Connery

Roskilde Festival afslører 29 navne til 2021

Roskilde Festival "Ser lys forude" og har en optimistisk tilgang til gennemførelse af Roskilde Festival i 2021, lyder det i en pressemeddelelse fra festivalen, der nu har offentliggjort 29 navne til plakaten. 

Hovednavnene i denne omgang kommer i form af The Strokes, Faith No More og Haim, mens der også sadles op til en solid omgang rap på 20-festivalen. 

Det kommer i form af Megan Thee Stallion, Anderson .PAAK & The Free Nationals, Doja Cat og DaBaby. 

En overraskelse fra dansk side er et comeback til Balstyrko - trioen bestående af Ane Trolle, Blæs Bukki og Ormen, der hittede med pladen "Jagten på noget" i 2009. 

Administrerende direktør for Roskilde Festival, Signe Lopdrup, udtaler:

"Det er et basalt menneskeligt behov at mødes og tage del i de store, kulturelle fællesskaber. Vi har brug for at tro på, at vi igen kan træde ind i frirummet og lade os føre med af de mange nye indtryk, som en Roskilde Festival indeholder."

"Med den seneste viden virker det tættere på end længe. Vi har i lang tid arbejdet intenst sammen på tværs af hele livebranchen og med andre sundhedsfaglige eksperter. Så når vi i dag offentliggør nyt indhold, er det, fordi vi øjner en ny og forsigtig optimisme for at kunne gennemføre en festival til sommer. Derfor ønsker vi at fortælle, at der er noget at glæde sig til. Det er nu, vi skal stå sammen, hvis vi skal igennem den mørke tid, vi befinder os i, og det hjælper på det sammenhold, at vi har noget at se frem til."

Se alle navnene på roskilde-festival.dk

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce