Tracy Thorn - Out Of The Woods
Hæderligt solo-udspil fra tidligere forsangeringe fra Everything But The Girl, der sender os på en nostalgisk drømmerejse tilbage til firsernes neonbelyste dansegulve.
Det var med det melankolsk klingende dancefloor-hit, 1994-klassikeren Missing fra albummet Amplified Heart, at den britiske sangerinde Tracy Thorn for alvor manifesterede sig på den internationale musikscene. Men faktisk begyndte hendes musikalske karriere helt tilbage i 1980 med bandet Marine Girls, og i 1982 udsendte hun sit første soloalbum, minialbummet A Distant Shore. På Out Of The Woods søger hun tilbage til rødderne, godt hjulpet på vej af produceren Ewan Pearson.
Det er mere end syv år siden, vi sidst hørte nyt fra Tracy Thorn på Everything But The Girls sidste udspil, Temperamental. I mellemtiden har sangerinden med den karakteristiske, lidt søvnige og triste stemme haft travlt med gøremål, der ligger meget langt væk fra turné-liv og lange dage i studiet; hende og gemalen, den anden halvdel af Everything But The Girl, Ben Watt, er nemlig blevet forældre. Først til tvillinger, og et år senere til endnu et barn. Og mens Watt fortsatte med at arbejde som DJ, indtog Thorn rollen som hjemmegående husmor. Det fik hun heldigvis nok af efter et stykke tid med bleskift og tøjvask, og for et års tid siden begyndte hun i eget selskab at indspille demoer på en gammel firserbåndoptager. Da det blev tid til at gå i studiet, kravlede hun ud af busken og kontaktede en række kompetente, professionelle folk - og nu er samarbejdet mundet ud i en storladen popplade med rødder i psychedelica, 70'er og 90'er-disco og firsernes elektroniske synthesizermusik.
Out Of The Woods er et snapshot af al musik, Tracy Thorn før har lavet. Den spænder bredt og indeholder alt fra bouncy uptempo-numre til drømmeagtigt svævende ballader. Førstesinglen It's All True er en melodiøs, velproduceret popklassiker med stor inspiration hentet i halvfemsernes elektroniske univers. Den er meget iørefaldende og har en fed, dyb basslinie og et charmerende, dansevenligt omkvæd - uden at den lider mainstreamens druknedød.
Min favorit på albummet er den dystert klingende Grand Canyon. Det er kalaidoskopisk electro-pop med henførte, monotone beats. Thorn's stemme dykker og kravler i smukke, vokale højder, så lytteren mærker iskrystallerne fryse sig fast ned ad ryggen, mens hun i yndefuld smerte synger: "Look at this hole inside your heart / No one can ever fill / It's like the Grand Canyon." Denne sang - samt mange andre af sangene på albummet - handler om desperationen over ikke at føle, at man hører hjemme nogen steder. Den er fuld af sørgmodig søgen og erkendelse af at være faret vild i en verden af usammenhængende fragmenter. Husmoderperioden har altså på ingen måde fjernet nerven i sangerindens visioner.
Albummet sluttes af med den selvreflekterende ballade Raise The Roof, som handler om at have forspildt sine chancer for at leve livet, som man gerne ville. Dog vil jeg langt fra sige, at Tracy Thorn har forspildt sine chancer for at få en gloværdig solokarriere med Out Of The Woods. Hendes tidløse, klokkeklare stemme minder om Beth Gibbons', og man kan også med rette drage tydelige paralleler mellem Thorn's og Portishead's uovertrufne evne til at udtrykke håbløshed og melankoli, uden at det bliver ynkeligt. Andre inspirationskilder, der skinner igennem på albummet, er så forskellige navne som Pet Shop Boys, Massive Attack og Goldfrapp, men inspirationen bliver aldrig for tydelig.
Jeg har lyst til at give albummet seks stjerner, og den eneste grund til, at jeg holder mig i skindet, er, at teksterne visse steder på albummet bliver en lille smule for banale - som om der går for meget dansegulv og for lidt intellekt i den. Så altså: fem stjerner til denne nyklassiker af et drømmende lydlandskab. Et voksent og helstøbt album.
