Ka' jeg comedy #2
En fortsat historie...anden del
Det pæne tøj er fundet frem, og i min blazer, kasket og ternede sneakers synes jeg selv, at jeg ligner noget, der kunne gå for at være en komiker, da jeg træder ind ad døren. Med adskillige aftener taget til hjælp og en god portion ulækkert gnaskeri i blyanter har jeg kreeret en 10-15 minutters comedy-rutine fokuseret på et så godt som eviggyldigt emne, bryster. Disse jokes, nedskrevet i stikordsform på et efterhånden krøllet og mørnet stykke papir, udgør min livline til i aften. Det er med dem, at jeg har planlagt at få både folk jeg kender og ikke kender til at grine. Hvilket senere skulle vise sig en kende naivt.
Jeg er dog stadig forhåbningsfuld og uvidende om den snigende elendighed, der skal præge aftenen, og giver mig tid til at få en enkelt øl, der i aften er gratis for mig og musikerne, samt hyggesnakke med gamle venner. Åh Gud, det gør ondt bare at skrive det, men nogle af dem er faktisk kun kommet for at se mig. Ak og ve. Imens jeg spiser en ubestemmelig sandwich, og folk begynder at strømme ind, hidkaldt uger i forvejen af plakater (der, bider jeg mærke i, ikke nævner stand-up som del af programmet), begynder den første følelse af usikkerhed at ramme mig.
Da jeg spørger ind til, hvornår min ven og jeg kan regne med at skulle på, kan ingen svare. Arrangørerne dribler frem og tilbage og ser travle ud og ved ikke, hvor længe de forskellige bands har tænkt sig at spille. Folk drikker allerede halvtæt nu da det første band er gået på scenen, de halvlunkne gymnasie-Tuborg og obligatoriske storvamle Cult skyllende ned i over hundrede svælg til lyden. Jeg skæver hele tiden til uret, bekymret over, at vi måske kommer på for sent, og at folk derfor vil være for fulde til at høre vores optræden.
Et hurtigt kig ind i selve festsalen, hvor scenen og de fleste mennesker er samlet, afslører, at denne frygt er temmelig berettiget. Nogle er allerede temmelig beduggede, og der bliver snakket højlydt ved bordene, hvoraf halvdelen, til min skuffelse, vender væk fra scenen. Da det, som tiden går, bliver åbenlyst, at alle bandene fyrer, hvad der virker som timevis, af ekstranumre af, stiger ubehaget ved hele foretagendet.
Stive mennesker kommer hen for at hive i min kasket og mumle uforståeligt, og en af de stivere trækker mig til side. Han er tydeligvis glad for stand-up og husker at have set mig optræde før, hvorefter han insisterer kraftigt på, at jeg laver 'den der megaseje joke om Brøndby-fans'. Jeg forstår ham ikke helt, da jeg intet forhold har eller har haft til fodbold, indtil det går op for mig, at han refererer til en af Mick Øgendahls klassiske jokes. Jeg forsøger at forklare ham dette, men han fastholder med den påståelighed, som kun bumsestive folk besidder, at det er mig, der har lavet den. Jeg frigør mig fra samtalen.
Jeg er dog stadig forhåbningsfuld og uvidende om den snigende elendighed, der skal præge aftenen, og giver mig tid til at få en enkelt øl, der i aften er gratis for mig og musikerne, samt hyggesnakke med gamle venner. Åh Gud, det gør ondt bare at skrive det, men nogle af dem er faktisk kun kommet for at se mig. Ak og ve. Imens jeg spiser en ubestemmelig sandwich, og folk begynder at strømme ind, hidkaldt uger i forvejen af plakater (der, bider jeg mærke i, ikke nævner stand-up som del af programmet), begynder den første følelse af usikkerhed at ramme mig.
Da jeg spørger ind til, hvornår min ven og jeg kan regne med at skulle på, kan ingen svare. Arrangørerne dribler frem og tilbage og ser travle ud og ved ikke, hvor længe de forskellige bands har tænkt sig at spille. Folk drikker allerede halvtæt nu da det første band er gået på scenen, de halvlunkne gymnasie-Tuborg og obligatoriske storvamle Cult skyllende ned i over hundrede svælg til lyden. Jeg skæver hele tiden til uret, bekymret over, at vi måske kommer på for sent, og at folk derfor vil være for fulde til at høre vores optræden.
Et hurtigt kig ind i selve festsalen, hvor scenen og de fleste mennesker er samlet, afslører, at denne frygt er temmelig berettiget. Nogle er allerede temmelig beduggede, og der bliver snakket højlydt ved bordene, hvoraf halvdelen, til min skuffelse, vender væk fra scenen. Da det, som tiden går, bliver åbenlyst, at alle bandene fyrer, hvad der virker som timevis, af ekstranumre af, stiger ubehaget ved hele foretagendet.
