Stodder i regnvejr Del 3
Kunsten at score i regnvejr
Indledningen kan læses i del et, undskyldningen for den lange ventetid i del to, og nu selve akten her i del tre. Jeg håber den lever op til jeres forventninger. Hvis ikke, så er det bare sur røv!
I søsterartiklen hertil, nemlig 'Stodder i et supermarked', prøvede jeg en masse forskellige ting, i en masse forskellige kombinationer, i mit forsøg på at score kassedamer. Hvad der bedst kun betale sig at sige, gøre, købe, have på osv. Alle disse facts brugte jeg så til at opdele selve artiklen i, og gjorde det dermed nemt og overskueligt for jer, at finde ud af, hvad man skulle gøre, og selvfølgelig hvad man bestemt ikke skulle gøre, for at score en kassedame. Men for at artiklerne ikke skal minde for meget om hinanden, vil jeg her beskrive min artikel-research på dagbogsform.
Dagbøger, det lige mig! (er du bøs'?, red.)
En så stor succes som jeg synes at fornemme 'Stodder i et supermarked' egentlig var, kan på ingen måde gentages uden ændringer. I må derfor selv tage hvad i kan bruge, hvad i synes var godt, dårligt osv. Det vigtigste er jo også, at I nu ved det er muligt!
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Happy reading, happy hunting! Den bliver lang den her!
Dag 1:
Som de fleste nok ville have været, var jeg nervøs. Ikke hamrende nervøs, men dog nervøs. Jeg havde prøvet det før, og det her var barnemad i mine øjne, hvis man prøvede at lave en sammenligning. Her var der ingen lang kø der kiggede/lyttede en over skulderen, og man gjorde samtidig kvindemennesket en tjeneste. Det var i hvert fald min teori, men om den holdt stik, ville jeg snart finde ud af.
Det var mandag, uret viste 19:20, jeg var netop kommet hjem fra arbejde og regnen stod ned i tykke stråler. Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at lægge mig under dynen, men jeg besluttede mig for endelig at tage kampen op! Jeg skiftede arbejdstøjet ud med noget lidt pænere af slagsen, tog firmaparaplyen i hånden, og gik ud på gaden. Men hvor skulle jeg starte? En tanke der egentlig ikke havde strejfet mig før. Planlægning har aldrig været en af mine stærke sider.
Efter hurtige overvejelser besluttede jeg mig for at tage linie 5A ind til Nørreport, og herfra prøve lykken ned af Købmagergade og senere Strøget, i centrum af København. Min erfaring sagde mig, at det var her, man altid mødte shoppende piger af en hvis kaliber. Skulle jeg kunne se mig selv i øjnene, efter mine 'scoringsforsøg', skulle Babe-O-meteret vise et godt stykke over middel (man er vel en mand/stodder med respekt for sig selv!).
Eller i hvert fald et godt stykke over min standard, efter episoden med en tysk, fed, grim, gothisk tøs med bræk ned af trøjen. Ikke at jeg normalt er sammen med sådanne tøser, men tager man 'gennemsnitlækkerheden' af alle tøser jeg smagt på, trækker hun gevaldigt ned. Sagt med andre ord, så kunne hun ikke engang spille kolort i en cowboyfilm, hvilket er utroligt i sig selv.
Jeg ankom yderst spændt og med en mindre klump i halsen. Jeg bevægede mig langsomt ned af Købmagergade, i en intens søgen efter kvindelige ofre. Men hvor var de?
Alle tøser havde tilsyneladende husket at tage en paraply med sig, eller i det mindste pakket sig ind i vand-uigennemtrængeligt tøj. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Hvorfor er kvinder altid så fornuftige/forudsigende? Ja, jeg plejer i hvert fald aldrig at huske min paraply. Kvinder er sgu aldrig til at stole på!
Efter omtrent et kvarters gang, var jeg nået til Storkespringvandet, og havde på daværende tidspunkt stadig ikke mødt nogen piger uden en paraply ved hånden. Faktisk var den generelle menneskemængde så begrænset, at jeg nær allerede havde givet op. Men nej, fandeme nej! Der måtte være en forklaring.
Normalt i regnvejr ser man jo disse personer, med den helt specielle evne, til at bevæge sig på en helt bestemt undgå-dråberne-agtig måde, overalt. Den magiske blanding mellem gang og løb, vi alle kender, hvor man på mystisk vis undgår at blive våd, blot ved hjælp af løftede skuldre og krum ryg.
Eller i hvert fald folk som i ren panik overfor den flydende masse faldende fra oven, prøver at holde regnen væk fra hele kroppen, med en sammenfoldet avis eller en lille håndtaske holdt over hovedet. Velvidende, at de faktisk lige så godt bare kunne lukke øjnene i håb om, at regnen ikke ville kunne se dem, hvis de ikke kunne se regnen. Men hvor fanden var de blevet af, når man virkelig skulle bruge dem? Pist-væk-borte-tit-tit var de i hvert fald!
