Brett Anderson - Brett Anderson
Aldrende halvfemserikon udsender skuffende solodebut.
Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der husker engelske Brett Anderson's stormagtsdage som den hoftevridende, mikrofonsvingende forsanger i det trendsættende britpopband Suede. På samme måde er jeg helt sikkert heller ikke den eneste, der aften efter aften og nat efter nat har stirret mig blind på fotografier af den smækre brite med det androgyne look og det sortglinsende pandehår. Ikonet Brett Anderson har gennem halvfemserne sunget sig ind på nethinden af en hel generation af håbløse drømmere, smukke tabere og fortabte teenageeksistenser. Men nu er det definitivt slut, må jeg med grådkvalt stemme erkende, efter at have lyttet til hans første soloudspil, som ellers ifølge ham selv skulle være noget af det bedste, han til dato har formået at skabe.
"The history of this fucking band is ridiculous. It's like Machiavelli rewriting Fear and Loathing in Las Vegas. It involves a cast of thousands. It should star Charlton Heston ... It's like a pram that's just been pushed down a hill. It's always been fiery and tempestuous and really on the edge and it never stops. I don't think it ever will." Således beskrev Brett Anderson tilbage i 1994 et Suede, der dengang både musikalsk, lyrisk og popularitetsmæssigt var på sit højeste. Både før og siden har bandet oplevet adskillige op- og nedture. Suede's gloværdige karriere startede i det små helt tilbage i 1989, da barndomsvennerne Brett Anderson og Mat Osman påbegyndte et musikalsk samarbejde på flugt fra kedsomhed og social udstødelse i Brighton-forstaden Heywards Heath. Et par år senere rekrutterede de den kommende stjerneguitarist, Bernard Butler, samt trommeslager Simon Gilbert, og i 1992 var de fire ambitiøse arbejderklassedrenge klar til at erobre verden med førstesinglen The Drowners. I marts året efter udkom bandets første, selvbetitlede album, som bragede ind på hitlisterne og blev det hurtigst sælgende album i Storbritannien. Dengang var Suede allerede godt i gang med at danne myte, og med sine bramfri udtalelser om alt fra sin omdiskuterede seksualitet til sit massive stofmisbrug, var Brett godt forsidestof. Desuden gjorde han sig hurtigt kendt for sin stærkt erotiske sceneoptræden, hvor han tændte ilden i utallige pige- og drengehjerter ved at spanke sig selv med mikrofonen.
I 1994 fulgte bandet op på successen med det kritikerroste album Dog Man Star, der med sin ekstremt fintfølende balance mellem farlig vildskab og smuk sårbarhed er at regne som en moderne klassiker. Dog skulle lykken åbenbart ikke vare evigt, for kort før albummets udgivelse, blev det offentliggjort, at Bernard Butler havde forladt gruppen på grund af interne stridigheder. Med ham forsvandt også bandets evne til at forny sig. Sangskriverduoen Anderson-Butler kunne ikke længere bestå, og musikken var ikke længere den samme uden Butler's skærende, øresønderrivende smukke guitarspil. Richard Oakes, hans dengang kun 17-årige stedfortræder, var bestemt ikke nogen dårlig guitarist, men alligevel lykkedes det aldrig rigtigt for Suede at komme sig over tabet. Coming Up fra 1996 var en stor salgssucces og på mange måder et udemærket album, men nerven fra Dog Man Star var for evigt tabt, og det skulle vise sig, at dette tredje album indeholdt de absolut sidste krampetrækninger inden et gennemført kunstnerisk dødvande. Suede's sidste to albums inden opløsningen i 2003, Head Music og A New Morning, er dårlige efterligninger af, hvordan bandet lød, da de var på toppen, så egentlig kom det ikke bag på nogen, at medlemmerne valgte at gå hver til sit.
