Se den lækre produktionsvideo for de nye BeoLab 50 højttalere fra Bang Olufsen
Et lækkert mix af håndværk og robotter - og power
Banf & Olufsen har netop løftet sløret for deres nye kronprins, indenfor højttalerserien BeoLab. Den nye højttaler har fået navnet BeoLab 50, og er en udspringer af de vilde (og vildt dyre: 250.00 kr/stk) BeoLab 90.
"BeoLab 50 kan takke den kompromisløse akustiske forskning og teknologiske udvikling bag BeoLab 90 for sin ekstraordinære performance, og den deler flere funktioner med denne ikoniske milepæl inden for lyd."
I forbindelse med lanceringen, har Struer-virksomheden også lavet en lækker video, der viser produktionsprocessen, der skal til, for at gøre en højttaler klar til forbrugerne i high-street butikkerne. Det er ren guf for produktions- og lydentusiaster, se bare med her:
BeoLab 50 Craftsmanship
Som det fremgår af videoen, har vi at gøre med en højttaler der fylder en del, og som samtidig formår at udnytte den fylde ved at være et stykke lækkert design for øjnene - som vi jo kender og forventer fra virksomheden.
Stor højttaler = stor lyd, og specifikationerne taler da også sin egen sag. BeoLab 50 er en aktiv højttaler, der byder på intet mindre end 2100 watt.
BeoLab 50 er som BeoLab 90 udstyret med den Active Room Compensation teknologi. Ved hjælp af en ekstern mikrofon måler BeoLab 50 de fysiske akustiske omgivelser og danner på baggrund af disse data specialtilpassede kompensationsfiltre, som optimerer lyden i de foretrukne lyttepositioner eller i hele rummet.
Bang & Olufsens helt egen Acoustic Lens Technology styrer spredningen af de højere frekvenser fra højttalerens top. Linsen spreder lyden via Beam Width Control i enten 180-grader – ideelt ved sociale sammenkomster eller film – eller i lydtilstanden Narrow, hvor lyden orienteres mod et dedikeret "sweet-spot".
Når BeoLab 50 tændes, løftes linsen elegant og kontrolleret fra sit diskret oplyste skjul på toppen af højttaleren. Pretty cool.
En BeoLab 50 højttaler vejer 61 kilo. De er fordelt på en ramme der er en god meter i højden, med bredde og dybdemål på lige knap 45 centimeter. Altså, den er stor. Stor nok til at være udstyret med 7 300-watts forstærkere, DSP, en 3/4" Acoustic Lens diskant, 3 4" midrange enheder og 3 10" woofere.
Det er altså en højttaler der er proppet med lækkert indhold, men prisen er også derefter. 99.995 kroner. Det er hvad du skal slagte sparegrisen for - altså for en højttaler.
Hvis du vil opleve lyden, inden du farer til nettet og køber en, er BeoLab 50 netop nu på vej i butikkerne. Du kan også læse dig klogere på nyheden, på B&Os hjemmeside.