Det stod helt klart: Uheldet havde vitterlig ramt mig med storm. En helt typisk mandag for mit vedkommende, og jeg besluttede derfor i stedet, blot at købe en fadøl på den nærmeste bar.
Er man en rigtig mand, med blot en smule stodder i kroppen, og er der ingen tilfredsstillende piger i nærheden, er en øl den eneste rigtige erstatning/trøst! Øl ser godt ud, øl har former, øl får glæde frem i kroppen og øl stiller ikke dumme spørgsmål. Øl er noget helt specielt.
Det var her, mens jeg nød min iskolde Guiness på Irish Pub, at en forfærdelig tanke pludselig faldt mig ind. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? En forfærdelig tanke fordi jeg havde 'spildt' min tid. Men gu'ske-takke-lov, er intet heldigvis så forfærdeligt, at det ikke er godt for noget.
Nu var der nemlig en forklaring på de manglende tøsebørn uden paraplyer. Det hele var pludselig, i mine øjne, så latterlig logisk. Det havde regnet hele dagen forinden, og havde nu også regnet det meste af mandagen. Man kunne simpelthen ikke undgå at have lagt mærke til vejret, og dermed heller ikke undgå, at klæde sig ordentligt på, inden mad trådte ud i det danske sensommervejr.
Stodder i regnvejr - regel nummer 1: 'Undgå heldagsregn!'
Dag 2:
I de næste par dage var tiden knap, og jeg fik derfor ikke udført det helt store researcharbejde. Kedeligt, men sådan er livet nu engang imellem. Dagene gik udelukkende med at sove, arbejde, spise og onanere. Selvfølgelig ikke i ovennævnte rækkefølge, da onani for det meste optræder flere gange i løbet af en dag. Men i det store hele, var det egentlig også lige meget, da det slet ikke regnede. Som så ofte set før, kan man aldrig regne (hvis I forstår sådan lille en?), med det danske vejr.
Efter en hård uge, med over 60 timers arbejde, blev det endelig weekend, og som altid fulgte regnen med. Denne gang ikke heldagsregn, men derimod byger. Jeg havde besluttet mig for, at jeg endnu engang ville prøve lykken, men denne gang på Nørrebrogade i stedet for Købmagergade/Strøget. Og hvilken dag skulle det ikke vise sig at blive!
Fredag aften havde stået på druk med gutterne af den helt store karat, hvilket tydeligt kunne mærkes, men desværre ikke huskes. Noget som for mig, efterhånden sker alt, alt for tit. Men heldigvis er der intet en morgen-tequila ikke hjælper på. At proppe en bunke salt i munden, kaste to shots tequila i halsen, for til sidst at bide i en citron, straks efter man er vågnet, er hvad jeg kalder en seriøs opkvikker! Det skal uden tvivl prøves før man kan udtale sig om det.
Efter sidste forsøgs lærestreg, mht. manglende planlægning/gennemtænkning, valgte jeg over min morgenmad, som egentlig burde kaldes sen frokost, at lægge en strategi for resten af dagen/aftenen. Hvordan skulle jeg egentlig gribe de forskellige situationer an? Jeg tænkte at det var smart at være en smule på forkant, selvom man aldrig ved hvordan tøser reagerer. Ja, tøserne vil nok finde det en smule mærkeligt, at man pludselig står ved siden af dem og holder en paraply for dem. Eller vil de?
'Kunne du tænke dig, at jeg gik her?' var en af de sætninger som absolut skulle afprøves. Og fik jeg på den ene eller anden måde et ja i sidste ende, var alt jo super-duper og del to i min planlægning kunne gå igang. Fik jeg derimod et nej, var det jo bare at svine hende til, for på den måde at beholde min egen ære i behold. Evt. med brug af ordet: 'LUDER!', som herinde måske er en kompliment, men som "i den virkelige verden" vidst nok ikke er. Eller er det?
En anden sætning der skulle prøves var noget i retning af: 'Du ser sød ud i regnvejr, men måske det ville være at foretrække, at gå i tørvejr med mig?'. Og præcis som før kunne hun vælge mellem at sige ja, eller blive svinet til. Det måtte være op til pigebarnet selv.
På få minutter var jeg på Nørrebrogade, og med en mindre klump i halsen gik jeg igang. Jeg nåede kun lige forbi Føtex, en butik med virkelig, virkelig dårlige minder - en butik hvorfra jeg i tidernes morgen blev smidt ud af, fordi jeg prøvede at score en uskyldig kassedame. En butik jeg aldrig har været i siden og en butik der går lang tid før jeg kommer ind i igen.