Efter Suede gik der en lang periode, hvor man intet hørte fra Brett. Derfor spredtes der ekstrem glæde blandt de mange efterladte Suede-fans, da det utænkelige skete, at han og Butler valgte at begrave stridsøksen og finde sammen igen, denne gang under navnet The Tears. Men desværre skulle glæden ikke vare længe, eftersom The Tears' første og eneste album, Here Come The Tears, viste sig at være intet andet end et halvhjertet forsøg på at vende tilbage til fordums storhed.
Og nu er Brett så gået solo. Af uvisse årsager havde jeg og adskillige andre tilhængere en sejlivet men åbenlyst blind tiltro til, at den nu snart 40-årige sanger og sangskriver stadig ville være i stand til at skabe noget stort og nyskabende. På udgivelsesdatoen, mandag den 26. marts, var jeg ikke den eneste, der opstemt stormede ind i den lokale pladebutik og kastede mig frådende over ham i skikkelse af cd'en, som han i et anfald af ekstrem kreativitet har valgt at opkalde efter sig selv. Men allerede efter første gennemlytning, måtte jeg sorgfuldt erkende, at der ikke var noget at hente. Intet, bortset fra et skingert budskab om, at man skal stoppe mens legen er god. Altså også, når man hedder Brett Anderson.
I et interview med det britiske musikmagasin NME, har Brett i en tåge af overdreven selvsikkerhed udtalt, at soloalbummet ville drage paralleler tilbage til det gamle Suede, og at det var at sammenligne med (det usammenligneligt fantastiske) Dog Man Star. Denne udtalelse burde han have sparet sig, eftersom det nye album er fuldstændig blottet for relevans. Man kan høre allerede på førstesinglen og cd'ens første nummer, Love is Dead, at den engang så fanden-i-voldske og tændte, evigt unge rockpoet er ved at blive godt gammeldags træt og fantasiforladt. Bedre bliver det ikke albummet igennem. Selvom Brett's stemme bestemt ikke fejler noget, og selvom den på mange måder er blevet renere og mere fokuseret, efter at hans krop er blevet renset for
At Brett er ved at blive gammel og udtømt ses i høj grad og vel nærmest især ud fra udviklingen i hans lyriske univers. Efter en optimistisk periode omkring Suede's A New Morning og i særdeleshed Here Come The Tears, er han gået tilbage til at besynge det melankolske og indadvendte. Dog på en helt anden måde end tidligere. Jovist kredser han stadig omkring de samme temaer som i Suede, og jovist er han stadig forankret i det samme vokabularium. Men selvom han stadig tager brug af karakteristiske Suede-vendinger som f.eks. "plastic people", "my love she's like a cruel disease", your love's like an antidote to the pain" og "move like a mashine", gør han det ikke med samme meningsfuldhed som før. Faktisk lyder det som om, at han mest af alt tager brug af disse for Suede-kendere interne fraser, fordi han ikke rigtig kan finde på andet at sige i stedet. Eller (som han formentligt et godt stykke af vejen vil slippe afsted med), for at generobre de mange fanhjerter, der før i tiden faldt på knæ for ordvalget på Suede's første albums.
Det fremgår tydeligt, at det aldrende halvfemserikon denne gang har villet lave et særdeles personligt album. På coveret ser man Brett sidde afslappet i sin stilfulde London-lejlighed, mens hans kat smyger sig dovent på sofaens ryglæn, og det har i mange forbindelser været vigtigt for ham at påpege, at albummet ikke indeholder hverken gæster eller gimmicks; kun ham og musikken. Desuden har han i dagene op til udgivelsen uploadet en række små filmklip på YouTube, hvor man kan se ham udføre intime versioner af de nye sange på enten klaver eller akustisk guitar. Derfor kunne man forvente, at man nu ville få en helt ny side af sangeren at se, men det mest overraskende på Brett Anderson's soloalbum er desværre, at han lyder nærmest forbløffende meget, som han plejer.