Tracklisting:
1. Here It Comes Again
2. A-Z
3. Get Around To It
5. Hands Up To The Ceiling
6. Easy
7. Falling off a log
8. Nowhere near
9. Grand Canyon
10. By Piccadilly Station I Sat Down And Wept
11. Raise The Roof
Det er mere end syv år siden, vi sidst hørte nyt fra Tracy Thorn på Everything But The Girls sidste udspil, Temperamental. I mellemtiden har sangerinden med den karakteristiske, lidt søvnige og triste stemme haft travlt med gøremål, der ligger meget langt væk fra turné-liv og lange dage i studiet; hende og gemalen, den anden halvdel af Everything But The Girl, Ben Watt, er nemlig blevet forældre. Først til tvillinger, og et år senere til endnu et barn. Og mens Watt fortsatte med at arbejde som DJ, indtog Thorn rollen som hjemmegående husmor. Det fik hun heldigvis nok af efter et stykke tid med bleskift og tøjvask, og for et års tid siden begyndte hun i eget selskab at indspille demoer på en gammel firserbåndoptager. Da det blev tid til at gå i studiet, kravlede hun ud af busken og kontaktede en række kompetente, professionelle folk - og nu er samarbejdet mundet ud i en storladen popplade med rødder i psychedelica, 70'er og 90'er-disco og firsernes elektroniske synthesizermusik.
Out Of The Woods er et snapshot af al musik, Tracy Thorn før har lavet. Den spænder bredt og indeholder alt fra bouncy uptempo-numre til drømmeagtigt svævende ballader. Førstesinglen It's All True er en melodiøs, velproduceret popklassiker med stor inspiration hentet i halvfemsernes elektroniske univers. Den er meget iørefaldende og har en fed, dyb basslinie og et charmerende, dansevenligt omkvæd - uden at den lider mainstreamens druknedød.
Min favorit på albummet er den dystert klingende Grand Canyon. Det er kalaidoskopisk electro-pop med henførte, monotone beats. Thorn's stemme dykker og kravler i smukke, vokale højder, så lytteren mærker iskrystallerne fryse sig fast ned ad ryggen, mens hun i yndefuld smerte synger: "Look at this hole inside your heart / No one can ever fill / It's like the Grand Canyon." Denne sang - samt mange andre af sangene på albummet - handler om desperationen over ikke at føle, at man hører hjemme nogen steder. Den er fuld af sørgmodig søgen og erkendelse af at være faret vild i en verden af usammenhængende fragmenter. Husmoderperioden har altså på ingen måde fjernet nerven i sangerindens visioner.
Albummet sluttes af med den selvreflekterende ballade Raise The Roof, som handler om at have forspildt sine chancer for at leve livet, som man gerne ville. Dog vil jeg langt fra sige, at Tracy Thorn har forspildt sine chancer for at få en gloværdig solokarriere med Out Of The Woods. Hendes tidløse, klokkeklare stemme minder om Beth Gibbons', og man kan også med rette drage tydelige paralleler mellem Thorn's og Portishead's uovertrufne evne til at udtrykke håbløshed og melankoli, uden at det bliver ynkeligt. Andre inspirationskilder, der skinner igennem på albummet, er så forskellige navne som Pet Shop Boys, Massive Attack og Goldfrapp, men inspirationen bliver aldrig for tydelig.
Jeg har lyst til at give albummet seks stjerner, og den eneste grund til, at jeg holder mig i skindet, er, at teksterne visse steder på albummet bliver en lille smule for banale - som om der går for meget dansegulv og for lidt intellekt i den. Så altså: fem stjerner til denne nyklassiker af et drømmende lydlandskab. Et voksent og helstøbt album.
Tracklisting:
1. Here It Comes Again
2. A-Z
3. Get Around To It
5. Hands Up To The Ceiling
6. Easy
7. Falling off a log
8. Nowhere near
9. Grand Canyon
10. By Piccadilly Station I Sat Down And Wept
11. Raise The Roof