Men det var lige efter denne Føtex jeg udså mit første offer. En pige med en virkelig god røv, som bare bevægede sig op og ned i takt med at hun bevægede sig fremad. Hun var ikke så høj, men hva' fanden, høj nok til i det mindste at kunne nå. Jeg satte farten lidt op, kom hen til hende, holdt min paraply over hende og sagde: "Kunne du tæ...".
Mine ord stoppede brat ved synet af hendes ansigt. Ikke fordi hun var grim, næh faktisk så hun ret godt ud, men fordi hun højst kunne være 14-15 år gammel. Jeg færdiggjorde derfor sætningen med "... glem det!" og satte farten op igen for at komme væk. Fra nu af måtte jeg sgu lige passe lidt bedre på.
Stodder i regnvejr - regel nummer 2: 'Alderen snyder - pas på!'
Mit næste offer var ikke helt så kønt som det forrige, men hun var trods alt på min egen alder. Et stort plus. Men hvorfor ser folkeskolepiger ofte så godt ud, når de blot få år efter ligner en, der ikke kan gøre for det? Sagt på en anden måde: Hvad er det præcis der går galt for så mange piger når de runder de 15år? Ja, jeg fatter det i hvert fald ikke.
Jeg gik hen til pigen, holdt min paraply over hende og spurgte om jeg skulle følge hende, hvor end hun skulle hen. Hun sagde hurtigt ja tak og smilede til mig. Jeg var lykkelig.
Hun skulle desværre ikke så langt, men heldigvis har lidt også ret. Vi fik talt en smule, og da vi 5 minutter senere stod ude foran hendes opgang, takkede hun mange gangede sagde farvel, hvorefter hun låste sig ind.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk havde glemt hvad jeg kom for, nemlig hendes telefonnummer. Men hva' fanden, jeg er sikker på jeg kunne have fået det hvis jeg havde spurgt, og jeg havde jo ikke tænkt mig at ringe til hende alligevel. Så det var vel egentlig ikke så slemt.
Offer nummer tre mindede meget om det sidste dog en smule kønnere. Langt mørkt hår, et sødt ansigt, stramtsiddende bukser (findes der noget bedre?) og en let sommerjakke. Og ligesom sidst, sagde hun hurtigt ja tak med et smil. Var det virkelig så nemt at komme i kontakt med menneskets bedste ven? Hvorfor er det så lige, at man normalt drikker 15-20 øl før man overhovedet tør kigge dem i øjnene? Pinligt, pinligt. Med frygt for at generelisere, er vi fyre faktisk nogle vatpikke!
Samtalen gik hurtigt igang, men uddøede lige så hurtigt, da hendes mobil pludselig ringede. Det var tydeligvis en god veninde, og findes der noget værre end tøsesladder, altså lige bortset fra tøsesladder, hvor man kun hører halvdelen af den? Vi gik et stykke tid, og hun fortsatte bare med at tale i den forbandede telefon.
Jeg må indrømme at jeg følte mig dybt åndsvag - at gå og holde en paraply for en pige man ikke kender, og som går og taler i telefon, det er vidst ikke helt normalt. Men jeg er ikke normal, og derfor fortsatte jeg bare. Hun måtte jo lægge på, på et tidspunkt. Men jeg tog fejl - pludselig stoppede hun og pejede på en dør. Hun sagde to sek til sin veninde, tog for første gang telefonen væk fra øret, sagde tak, og låste sig selv ind. Hun havde spildt min tid, og jeg er helt sikker på, at tøsesladderen fik en anden drejning på den anden side af døren hun netop var trådt ind af. En drejning i retning af mig.
Stodder i regnvejr - regel nummer 3: 'Sig fra, sig stop, do something - Du skal ikke føle dig dum. Det er din stodder-ære vi snakker om!'
Offer nummer fire var en helt anden type. Høj, slank og så forbandet godt ud! Et klart 13-tal at bedømme ud fra 13-skalaen. Og det var helt tydeligt, at hun ganske godt selv var klar over det. Hvor er verden dog egentlig uretfærdig engang imellem.
På grund af hendes udseende blev jeg for første gang rigtig nervøs. Men hvorfor? Hun er vel bare en pige som alle de andre, prøvede jeg at berolige mig selv med. 'Du ser sød ud i regnvejr, men måske det ville være at foretrække, at gå i tørvejr med mig?' sagde jeg, og holdt nervøst min paraply hen over hende. "Nej tak! Du skal bare skruppe af!" var så den næste sætning jeg fik kastet i lampen.
Det var her jeg havde planlagt at svine hende til, men istedet fik jeg fremstammet noget i retning af: "Fair nok - jamen så fortsat god dag da..." Hvorefter jeg hørte en høj latter fra tre fyre der stod og ventede ved busstoppestedet jeg netop havde passeret. Hvor var det dog ufattelig pinligt. Normalt tager jeg ikke en afvisning særlig tunkt, men det her var noget helt andet. Normalt er man fuld og har en fadøl i hånden man kan støtte sig til, men nu havde jeg kun en sølle paraply hvorpå der stod "Rambøll". Rimelig nørdet, og det gjorde egentlig ikke min situation mindre pinlig, selvom ingen nok havde lagt mærke til det.
