Kasabian - Empire
Hårdtpumpet storbyrock til folket fra Oasis-glade Leichester-drenge
Det var helt tilbage i 1993, at grundstenen til det nuværende Kasabian blev lagt. Skolekammeraterne Tom Meighan og Sergio Pizzorno lærte hinanden at kende i en tid, hvor de selvbevidste Gallagher-brødre fik Rock'N'Roll-drømmen til at se opnåelig ud for en hel generation af teenagere. Selvom vi skal helt frem til 2004, før Leichester-drengene udgav deres selvbetitlede debut, er inspirationen fra Manchester ikke helt til at overse. Kasabian viste sig på deres første album som en interessant electronica-indie rock fusion mellem Oasis og navne som Happy Mondays, Stone Roses og Primal Scream, men det var som om, der manglede et personligt præg. Det er de i høj grad kommet efter på deres længe ventede toer - til trods for guitar- og keyboardspiller Chris Karloff's afsked under indspilningerne af Empire.
Hjemme i England blev albummet oprindeligt udsendt allerede i august sidste år, men det har først nu charmet sig ud i de danske pladebutikker. Generelt er det et selvsikkert, velsammenhængende album, som indbyder til våde aftener på støvede barer og hengivenhed til melankolsk dyrkelse af forliste kærligheder. Det er post-britpop med masser af drive, rytme og tungt, medrivende bas- og guitarspil. Det er på mange måder et underfuldigt album, der tager mange uforudsigelige drejninger; et sammensurium af druktursindbydende drengerøvsbraldren og selvbeskuende ballader om krig og kærlighed. Men selvom albummet ikke virker sammensat, når det alligevel igennem. Tekstmæssigt svæver albummet over problemer med at tackle og flygte fra hverdagen og de hermedforbundne vanskeligheder, både i forhold til samfund, kærlighed og identitet.
Albummet indledes med titelnummeret og førstesinglen, Empire, der er et dansabelt up-temponummer med rytmisk, tungt rullende beat, unikke vokaler og et fængende omkvæd. Denne stil fortsætter på Shoot The Runner, som også er et stærkt nummer om at leve i nuet med alt dets falskhed og destruktivitet: "Bang / Bang away with my Chang / Always know that I can / Get your knees on the floor / Absinth make you my whore".
Efter de to første numre, som er selvskrevne partyperler med pikant, punket charme, sker der et skift - desværre i lidt kedelig retning. Numrene Last Trip (In Flight), Me Plus One, Sun Rise Light Flies, Aponea og By My Side er gode, velproducerede sange med stærk vokal og masser af britisk drengerøvscharme, men dog ikke imponerende.
Efter en mild midtvejskrise, kommer bandet på benene igen med Stuntman, som indledes med et drømmeagtigt elektronisk beat som monotont reciterende fortsætter gennem hele nummeret, ledsaget af Tom Meighan's gennemtrængende, sprøde vokal. Balladen British Legion byder på hengiven fascination og bidende ironi: "See how she dances with that cigarette in her hand / And she, she romances, everybody, like she can / She brings the lie and catches me again". Det er et vokal-nummer med klar fokus på teksten, og dets langstrakte, storladne afslutning trækker lytteren hovedkuls gennem infernoer af hult larmende, neonoplyste gader. Afslutningsnummeret, The Doberman er et miks stilarterne på albummets andre sange; en linie der trækkes mellem de energiladede, meget britpoppede guitarnumre og de mere afdæmpede, indadvendte ballader.
Sammenfattende står begyndelse og slutning frem som albummets højdepunkter - de midterste sange falder lidt igennem og er til fare for at drukne i efterligning af sig selv. Dog alt i alt et charmerende album med en masse på hjerte, hvor Leichester-drengene i høj grad viser sig som selvstændigt band og giver Oasis kamp til stregen i det nye årtusinde.
Tracklisting:
01. Empire
02. Shoot The Runner
03. Last Trip (In Flight)
04. Me Plus One
05. Sun Rise Light Flies
06. Apnoea
07. By My Side
08. Stuntman
09. Seek & Destroy
10. British Legion
11. The Doberman
Hjemme i England blev albummet oprindeligt udsendt allerede i august sidste år, men det har først nu charmet sig ud i de danske pladebutikker. Generelt er det et selvsikkert, velsammenhængende album, som indbyder til våde aftener på støvede barer og hengivenhed til melankolsk dyrkelse af forliste kærligheder. Det er post-britpop med masser af drive, rytme og tungt, medrivende bas- og guitarspil. Det er på mange måder et underfuldigt album, der tager mange uforudsigelige drejninger; et sammensurium af druktursindbydende drengerøvsbraldren og selvbeskuende ballader om krig og kærlighed. Men selvom albummet ikke virker sammensat, når det alligevel igennem. Tekstmæssigt svæver albummet over problemer med at tackle og flygte fra hverdagen og de hermedforbundne vanskeligheder, både i forhold til samfund, kærlighed og identitet.
Albummet indledes med titelnummeret og førstesinglen, Empire, der er et dansabelt up-temponummer med rytmisk, tungt rullende beat, unikke vokaler og et fængende omkvæd. Denne stil fortsætter på Shoot The Runner, som også er et stærkt nummer om at leve i nuet med alt dets falskhed og destruktivitet: "Bang / Bang away with my Chang / Always know that I can / Get your knees on the floor / Absinth make you my whore".
Efter de to første numre, som er selvskrevne partyperler med pikant, punket charme, sker der et skift - desværre i lidt kedelig retning. Numrene Last Trip (In Flight), Me Plus One, Sun Rise Light Flies, Aponea og By My Side er gode, velproducerede sange med stærk vokal og masser af britisk drengerøvscharme, men dog ikke imponerende.
Efter en mild midtvejskrise, kommer bandet på benene igen med Stuntman, som indledes med et drømmeagtigt elektronisk beat som monotont reciterende fortsætter gennem hele nummeret, ledsaget af Tom Meighan's gennemtrængende, sprøde vokal. Balladen British Legion byder på hengiven fascination og bidende ironi: "See how she dances with that cigarette in her hand / And she, she romances, everybody, like she can / She brings the lie and catches me again". Det er et vokal-nummer med klar fokus på teksten, og dets langstrakte, storladne afslutning trækker lytteren hovedkuls gennem infernoer af hult larmende, neonoplyste gader. Afslutningsnummeret, The Doberman er et miks stilarterne på albummets andre sange; en linie der trækkes mellem de energiladede, meget britpoppede guitarnumre og de mere afdæmpede, indadvendte ballader.
Sammenfattende står begyndelse og slutning frem som albummets højdepunkter - de midterste sange falder lidt igennem og er til fare for at drukne i efterligning af sig selv. Dog alt i alt et charmerende album med en masse på hjerte, hvor Leichester-drengene i høj grad viser sig som selvstændigt band og giver Oasis kamp til stregen i det nye årtusinde.
Tracklisting:
01. Empire
02. Shoot The Runner
03. Last Trip (In Flight)
04. Me Plus One
05. Sun Rise Light Flies
06. Apnoea
07. By My Side
08. Stuntman
09. Seek & Destroy
10. British Legion
11. The Doberman