Det er ikke fordi, at han ikke prøver at tage nye temaer op. På The More We Possess The Less We Own Of Ourselves bliver han politisk på en mere direkte måde, end man før har oplevet ham, nemlig ved at kritisere forbrugersamfund og konsumerisme i en beskrivelse af kvinden, der mister sig selv gennem et forsøg på at skabe en identitet via materielle goder. Tilsvarende beretter han på albummets afslutningsnummer, Song For My Father, om sin afdøde far, som han forestiller sig engang at møde i Himmeriget. Også på One Lazy Morning flirter han med det religiøse: "One lazy morning when life is a breeze / One lazy morning am I gonna find Jesus in me?". I det hele taget møder vi på Brett Anderson en meget anderledes person, end den rebelske Suede-forsanger med det nihilistiske livssyn og den ungdommelige oprørstrang. Faktisk er der noget der tyder på, at manden er blevet blød på sine gamle dage. Tendensen strækker sig endda så langt, som at han på et af albummets størst anlagte ballader, Intimacy, synger om ønsket om at smelte sammen med kvinden i sit liv og blive ét med hende. Denne satte hengivenhed misklæder ham i en grad, som ord knapt kan beskrive.
Selvom Brett Anderson forsøger at være mere hudløs end nogensinde før, og selvom det formentlig er lykkedes for ham at slippe ud med sine indre dæmoner gennem albummets utallige konfessioner, er soloudspillet fuldstændig blottet for variation. Alle numrene er velproducerede, melodiske popballader, godt søbet ind i alt hvad hjertet kan begære af strygere, keyboards og guitar - men de er så ens, at de som helhed lyder som en bleg sødsuppe af klichéer. Desuden er han langt fra oppe i Bernard Butlers liga som guitarist, selvom han sikkert selv naivt hviler i denne tro bag sine klare tensenser til storhedsvanvid. Bagest i coveret dedikerer han albummet til mindet om sin mor og far, hvilket på sin vis er et kløgtigt træk, eftersom dets indhold er så godt skjult i blankpoleret overflade, at formentlig kun hans forældre ville have kunnet se kvaliteten i det. Albummet får to små, blegt skinnende stjerner fra min side. Mesterværket Dog Man Star er nu for alvor at kategorisere som fjern fortid, og i nutiden tegnes billedet af en halvgammel, småkedelig og virkelighedsfjern popsanger, der allerede for lang tid siden burde have trukket sig tilbage fra studiet for at nyde sit otium.
Tracklisting:
01. Love Is Dead
02. One Lazy Morning
03. Dust and Rain
04. Intimacy
05. To The Winter
06. Scorpio Rising
07. The Infinite Kiss
08. Colour Of The Night
09. The More We Possess The Less We Own Of Ourselves
10. Ebony
11. Song For My Father
"The history of this fucking band is ridiculous. It's like Machiavelli rewriting Fear and Loathing in Las Vegas. It involves a cast of thousands. It should star Charlton Heston ... It's like a pram that's just been pushed down a hill. It's always been fiery and tempestuous and really on the edge and it never stops. I don't think it ever will." Således beskrev Brett Anderson tilbage i 1994 et Suede, der dengang både musikalsk, lyrisk og popularitetsmæssigt var på sit højeste. Både før og siden har bandet oplevet adskillige op- og nedture. Suede's gloværdige karriere startede i det små helt tilbage i 1989, da barndomsvennerne Brett Anderson og Mat Osman påbegyndte et musikalsk samarbejde på flugt fra kedsomhed og social udstødelse i Brighton-forstaden Heywards Heath. Et par år senere rekrutterede de den kommende stjerneguitarist, Bernard Butler, samt trommeslager Simon Gilbert, og i 1992 var de fire ambitiøse arbejderklassedrenge klar til at erobre verden med førstesinglen The Drowners. I marts året efter udkom bandets første, selvbetitlede album, som bragede ind på hitlisterne og blev det hurtigst sælgende album i Storbritannien. Dengang var Suede allerede godt i gang med at danne myte, og med sine bramfri udtalelser om alt fra sin omdiskuterede seksualitet til sit massive stofmisbrug, var Brett godt forsidestof. Desuden gjorde han sig hurtigt kendt for sin stærkt erotiske sceneoptræden, hvor han tændte ilden i utallige pige- og drengehjerter ved at spanke sig selv med mikrofonen.