Stodder i regnvejr - regel nummer 4: 'Gå efter realistiske ofre - Ellers ender det bare i en yderst pinlig situation!'
Den næste time til halvanden gik meget op og ned. Jeg blev afvist et par gange, men fik også mine første telefonnumre med i bagagen, hvilket var rigtig, rigtig god fornemmelse. Jeg var nu helt sikker på, at det her virkelig kunne lade sig gøre. En ny scoreteknik som gav pote til det yderste var fundet! Fundet af mig, delt med jer - Jeg er faktisk en smule stolt - måske jeg kan tage patent?
Dag 3:
Tredje gang er lykkens gang, som man siger. Og endnu engang skulle det vise sig, at være sandt. Jeg ville præcis som på førstedagen prøve lykken på Købmagergade og senere Strøget. Men denne gang i det typiske danske vejr med masser byger.
Jeg stod af bussen på Nørreport og nåede kun lige ud af bussen før en stemme bag mig råbte: "Hey Jokke!". Jeg vendte mig om, og der stod en gammel veninde jeg ikke havde set i flere år. En veninde jeg ofte har tænkt på, men som med tiden er kommet længere og længere væk. Jeg sagde hej og spurgte selvfølgelig hvad hun lavede og hvordan det gik, og efter en kort samtale spurgte hun, om vi ikke skulle gå hen på Baresso og få noget at drikke. Det var jeg frisk på - det kunne da være hyggeligt lige at få talt ordentligt med en gammel veninde igen. Det er ikke ligefrem dem jeg har flest af!
Vi sad der næsten en time og snakkede om løst og fast, lige indtil jeg så hende her døren, som var både smukkere, sødere og mere lige til end alle de andre piger jeg havde prøvet at "score". Hun var ved at sætte sommertøjet, inden hun skulle ud i en kæmpe regnskylle. Jeg synes det var synd for hende, sagde til min veninde: "Prøv lige at se her..." og gik ned og spurgte, om jeg skulle følge hende hvorhen hun end skulle. Det satte hun tydeligvis stor pris på, og sagde ja tak med et sødt smil.
Vi bevægede os ud i regnen, men til forskel fra de forige forsøg, hvor jeg selv gik halvt ude i regnen, gik vi nu begge tæt inde under paraplyen. Hun var virkelig, virkelig sød og samtalen kom hurtigt igang. Hun var ligesom jeg lige blevet student og studerede nu på HA, hvor hun fik meget tid til at gå med lektier. Typisk piger! Afskrivning, afskrivning, afskrivning - Den eneste rigtige vej frem i livet!
Vi gik hen til Nørreport, hvilket ikke tog mange øjeblikke, hvor hun skulle have linie A mod Hillerød st. Da toget kom og vi skulle til at sige farvel, stak jeg hende en lille løgn og sagde, at jeg også skulle den vej. Jeg ville ikke allerede sige farvel, vi var jo først lige mødtes - og hende her var noget helt specielt.
Som toget nærmede sig Hellerup, hvor hun boede, blev samtalen mere og mere privat, og lige inden vi ankom til stationen spurgte hun, om hun ikke måtte bede om mit telefonnummer. Jeg var tæt på at sige nej, nu var det jo trods alt ikke en del af planen, at tøsebørnene skulle have mit nummer. Men jeg overgav mig, og hun fik det. Vi sagde hurtigt farvel, og hun gik igen ud i regnen som lige var begyndt at vælte ned igen. Synd for hende tænkte jeg.
Toget var kun lige sat igang igen, hvorefter jeg opdagede en kontroløer lidt længere nede i toget. Fuck tænkte jeg, jeg havde selvfølgelig glemt at købe en billet, så jeg rejste mig op, og begyndte at gå den modsatte vej, væk fra kontrolløren. Men den gik ikke, endnu to kontrollører kom nu fra den anden ende af toget. Siden hvornår er kontrollørene begyndt at gå flere sammen? - det er jo snyd!
Turen kostede mig 600kr, utrolig typisk, men den var det værd!
Der gik nogle dage, hvor jeg ærgede mig over, at hun hverken skrev eller ringede. Men så pludselig skrev hun, og undskyldte mange gange, at hun ikke havde gjort det noget før. Hun havde bare haft travlt med lektier og eksamensforberedelse, hvilket jo egentlig var en okay undskyldning. Den var godtaget. Hun spurgte om vi ikke skulle ses. Om jeg ikke kom hjem til hende. Hun boede desværre stadig hjemme, men de gamle var væk i weekenden.
Jeg sagde selvfølgelig ja.
