Fall Out Boy fik taget til at lette på Vega
Punkrockbandet Fall Out Boy spillede for et totalt udsolgt Vega onsdag d. 21. marts. Det var en lidt blandet fornøjelse.
Da Vega lagde scene til amerikanske Fall Out Boy stormede over tusinde opstemte koncertgængere ind gennem spillestedets døre. Det var hovedsagligt teenagepiger, der var repræsenteret; Boogie-generationen fristes man til at tilføje. Der er ingen tvivl om, at de slugte hver en bid af den godt halvanden time lange koncert med hud, hår og - grundet luftfugtigheden - sikkert også lidt sved og tårer.
Som man næsten havde forventet gik bandet på en smule over tid, og publikum var ved at sprænges af spænding. Ved selv den mindste ændring i lysshowet begyndte de at råbe "F.O.B" og skrige, som var de fire fyre allerede at finde på scenen. Endelig skete det, Fall Out Boy dukkede op, og der blæste en ekstatisk hvinen gennem salen med en decibel som en jetjager. Mobiltelefoner poppede op og der bredte sig et inferno af grøn/gule displays over hele linjen, mens bandet trykkede den af til aftenens første nummer. Det var tydeligt, at det var resultatet af flere dage, måske måneders, ventetid der blev forløst. Fantastisk!
Midt i tredje nummer, et af deres store hits, Sugar We're Going Down, gik bassisten frem og viste en overraskende omsorg for sine fans. Han bad inderligt om, at folk ville træde lidt tilbage, så dem foran ikke blev mast. Det så ud til at have en øjeblikkelig effekt, så koncerten kunne fortsætte. Egentlig tror jeg ikke folk havde en reel risiko for at falde, men en konstant masen måtte være uundgåelig, da stedet var så tætpakket, at man ikke kunne røre sig. Der herskede dog ingen tvivl om, at publikum var vilde med oplevelsen, deres arme forblev oppe under hele koncerten og der blev sunget med og jublet i et væk. Bassisten storsmilede tilbage til de omkring 1400 henrykte ansigter; en medrivende opdagelse. Jeg har sjældent oplevet noget lignende på dansk jord. Det var virkelig et kick at stå og være en del af sindssygt lækker musik og glade mennesker.
Som man næsten havde forventet gik bandet på en smule over tid, og publikum var ved at sprænges af spænding. Ved selv den mindste ændring i lysshowet begyndte de at råbe "F.O.B" og skrige, som var de fire fyre allerede at finde på scenen. Endelig skete det, Fall Out Boy dukkede op, og der blæste en ekstatisk hvinen gennem salen med en decibel som en jetjager. Mobiltelefoner poppede op og der bredte sig et inferno af grøn/gule displays over hele linjen, mens bandet trykkede den af til aftenens første nummer. Det var tydeligt, at det var resultatet af flere dage, måske måneders, ventetid der blev forløst. Fantastisk!
Midt i tredje nummer, et af deres store hits, Sugar We're Going Down, gik bassisten frem og viste en overraskende omsorg for sine fans. Han bad inderligt om, at folk ville træde lidt tilbage, så dem foran ikke blev mast. Det så ud til at have en øjeblikkelig effekt, så koncerten kunne fortsætte. Egentlig tror jeg ikke folk havde en reel risiko for at falde, men en konstant masen måtte være uundgåelig, da stedet var så tætpakket, at man ikke kunne røre sig. Der herskede dog ingen tvivl om, at publikum var vilde med oplevelsen, deres arme forblev oppe under hele koncerten og der blev sunget med og jublet i et væk. Bassisten storsmilede tilbage til de omkring 1400 henrykte ansigter; en medrivende opdagelse. Jeg har sjældent oplevet noget lignende på dansk jord. Det var virkelig et kick at stå og være en del af sindssygt lækker musik og glade mennesker.
Min vurdering af koncerten er dog ikke lutter rosende ord og opadvendte tommelfingre. Jeg synes i allerhøjeste grad, at deres sceneshow var for tilbageholdende. Fall Out Boy leverede toner og sang i topklasse men uden at røre synderligt på sig, med undtagelse af guitaristen, der perfomancemæssigt nåede ud til publikum under numrene. Bassisten, der i øvrigt skriver alle sangene, var den eneste der talte til de fremmødte fans mellem numrene. Hans ord vakte da også stor begejstring, sandsynligvis fordi han samtidig er bandets "pretty face". Desværre talte han gang på gang alt for længe, så interesse-effekten dalede inden han var færdig. Med andre ord døde stemningen gentagne gange for så at vende tilbage med fuld effekt når bandet igen begyndte at spille. Det er synd, når han kunne have holdt den oppe i plusfeltet ved at have talt bare ét minut mindre hver gang. Forsangeren er en sky fyr, der næsten ikke engang så sit publikum i øjnene. Han er dog en fabelagtig sanger, og hans tekniske performance var upåklagelig.