I 1994 fulgte bandet op på successen med det kritikerroste album Dog Man Star, der med sin ekstremt fintfølende balance mellem farlig vildskab og smuk sårbarhed er at regne som en moderne klassiker. Dog skulle lykken åbenbart ikke vare evigt, for kort før albummets udgivelse, blev det offentliggjort, at Bernard Butler havde forladt gruppen på grund af interne stridigheder. Med ham forsvandt også bandets evne til at forny sig. Sangskriverduoen Anderson-Butler kunne ikke længere bestå, og musikken var ikke længere den samme uden Butler's skærende, øresønderrivende smukke guitarspil. Richard Oakes, hans dengang kun 17-årige stedfortræder, var bestemt ikke nogen dårlig guitarist, men alligevel lykkedes det aldrig rigtigt for Suede at komme sig over tabet. Coming Up fra 1996 var en stor salgssucces og på mange måder et udemærket album, men nerven fra Dog Man Star var for evigt tabt, og det skulle vise sig, at dette tredje album indeholdt de absolut sidste krampetrækninger inden et gennemført kunstnerisk dødvande. Suede's sidste to albums inden opløsningen i 2003, Head Music og A New Morning, er dårlige efterligninger af, hvordan bandet lød, da de var på toppen, så egentlig kom det ikke bag på nogen, at medlemmerne valgte at gå hver til sit.
Efter Suede gik der en lang periode, hvor man intet hørte fra Brett. Derfor spredtes der ekstrem glæde blandt de mange efterladte Suede-fans, da det utænkelige skete, at han og Butler valgte at begrave stridsøksen og finde sammen igen, denne gang under navnet The Tears. Men desværre skulle glæden ikke vare længe, eftersom The Tears' første og eneste album, Here Come The Tears, viste sig at være intet andet end et halvhjertet forsøg på at vende tilbage til fordums storhed.
Og nu er Brett så gået solo. Af uvisse årsager havde jeg og adskillige andre tilhængere en sejlivet men åbenlyst blind tiltro til, at den nu snart 40-årige sanger og sangskriver stadig ville være i stand til at skabe noget stort og nyskabende. På udgivelsesdatoen, mandag den 26. marts, var jeg ikke den eneste, der opstemt stormede ind i den lokale pladebutik og kastede mig frådende over ham i skikkelse af cd'en, som han i et anfald af ekstrem kreativitet har valgt at opkalde efter sig selv. Men allerede efter første gennemlytning, måtte jeg sorgfuldt erkende, at der ikke var noget at hente. Intet, bortset fra et skingert budskab om, at man skal stoppe mens legen er god. Altså også, når man hedder Brett Anderson.
I et interview med det britiske musikmagasin NME, har Brett i en tåge af overdreven selvsikkerhed udtalt, at soloalbummet ville drage paralleler tilbage til det gamle Suede, og at det var at sammenligne med (det usammenligneligt fantastiske) Dog Man Star. Denne udtalelse burde han have sparet sig, eftersom det nye album er fuldstændig blottet for relevans. Man kan høre allerede på førstesinglen og cd'ens første nummer, Love is Dead, at den engang så fanden-i-voldske og tændte, evigt unge rockpoet er ved at blive godt gammeldags træt og fantasiforladt. Bedre bliver det ikke albummet igennem. Selvom Brett's stemme bestemt ikke fejler noget, og selvom den på mange måder er blevet renere og mere fokuseret, efter at hans krop er blevet renset for
At Brett er ved at blive gammel og udtømt ses i høj grad og vel nærmest især ud fra udviklingen i hans lyriske univers. Efter en optimistisk periode omkring Suede's A New Morning og i særdeleshed Here Come The Tears, er han gået tilbage til at besynge det melankolske og indadvendte. Dog på en helt anden måde end tidligere. Jovist kredser han stadig omkring de samme temaer som i Suede, og jovist er han stadig forankret i det samme vokabularium. Men selvom han stadig tager brug af karakteristiske Suede-vendinger som f.eks. "plastic people", "my love she's like a cruel disease", your love's like an antidote to the pain" og "move like a mashine", gør han det ikke med samme meningsfuldhed som før. Faktisk lyder det som om, at han mest af alt tager brug af disse for Suede-kendere interne fraser, fordi han ikke rigtig kan finde på andet at sige i stedet. Eller (som han formentligt et godt stykke af vejen vil slippe afsted med), for at generobre de mange fanhjerter, der før i tiden faldt på knæ for ordvalget på Suede's første albums.