Stodder i regnvejr - regel nummer 5: 'Slå til mens i kan - Vi lever kun en gang!'
I søsterartiklen hertil, nemlig 'Stodder i et supermarked', prøvede jeg en masse forskellige ting, i en masse forskellige kombinationer, i mit forsøg på at score kassedamer. Hvad der bedst kun betale sig at sige, gøre, købe, have på osv. Alle disse facts brugte jeg så til at opdele selve artiklen i, og gjorde det dermed nemt og overskueligt for jer, at finde ud af, hvad man skulle gøre, og selvfølgelig hvad man bestemt ikke skulle gøre, for at score en kassedame. Men for at artiklerne ikke skal minde for meget om hinanden, vil jeg her beskrive min artikel-research på dagbogsform.
Dagbøger, det lige mig! (er du bøs'?, red.)
En så stor succes som jeg synes at fornemme 'Stodder i et supermarked' egentlig var, kan på ingen måde gentages uden ændringer. I må derfor selv tage hvad i kan bruge, hvad i synes var godt, dårligt osv. Det vigtigste er jo også, at I nu ved det er muligt!
Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Happy reading, happy hunting! Den bliver lang den her!
Dag 1:
Som de fleste nok ville have været, var jeg nervøs. Ikke hamrende nervøs, men dog nervøs. Jeg havde prøvet det før, og det her var barnemad i mine øjne, hvis man prøvede at lave en sammenligning. Her var der ingen lang kø der kiggede/lyttede en over skulderen, og man gjorde samtidig kvindemennesket en tjeneste. Det var i hvert fald min teori, men om den holdt stik, ville jeg snart finde ud af.
Det var mandag, uret viste 19:20, jeg var netop kommet hjem fra arbejde og regnen stod ned i tykke stråler. Egentlig havde jeg mest af alt lyst til at lægge mig under dynen, men jeg besluttede mig for endelig at tage kampen op! Jeg skiftede arbejdstøjet ud med noget lidt pænere af slagsen, tog firmaparaplyen i hånden, og gik ud på gaden. Men hvor skulle jeg starte? En tanke der egentlig ikke havde strejfet mig før. Planlægning har aldrig været en af mine stærke sider.
Efter hurtige overvejelser besluttede jeg mig for at tage linie 5A ind til Nørreport, og herfra prøve lykken ned af Købmagergade og senere Strøget, i centrum af København. Min erfaring sagde mig, at det var her, man altid mødte shoppende piger af en hvis kaliber. Skulle jeg kunne se mig selv i øjnene, efter mine 'scoringsforsøg', skulle Babe-O-meteret vise et godt stykke over middel (man er vel en mand/stodder med respekt for sig selv!).
Eller i hvert fald et godt stykke over min standard, efter episoden med en tysk, fed, grim, gothisk tøs med bræk ned af trøjen. Ikke at jeg normalt er sammen med sådanne tøser, men tager man 'gennemsnitlækkerheden' af alle tøser jeg smagt på, trækker hun gevaldigt ned. Sagt med andre ord, så kunne hun ikke engang spille kolort i en cowboyfilm, hvilket er utroligt i sig selv.
Jeg ankom yderst spændt og med en mindre klump i halsen. Jeg bevægede mig langsomt ned af Købmagergade, i en intens søgen efter kvindelige ofre. Men hvor var de?
Alle tøser havde tilsyneladende husket at tage en paraply med sig, eller i det mindste pakket sig ind i vand-uigennemtrængeligt tøj. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Hvorfor er kvinder altid så fornuftige/forudsigende? Ja, jeg plejer i hvert fald aldrig at huske min paraply. Kvinder er sgu aldrig til at stole på!
Efter omtrent et kvarters gang, var jeg nået til Storkespringvandet, og havde på daværende tidspunkt stadig ikke mødt nogen piger uden en paraply ved hånden. Faktisk var den generelle menneskemængde så begrænset, at jeg nær allerede havde givet op. Men nej, fandeme nej! Der måtte være en forklaring.
Normalt i regnvejr ser man jo disse personer, med den helt specielle evne, til at bevæge sig på en helt bestemt undgå-dråberne-agtig måde, overalt. Den magiske blanding mellem gang og løb, vi alle kender, hvor man på mystisk vis undgår at blive våd, blot ved hjælp af løftede skuldre og krum ryg.
Eller i hvert fald folk som i ren panik overfor den flydende masse faldende fra oven, prøver at holde regnen væk fra hele kroppen, med en sammenfoldet avis eller en lille håndtaske holdt over hovedet. Velvidende, at de faktisk lige så godt bare kunne lukke øjnene i håb om, at regnen ikke ville kunne se dem, hvis de ikke kunne se regnen. Men hvor fanden var de blevet af, når man virkelig skulle bruge dem? Pist-væk-borte-tit-tit var de i hvert fald!
