanonerne i stilling til sin egen valgkampagne, med hjælp fra superkonsulenten Leann Harvey (Neve Campbell), og kanonerne, de peger mod Det Hvide Hus - og Frank.

Linjerne er trukket hårdt op i den første halvdel af sæson 4, og det er forfriskende at se det kyniske powercouple bekrige hinanden, uvidende om at fortidens synder stille og roligt arbejder mod dem, i baggrunden.

Parrets krig kulminerer, og bringes til ende, midt i et ny optrappende konflikt, der blandt andet bringer Ruslands præsident Petrov (Lars Mikkelsen) og en ny trussel i den ekstremistiske faktion ICO (Seriens bud på ISIS) på banen, da Frank Underwood bliver medlem af de legendariske præsidenters klub: Et mordattentat

Limbo

Frank klarer sig igennem krisen, men inden da, oplever man et par skelsættende ting. Den kyniske og moralforladte Doug Stamper er umiddelbart kommet sig over tidligere sæsoners uhyrligheder, men må snart igen, nu som Chief of Staff, træffe lyssky beslutninger bag præsidentens ryg - men altid i hans interesse. Det sender ham ud på en ny diskurs, der ender med at være helt modbydelig, og ganske velfortalt. 

Alt i mens er Claire klar til at støtte sin mand igen, men ikke uden et par kalkulerede powermoves, der gennemføres udelukkende for egen vindings skyld. Claire er ikke så ekstrem som Frank, men hun er bestemt ikke en engel. 

I lyset af mordattentatet på Præsidenten, begynder den tidligere redaktør fra The Herald, at trevle op i fortiden. Han påbegynder et spor, der tager vejen forbi gamle kendinge som Zoe Barnes og Peter Russo. Det er et super træk, at de gamle gerninger fra sæson 1 bliver indflettet, det giver mere sammenhæng, og en fornemmelse for at der trods succesfuld svig og manipulation, stadig er en vis gravitas over seriens handling.

Del 2: Kapitel 46-52

Efter en grundig rystetur er Frank og Claire tilbage på samme bølgelængde, og begynder at rette sigtekornet ind efter nye mål. Præsidentvalget nærmer sig med hastige skridt, og ovenpå præsidentparrets stridigheder, har en ny trussel mod parret fået form. Den republikanske guvernør og præsidentkandidat Will Conway, der med sin new-yorker-attitude, perfekte familie og et fantastisk social-media tække, står stærkt i meningsmålingerne.

En reel trussel mod Franks chancer for genvalg, der, som han selv siger; består af ren overflade og ingen indhold. Det samme gælder lidt for storytellingen omkring modkandidat-parret, der virker som en lettere malplaceret trussel, der ikke reelt burde få førsteparret til at ryste i bukserne. Men i Conway-parrets forsøg på at finde snavs på Underwood, kastes en gammel kending fra sæson 3, forfatteren Tom Yates, tilbage i Underwood-parrets arme - og det er alt andet lige et glædeligt gensyn. 

Mens hovedhistorierne i første halvdel af sæson 4, er intense og meget fornøjelige, virker anden halvdel af sæsonen mere letgjort. Den vil for mange ting på en gang, og det meste er medgøreligt for præsidenten. Conwoy-parret er sødt og virker ikke troværdigt nok som en trussel - det samme kan man sige om truslen fra terror-organisationen ICO. Fra midten af serien, er det ikke før i de to allersidste afsnit, at situationen for alvor spidser til. Den går fra en let jogging-tur (En aktivitet hverken Claire eller Frank udøver længere) til en intens sprint, der knokler for at lukke et utal af åbne historier, uden at få det gjort.

Det efterlader seeren med en sæsonafslutning, der i langt højere grad en tidligere er en cliffhanger, end en gennmført historie. De tidligere sæsoner havde mere overordnede temaer, der blev bragt til ende, og selvom sæson 4 strækker sig over en valgkamp, når den ikke at føre noget til en endelig konklusion. Det er lidt en skam, for de tidligere sæsoner føltes fuldendte, men efterlod stadig stor spænding, for hvad næste omgang ville bringe. Modsat dette, føles sæson 4 som en midt-sæson pause, der ikke bringer historien i mål, og lader alt for meget stå hen i det uvisse.

Misforstå mig ikke, House of Cards er stadig en rigtig god serie. Skuespillet er solidt, men historien efterlader ikke nær så meget hype-feeling som tidligere, og hvor de tidligere sæsoner i mit hovede ligger i absolut topklasse, er sæson 4 en solid præstation over middel.