Connery

Hush - For All The Right Reasons

Andet udspil fra Hush er en fin country/pop-plade, der desværre aldrig bliver en klassiker.

2 ud af 6 stjerner
Hush - For All The Right Reasons
Hush debuterede for 3 år siden med pladen A Lifetime, som fik pæne anmeldelser over hele linien. Toeren For All The Right Reasons lægger sig pænt i slipstrømmen af debuten. Hush beskriver selv pladen som lidt mindre country og lidt mere amerikansk vestkyst end den foregående plade. Hush opnåede i øvrigt en vis mængde succes med debuten i udlandet, og har bl.a. vundet The European Border Breaker Award og turneret i udlandet over en længere periode.

For All The Right Reasons er en af de slags plader, der er svære at hade. For Hush gør det godt. Musikken smyger sig om lytteren, og skaber en lækker stemning. Dorthe Gerlachs stemme er blød, behagelig og indtagende, og sender tankerne i retning af både Dolly Parton og Stevie Nicks fra Fleetwood Mac. Hendes stemme kommer bedst til sin ret på numre som The Custodian og Wishes, hvor instrumenterne blot spinder et fint og spinkelt net om det centrale i nummeret, nemlig vokalen.
  
Lyden er blød og velproduceret og melodierne er drejet flot. Også nummeret Can't Shake The Doubt skal fremhæves, mens nummeret Ease The Pain desværre er både ordinært og banalt, og i bedste fald blot fyld.

For All The Right Reasons er desværre en af de plader, som aldrig bliver en klassiker. Den er som en florlet sommerbluse: Favorit hele sommeren igennem, fuld af gode minder og tanker, men pludselig en dag, hen på efteråret mister den sin glans. Er den pludselig ikke lidt falmet? Og så havner den inderst i skabet. Sådan er det desværre med Hush. De besidder en evne til at fange dig i nuet, men musikken har ikke substans til at være meget andet end et flygtigt minde.

Trackliste:
1. For All The Right Reasons
2. Shake Your Head
3. Everybody's Talking
4. The Custodian
5. Miles Away
6. Stuck
7. Can't Shake The Doubt
8. Ease The Pain
9. No Deliverance
10. Summer's Day
11. Wishes
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce