Unik bil til salg på DBA: Runes bildøre åbner sjovere end din nabos
Gennemarbejdet Buick Skylark
Leder du efter en helt speciel muskelbil, så er det måske værd at kigge forbi DBA.
Hos DBA selv, er man opmærksom på, om der dukker noget ekstraordinært op, og det gjorde der med Runes Buick Skylark - der fik DBA Guide til at tage ud og lære mere om bilen.
Den specielle Skylark, der nu er sat til salg, har nemlig fået en gennemgående ombygning, og en af tingene som folk først opdager, er obygningen til suicide doors.
"Vi fik lidt en hjerneblødning," fortæller Rune, der bor i byen Fangel i udkanten af Odense og fortsætter:
"Firedørsbiler er som regel lidt udskældte inden for amerikanerbiler. Jeg tænkte, ’Gad vide, om det er muligt at vende dørerne om’, og så gik vi egentlig bare igang med at prøve at se, om det kunne lade sig gøre." Og det kunne det, siger han til DBA Guide.
Sammen med broren, 40-årige Rene Arndal, har han givet sin gamle amerikanerbil, en Buick Skylark, en kæmpe ’make over’. Bilen er blevet custom-bygget, og i dag, kun et lille år efter, at den står færdig, har Rune nu sat den til salg på DBA.
Det er næsten ikke med hans gode vilje, fortæller han.
En - i forvejen sjælden - bil får en ordentlig omgang
Med sine 5,5 meter i længden er Runes bil fra 1964 i sig selv én, der får folk til at vende sig på gaden. Men bilen er også særlig, fordi bilmærket, Buick Skylark, ikke er et brand, de fleste kender så godt til. Og det skyldes, at der ikke kører så frygtelig mange biler i Danmark fra det bilbrand.
"Jeg ved, at der i Danmark kun findes én anden Buick Skylark fra 1964 med fire døre, som samtidig er samme model som min, nemlig en 5,0 300 CUI-motor," fortæller Rune til DBA Guide.
Han har hænderne godt skruet på og et hjerte, der banker for fede biler, så det tog ham ikke mange overvejelser at købe bilen, da han for 5 år siden investerede i den. Men han var samtidig ikke i tvivl om, at hans slæde skulle ombygges til at være endnu federe og unik.
Bildørerne var ikke en dans på roser
Rune og hans bror har i mange år hygget sig med at optimere på hinandens biler på hobbyplan. Derfor er der efterhånden ingen øvre grænse for, hvad makkerpakket kan fixe og opbygge. De har for eksempel allerede forvandet en Opel Tigra om, således at dørerne åbnede opad. For ikke bare at gentage sin egen ombygning på en ny bil, skulle der ske noget nyt og anderledes med Buick’ens bildøre.
Derfor åbner bagdøren nu, omvendt af, hvad du er vant til. Sådan skabes der en dobbeltdørs-effekt, når dørene til både forsæde og bagsæde åbnes. Men let var det bestemt ikke at montere:
"Bildøren til bagsædet var for lang til, at vi blot kunne flytte hængslet. Døren ville støde på siden af bilen, og derfor måtte vi skære en del af døren af. for at den passede til. Dertil var det svært at finde steder, vi kunne montere hængslerne, så bildøren hænger nu kun i ét hængsel" fortæller Rune.
Bildøre er normalt fastgjort af to hængsler.
Dette har Rune og broren også tilført bilen
Rune og broren har også rodet med andet end bilens bildøre. Ja faktisk har de optimeret ved alt det andet også. Bilen er blevet skilt ad, den er blevet lakret fra top til tå, og der er sat flowmaster og h pipe på den originale motor. En 300 CUI v8 motor.
Buicken har også fået nye fælge og større hjul.
"Det ser bare bedre ud," fortæller Rune kækt om hjul-størrelsen.
Bagagerummet har fået besøg af en kæmpe subwoofer, en ’Brutus’. Nyt læderbetræk på sæder og døre kan bilen også prale af, og finurligt nok har Rune og broren også sørget for, at læderet går igen i bagagerum og sågår også i motorrummet.
"Når vi alligevel var igang med det røde læder i kabinen, fortsatte vi jo bare. Det er igen et eksempel på, at min bror og jeg nogle gange får nogle hjerneblødninger," griner Rune til DBA Guide.
Men det er ikke alt, brødrene kan lave med deres egne hænder:
"Vi har haft nogle til at lakere og ombetrække den. Sidstnævnte vidste sig ville blive billigere, hvis vi selv købte læderet, så det har vi fået importeret fra England."
Det røde læder giver veteranen kant og er en kontrast til slædens mørkegrå ydre. I dag ærgrer Rune sig dog en smule over farven:
"Hvis jeg skulle have valgt læderens farve i dag, havde jeg valgt en cognac-farve,"
Han har også udstyret bilen med en ny radio, der er bygget til at ligne de gamle, man satte ind i amerikanerbiler.
Bilen har også servostyring.
Bilens akilleshæl
Faktisk er alt lavet nyt og frisk på bilen, men holdt i veteranbilens originale stil. Én ting har Rune dog ikke rørt:
"Bilens handskerum har jeg ikke gjort noget ved. Jeg kan ikke rigtig få det åbnet igen."
Låsesystemet i handskerummet var nemlig i stykker, så hver gang, Rune gassede op i bilen, åbnede det sig. Rune fik sørget for, at det blev lukket godt og grundigt, men måske lige en tand for grundigt.
Runes overraskelse i motorrummet
Der er mange wauw-elementer i Buick Skylark’ens motorrum. Motorens lyd er et helt kapitel for sig, og imponerende ser det ud med det røde læder fra kabinen, der går igen i motorrummet.
Et tredje element, som gør motorrummet finurligt, er tændspolen. Her har Rune sørget for, at man aldrig er i tvivl om, hvilken by bilen har vokset sig stor og stærk i:
"Jeg har pakket tændspolen ind i en Odense Klassisk-dåsebajer, som jeg har klippet op," fortæller Rune til DBA Guide og fortsætter:
"Tændspolen er normalt ikke særlig køn, så jeg tænkte, at jeg ville komme en Odense Klassisk på, fordi jeg er fra Odense. Men det kunne da godt være, jeg burde skifte den ud med en Red Bull i stedet for og håbe på, at den giver vinger."