Det stod helt klart: Uheldet havde vitterlig ramt mig med storm. En helt typisk mandag for mit vedkommende, og jeg besluttede derfor i stedet, blot at købe en fadøl på den nærmeste bar.
Er man en rigtig mand, med blot en smule stodder i kroppen, og er der ingen tilfredsstillende piger i nærheden, er en øl den eneste rigtige erstatning/trøst! Øl ser godt ud, øl har former, øl får glæde frem i kroppen og øl stiller ikke dumme spørgsmål. Øl er noget helt specielt.
Det var her, mens jeg nød min iskolde Guiness på Irish Pub, at en forfærdelig tanke pludselig faldt mig ind. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? En forfærdelig tanke fordi jeg havde 'spildt' min tid. Men gu'ske-takke-lov, er intet heldigvis så forfærdeligt, at det ikke er godt for noget.
Nu var der nemlig en forklaring på de manglende tøsebørn uden paraplyer. Det hele var pludselig, i mine øjne, så latterlig logisk. Det havde regnet hele dagen forinden, og havde nu også regnet det meste af mandagen. Man kunne simpelthen ikke undgå at have lagt mærke til vejret, og dermed heller ikke undgå, at klæde sig ordentligt på, inden mad trådte ud i det danske sensommervejr.
Stodder i regnvejr - regel nummer 1: 'Undgå heldagsregn!'
Dag 2:
I de næste par dage var tiden knap, og jeg fik derfor ikke udført det helt store researcharbejde. Kedeligt, men sådan er livet nu engang imellem. Dagene gik udelukkende med at sove, arbejde, spise og onanere. Selvfølgelig ikke i ovennævnte rækkefølge, da onani for det meste optræder flere gange i løbet af en dag. Men i det store hele, var det egentlig også lige meget, da det slet ikke regnede. Som så ofte set før, kan man aldrig regne (hvis I forstår sådan lille en?), med det danske vejr.
Efter en hård uge, med over 60 timers arbejde, blev det endelig weekend, og som altid fulgte regnen med. Denne gang ikke heldagsregn, men derimod byger. Jeg havde besluttet mig for, at jeg endnu engang ville prøve lykken, men denne gang på Nørrebrogade i stedet for Købmagergade/Strøget. Og hvilken dag skulle det ikke vise sig at blive!
Fredag aften havde stået på druk med gutterne af den helt store karat, hvilket tydeligt kunne mærkes, men desværre ikke huskes. Noget som for mig, efterhånden sker alt, alt for tit. Men heldigvis er der intet en morgen-tequila ikke hjælper på. At proppe en bunke salt i munden, kaste to shots tequila i halsen, for til sidst at bide i en citron, straks efter man er vågnet, er hvad jeg kalder en seriøs opkvikker! Det skal uden tvivl prøves før man kan udtale sig om det.
Efter sidste forsøgs lærestreg, mht. manglende planlægning/gennemtænkning, valgte jeg over min morgenmad, som egentlig burde kaldes sen frokost, at lægge en strategi for resten af dagen/aftenen. Hvordan skulle jeg egentlig gribe de forskellige situationer an? Jeg tænkte at det var smart at være en smule på forkant, selvom man aldrig ved hvordan tøser reagerer. Ja, tøserne vil nok finde det en smule mærkeligt, at man pludselig står ved siden af dem og holder en paraply for dem. Eller vil de?
'Kunne du tænke dig, at jeg gik her?' var en af de sætninger som absolut skulle afprøves. Og fik jeg på den ene eller anden måde et ja i sidste ende, var alt jo super-duper og del to i min planlægning kunne gå igang. Fik jeg derimod et nej, var det jo bare at svine hende til, for på den måde at beholde min egen ære i behold. Evt. med brug af ordet: 'LUDER!', som herinde måske er en kompliment, men som "i den virkelige verden" vidst nok ikke er. Eller er det?
En anden sætning der skulle prøves var noget i retning af: 'Du ser sød ud i regnvejr, men måske det ville være at foretrække, at gå i tørvejr med mig?'. Og præcis som før kunne hun vælge mellem at sige ja, eller blive svinet til. Det måtte være op til pigebarnet selv.
På få minutter var jeg på Nørrebrogade, og med en mindre klump i halsen gik jeg igang. Jeg nåede kun lige forbi Føtex, en butik med virkelig, virkelig dårlige minder - en butik hvorfra jeg i tidernes morgen blev smidt ud af, fordi jeg prøvede at score en uskyldig kassedame. En butik jeg aldrig har været i siden og en butik der går lang tid før jeg kommer ind i igen.
Men det var lige efter denne Føtex jeg udså mit første offer. En pige med en virkelig god røv, som bare bevægede sig op og ned i takt med at hun bevægede sig fremad. Hun var ikke så høj, men hva' fanden, høj nok til i det mindste at kunne nå. Jeg satte farten lidt op, kom hen til hende, holdt min paraply over hende og sagde: "Kunne du tæ...".