Stive mennesker kommer hen for at hive i min kasket og mumle uforståeligt, og en af de stivere trækker mig til side. Han er tydeligvis glad for stand-up og husker at have set mig optræde før, hvorefter han insisterer kraftigt på, at jeg laver 'den der megaseje joke om Brøndby-fans'. Jeg forstår ham ikke helt, da jeg intet forhold har eller har haft til fodbold, indtil det går op for mig, at han refererer til en af Mick Øgendahls klassiske jokes. Jeg forsøger at forklare ham dette, men han fastholder med den påståelighed, som kun bumsestive folk besidder, at det er mig, der har lavet den. Jeg frigør mig fra samtalen.
Nu er det tid til show. Min ven er gået på scenen efter regnen af ekstranumre og går i gang med sit sæt. Det går ikke godt. Mikrofonlyden er helt ude af trit med hans stemmeleje, da den har været brugt af et kvindeligt bandmedlem. Det næste band vælter ud på scenen og regerer med deres instrumenter og lydudstyr, hvilket har en vis forstyrrende virkning, når det foregår bogstaveligt talt mellem benene på min ven, der mere og mere desperat prøver at trænge igennem til publikum. Hvilket er det største problem: De kan intet høre.
Larmen fra fulde mennesker, klirrende flasker og feedbacklyd er sønderrivende. Nogle af de mest anstrengende typer har placeret sig direkte for hans fødder og råber op som vilde aber, sprænger balloner og smider ting op på scenen efter ham. Jeg står bag tæppet og mister i løbet af få minutter al lyst til at gå ud foran de her mennesker. Men jeg har lovet mine venner, at de skal se min optræden.
Min ven afslutter sit sæt efter at have hevet en af dem op på scenen for at høre, om han havde noget sjovt at sige. Det blev til et 'ahr YEAR!' i mikrofonen. Da jeg tager den, fortsætter larmen og råberiet, men det lykkes mig dog at lave ca. en tredjedel af mit sæt, og få grin fra nogle af dem, der opfattede, at jeg var der og kunne høre mig. Derefter forlader jeg hurtigt scenen, akkompagneret af glædesudbrud fra forscenehecklerne.
Nu er det tid til at føle sig som verdens største taber og usjoveste amatør. Jeg forvilder mig ind på et toilet og bander bittert over hele lortet, over bryster og comedy og stive gymnasieelever, og mest mig selv. Jeg har bare lyst til aldrig mere at have en mikrofon i hånden. Men da jeg har bandet færdig går noget pludselig op for mig: Jeg er nødt til at lave stand-up igen. Grunden til, at det gik galt, var ikke, at et normalt, opmærksomt publikum syntes, at jeg ikke var sjov og burde hoppe i havnen.
Jeg kan mærke, at det jeg virkelig vil have er muligheden for at prøve igen under mere rolige forhold. Ikke at hænge med snotten og flæbe. Hvis en fiasko som det her virkelig rammer mig, så er det eneste at gøre at blive ved. Jeg har lært en lektie om, hvad jeg kan tillade mig at bebrejde mig selv for, og jeg skal prøve igen. Det lover jeg mit spejlbillede, før jeg går ud til den fri bar.
Dette er ikke sidste afsnit af 'Ka' jeg comedy?', for at være lidt dramatisk.
Larmen fra fulde mennesker, klirrende flasker og feedbacklyd er sønderrivende. Nogle af de mest anstrengende typer har placeret sig direkte for hans fødder og råber op som vilde aber, sprænger balloner og smider ting op på scenen efter ham. Jeg står bag tæppet og mister i løbet af få minutter al lyst til at gå ud foran de her mennesker. Men jeg har lovet mine venner, at de skal se min optræden.
Min ven afslutter sit sæt efter at have hevet en af dem op på scenen for at høre, om han havde noget sjovt at sige. Det blev til et 'ahr YEAR!' i mikrofonen. Da jeg tager den, fortsætter larmen og råberiet, men det lykkes mig dog at lave ca. en tredjedel af mit sæt, og få grin fra nogle af dem, der opfattede, at jeg var der og kunne høre mig. Derefter forlader jeg hurtigt scenen, akkompagneret af glædesudbrud fra forscenehecklerne.
Nu er det tid til at føle sig som verdens største taber og usjoveste amatør. Jeg forvilder mig ind på et toilet og bander bittert over hele lortet, over bryster og comedy og stive gymnasieelever, og mest mig selv. Jeg har bare lyst til aldrig mere at have en mikrofon i hånden. Men da jeg har bandet færdig går noget pludselig op for mig: Jeg er nødt til at lave stand-up igen. Grunden til, at det gik galt, var ikke, at et normalt, opmærksomt publikum syntes, at jeg ikke var sjov og burde hoppe i havnen.
Jeg kan mærke, at det jeg virkelig vil have er muligheden for at prøve igen under mere rolige forhold. Ikke at hænge med snotten og flæbe. Hvis en fiasko som det her virkelig rammer mig, så er det eneste at gøre at blive ved. Jeg har lært en lektie om, hvad jeg kan tillade mig at bebrejde mig selv for, og jeg skal prøve igen. Det lover jeg mit spejlbillede, før jeg går ud til den fri bar.
Dette er ikke sidste afsnit af 'Ka' jeg comedy?', for at være lidt dramatisk.