I pausen var vi vidne til en begivenhed jeg for det første aldrig før har oplevet og som for det andet var så helt igennem intetsigende og idiotisk, at jeg aldrig håber, jeg oplever noget lignende igen. Ind på scenen kom en fedladen mand, der ikke kunne skjule, at han have drukket ret tæt hele aftenen. Han tog mikrofonen, og præsenterede sig som ven af bandet. Herefter udvalgte han to koncertgængere, en pige og en dreng. Så langt så godt, forventningen var stor: skulle de møde bandet? Skulle de synge med på et nummer? Eller var Fall Out Boy gået Weezer i bedene og havde lavet en event-konkurrence? (Weezer lavede en konkurrence på en tour, hvor de under hver koncert tog en pige op på scenen og gav hende penge, hvis hun ville lade sig kronrage af forsangeren). Nej, ingen af mine bud holdt stik. De to udvalgte skulle simpelthen blot slå manden så hårdt de overhovedet magtede i hovedet! Det var som en one-shot Fight-Club-seance, der for mig at se ikke hører hjemme på en scene, men på en bar blandt "gutterne". Ligegyldig underholdning, det var hvad det var, og det virkede nu heller ikke som om mine omgivelser var uenige i den påstand.
Efter pausen fortsatte Fall Out Boy, hvor de slap, og kørte koncerten hjem til stor fornøjelse for alle. Der manglede intet på setlisten, og at de ikke leverede ekstranummer er, hvad man kan forvente af et amerikansk band. De kan bryste sig af, at være i stand til at skrive det ene lækre hit efter det andet, og beviste til koncerten i Vega, at de også formår at holde standarden live. Deres lysshow var fascinerende og lyden var helt ideel - de havde dog også medbragt alt deres eget grej, så intet ville halte.
Lad mig understrege, at der var rigtig godt gang i Vega den aften. Publikum elskede dem, og jeg er bestemt stor tilhænger af deres musik. Hvis blot de alle havde gidet at vise deres entusiastiske publikum lidt større interesse, snakket lidt mindre og så i øvrigt fundet på et andet pause-koncept. Så havde jeg været tilbøjelig til at give koncerten topkarakter. Det skete bare ikke, så jeg kan desværre kun give oplevelsen et 4-tal.
I pausen var vi vidne til en begivenhed jeg for det første aldrig før har oplevet og som for det andet var så helt igennem intetsigende og idiotisk, at jeg aldrig håber, jeg oplever noget lignende igen. Ind på scenen kom en fedladen mand, der ikke kunne skjule, at han have drukket ret tæt hele aftenen. Han tog mikrofonen, og præsenterede sig som ven af bandet. Herefter udvalgte han to koncertgængere, en pige og en dreng. Så langt så godt, forventningen var stor: skulle de møde bandet? Skulle de synge med på et nummer? Eller var Fall Out Boy gået Weezer i bedene og havde lavet en event-konkurrence? (Weezer lavede en konkurrence på en tour, hvor de under hver koncert tog en pige op på scenen og gav hende penge, hvis hun ville lade sig kronrage af forsangeren). Nej, ingen af mine bud holdt stik. De to udvalgte skulle simpelthen blot slå manden så hårdt de overhovedet magtede i hovedet! Det var som en one-shot Fight-Club-seance, der for mig at se ikke hører hjemme på en scene, men på en bar blandt "gutterne". Ligegyldig underholdning, det var hvad det var, og det virkede nu heller ikke som om mine omgivelser var uenige i den påstand.
Efter pausen fortsatte Fall Out Boy, hvor de slap, og kørte koncerten hjem til stor fornøjelse for alle. Der manglede intet på setlisten, og at de ikke leverede ekstranummer er, hvad man kan forvente af et amerikansk band. De kan bryste sig af, at være i stand til at skrive det ene lækre hit efter det andet, og beviste til koncerten i Vega, at de også formår at holde standarden live. Deres lysshow var fascinerende og lyden var helt ideel - de havde dog også medbragt alt deres eget grej, så intet ville halte.
Lad mig understrege, at der var rigtig godt gang i Vega den aften. Publikum elskede dem, og jeg er bestemt stor tilhænger af deres musik. Hvis blot de alle havde gidet at vise deres entusiastiske publikum lidt større interesse, snakket lidt mindre og så i øvrigt fundet på et andet pause-koncept. Så havde jeg været tilbøjelig til at give koncerten topkarakter. Det skete bare ikke, så jeg kan desværre kun give oplevelsen et 4-tal.