Mine ord stoppede brat ved synet af hendes ansigt. Ikke fordi hun var grim, næh faktisk så hun ret godt ud, men fordi hun højst kunne være 14-15 år gammel. Jeg færdiggjorde derfor sætningen med "... glem det!" og satte farten op igen for at komme væk. Fra nu af måtte jeg sgu lige passe lidt bedre på.
Stodder i regnvejr - regel nummer 2: 'Alderen snyder - pas på!'
Mit næste offer var ikke helt så kønt som det forrige, men hun var trods alt på min egen alder. Et stort plus. Men hvorfor ser folkeskolepiger ofte så godt ud, når de blot få år efter ligner en, der ikke kan gøre for det? Sagt på en anden måde: Hvad er det præcis der går galt for så mange piger når de runder de 15år? Ja, jeg fatter det i hvert fald ikke.
Jeg gik hen til pigen, holdt min paraply over hende og spurgte om jeg skulle følge hende, hvor end hun skulle hen. Hun sagde hurtigt ja tak og smilede til mig. Jeg var lykkelig.
Hun skulle desværre ikke så langt, men heldigvis har lidt også ret. Vi fik talt en smule, og da vi 5 minutter senere stod ude foran hendes opgang, takkede hun mange gangede sagde farvel, hvorefter hun låste sig ind.
Det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk havde glemt hvad jeg kom for, nemlig hendes telefonnummer. Men hva' fanden, jeg er sikker på jeg kunne have fået det hvis jeg havde spurgt, og jeg havde jo ikke tænkt mig at ringe til hende alligevel. Så det var vel egentlig ikke så slemt.
Offer nummer tre mindede meget om det sidste dog en smule kønnere. Langt mørkt hår, et sødt ansigt, stramtsiddende bukser (findes der noget bedre?) og en let sommerjakke. Og ligesom sidst, sagde hun hurtigt ja tak med et smil. Var det virkelig så nemt at komme i kontakt med menneskets bedste ven? Hvorfor er det så lige, at man normalt drikker 15-20 øl før man overhovedet tør kigge dem i øjnene? Pinligt, pinligt. Med frygt for at generelisere, er vi fyre faktisk nogle vatpikke!
Samtalen gik hurtigt igang, men uddøede lige så hurtigt, da hendes mobil pludselig ringede. Det var tydeligvis en god veninde, og findes der noget værre end tøsesladder, altså lige bortset fra tøsesladder, hvor man kun hører halvdelen af den? Vi gik et stykke tid, og hun fortsatte bare med at tale i den forbandede telefon.
Jeg må indrømme at jeg følte mig dybt åndsvag - at gå og holde en paraply for en pige man ikke kender, og som går og taler i telefon, det er vidst ikke helt normalt. Men jeg er ikke normal, og derfor fortsatte jeg bare. Hun måtte jo lægge på, på et tidspunkt. Men jeg tog fejl - pludselig stoppede hun og pejede på en dør. Hun sagde to sek til sin veninde, tog for første gang telefonen væk fra øret, sagde tak, og låste sig selv ind. Hun havde spildt min tid, og jeg er helt sikker på, at tøsesladderen fik en anden drejning på den anden side af døren hun netop var trådt ind af. En drejning i retning af mig.
Stodder i regnvejr - regel nummer 3: 'Sig fra, sig stop, do something - Du skal ikke føle dig dum. Det er din stodder-ære vi snakker om!'
Offer nummer fire var en helt anden type. Høj, slank og så forbandet godt ud! Et klart 13-tal at bedømme ud fra 13-skalaen. Og det var helt tydeligt, at hun ganske godt selv var klar over det. Hvor er verden dog egentlig uretfærdig engang imellem.
På grund af hendes udseende blev jeg for første gang rigtig nervøs. Men hvorfor? Hun er vel bare en pige som alle de andre, prøvede jeg at berolige mig selv med. 'Du ser sød ud i regnvejr, men måske det ville være at foretrække, at gå i tørvejr med mig?' sagde jeg, og holdt nervøst min paraply hen over hende. "Nej tak! Du skal bare skruppe af!" var så den næste sætning jeg fik kastet i lampen.
Det var her jeg havde planlagt at svine hende til, men istedet fik jeg fremstammet noget i retning af: "Fair nok - jamen så fortsat god dag da..." Hvorefter jeg hørte en høj latter fra tre fyre der stod og ventede ved busstoppestedet jeg netop havde passeret. Hvor var det dog ufattelig pinligt. Normalt tager jeg ikke en afvisning særlig tunkt, men det her var noget helt andet. Normalt er man fuld og har en fadøl i hånden man kan støtte sig til, men nu havde jeg kun en sølle paraply hvorpå der stod "Rambøll". Rimelig nørdet, og det gjorde egentlig ikke min situation mindre pinlig, selvom ingen nok havde lagt mærke til det.
Stodder i regnvejr - regel nummer 4: 'Gå efter realistiske ofre - Ellers ender det bare i en yderst pinlig situation!'
Den næste time til halvanden gik meget op og ned. Jeg blev afvist et par gange, men fik også mine første telefonnumre med i bagagen, hvilket var rigtig, rigtig god fornemmelse. Jeg var nu helt sikker på, at det her virkelig kunne lade sig gøre. En ny scoreteknik som gav pote til det yderste var fundet! Fundet af mig, delt med jer - Jeg er faktisk en smule stolt - måske jeg kan tage patent?
Dag 3:
Tredje gang er lykkens gang, som man siger. Og endnu engang skulle det vise sig, at være sandt. Jeg ville præcis som på førstedagen prøve lykken på Købmagergade og senere Strøget. Men denne gang i det typiske danske vejr med masser byger.
Jeg stod af bussen på Nørreport og nåede kun lige ud af bussen før en stemme bag mig råbte: "Hey Jokke!". Jeg vendte mig om, og der stod en gammel veninde jeg ikke havde set i flere år. En veninde jeg ofte har tænkt på, men som med tiden er kommet længere og længere væk. Jeg sagde hej og spurgte selvfølgelig hvad hun lavede og hvordan det gik, og efter en kort samtale spurgte hun, om vi ikke skulle gå hen på Baresso og få noget at drikke. Det var jeg frisk på - det kunne da være hyggeligt lige at få talt ordentligt med en gammel veninde igen. Det er ikke ligefrem dem jeg har flest af!
Vi sad der næsten en time og snakkede om løst og fast, lige indtil jeg så hende her døren, som var både smukkere, sødere og mere lige til end alle de andre piger jeg havde prøvet at "score". Hun var ved at sætte sommertøjet, inden hun skulle ud i en kæmpe regnskylle. Jeg synes det var synd for hende, sagde til min veninde: "Prøv lige at se her..." og gik ned og spurgte, om jeg skulle følge hende hvorhen hun end skulle. Det satte hun tydeligvis stor pris på, og sagde ja tak med et sødt smil.
Vi bevægede os ud i regnen, men til forskel fra de forige forsøg, hvor jeg selv gik halvt ude i regnen, gik vi nu begge tæt inde under paraplyen. Hun var virkelig, virkelig sød og samtalen kom hurtigt igang. Hun var ligesom jeg lige blevet student og studerede nu på HA, hvor hun fik meget tid til at gå med lektier. Typisk piger! Afskrivning, afskrivning, afskrivning - Den eneste rigtige vej frem i livet!
Vi gik hen til Nørreport, hvilket ikke tog mange øjeblikke, hvor hun skulle have linie A mod Hillerød st. Da toget kom og vi skulle til at sige farvel, stak jeg hende en lille løgn og sagde, at jeg også skulle den vej. Jeg ville ikke allerede sige farvel, vi var jo først lige mødtes - og hende her var noget helt specielt.
Som toget nærmede sig Hellerup, hvor hun boede, blev samtalen mere og mere privat, og lige inden vi ankom til stationen spurgte hun, om hun ikke måtte bede om mit telefonnummer. Jeg var tæt på at sige nej, nu var det jo trods alt ikke en del af planen, at tøsebørnene skulle have mit nummer. Men jeg overgav mig, og hun fik det. Vi sagde hurtigt farvel, og hun gik igen ud i regnen som lige var begyndt at vælte ned igen. Synd for hende tænkte jeg.
Toget var kun lige sat igang igen, hvorefter jeg opdagede en kontroløer lidt længere nede i toget. Fuck tænkte jeg, jeg havde selvfølgelig glemt at købe en billet, så jeg rejste mig op, og begyndte at gå den modsatte vej, væk fra kontrolløren. Men den gik ikke, endnu to kontrollører kom nu fra den anden ende af toget. Siden hvornår er kontrollørene begyndt at gå flere sammen? - det er jo snyd!
Turen kostede mig 600kr, utrolig typisk, men den var det værd!
Der gik nogle dage, hvor jeg ærgede mig over, at hun hverken skrev eller ringede. Men så pludselig skrev hun, og undskyldte mange gange, at hun ikke havde gjort det noget før. Hun havde bare haft travlt med lektier og eksamensforberedelse, hvilket jo egentlig var en okay undskyldning. Den var godtaget. Hun spurgte om vi ikke skulle ses. Om jeg ikke kom hjem til hende. Hun boede desværre stadig hjemme, men de gamle var væk i weekenden.
Jeg sagde selvfølgelig ja.
Stodder i regnvejr - regel nummer 5: 'Slå til mens i kan - Vi lever kun en gang!'