Det fremgår tydeligt, at det aldrende halvfemserikon denne gang har villet lave et særdeles personligt album. På coveret ser man Brett sidde afslappet i sin stilfulde London-lejlighed, mens hans kat smyger sig dovent på sofaens ryglæn, og det har i mange forbindelser været vigtigt for ham at påpege, at albummet ikke indeholder hverken gæster eller gimmicks; kun ham og musikken. Desuden har han i dagene op til udgivelsen uploadet en række små filmklip på YouTube, hvor man kan se ham udføre intime versioner af de nye sange på enten klaver eller akustisk guitar. Derfor kunne man forvente, at man nu ville få en helt ny side af sangeren at se, men det mest overraskende på Brett Anderson's soloalbum er desværre, at han lyder nærmest forbløffende meget, som han plejer.
Det er ikke fordi, at han ikke prøver at tage nye temaer op. På The More We Possess The Less We Own Of Ourselves bliver han politisk på en mere direkte måde, end man før har oplevet ham, nemlig ved at kritisere forbrugersamfund og konsumerisme i en beskrivelse af kvinden, der mister sig selv gennem et forsøg på at skabe en identitet via materielle goder. Tilsvarende beretter han på albummets afslutningsnummer, Song For My Father, om sin afdøde far, som han forestiller sig engang at møde i Himmeriget. Også på One Lazy Morning flirter han med det religiøse: "One lazy morning when life is a breeze / One lazy morning am I gonna find Jesus in me?". I det hele taget møder vi på Brett Anderson en meget anderledes person, end den rebelske Suede-forsanger med det nihilistiske livssyn og den ungdommelige oprørstrang. Faktisk er der noget der tyder på, at manden er blevet blød på sine gamle dage. Tendensen strækker sig endda så langt, som at han på et af albummets størst anlagte ballader, Intimacy, synger om ønsket om at smelte sammen med kvinden i sit liv og blive ét med hende. Denne satte hengivenhed misklæder ham i en grad, som ord knapt kan beskrive.
Selvom Brett Anderson forsøger at være mere hudløs end nogensinde før, og selvom det formentlig er lykkedes for ham at slippe ud med sine indre dæmoner gennem albummets utallige konfessioner, er soloudspillet fuldstændig blottet for variation. Alle numrene er velproducerede, melodiske popballader, godt søbet ind i alt hvad hjertet kan begære af strygere, keyboards og guitar - men de er så ens, at de som helhed lyder som en bleg sødsuppe af klichéer. Desuden er han langt fra oppe i Bernard Butlers liga som guitarist, selvom han sikkert selv naivt hviler i denne tro bag sine klare tensenser til storhedsvanvid. Bagest i coveret dedikerer han albummet til mindet om sin mor og far, hvilket på sin vis er et kløgtigt træk, eftersom dets indhold er så godt skjult i blankpoleret overflade, at formentlig kun hans forældre ville have kunnet se kvaliteten i det. Albummet får to små, blegt skinnende stjerner fra min side. Mesterværket Dog Man Star er nu for alvor at kategorisere som fjern fortid, og i nutiden tegnes billedet af en halvgammel, småkedelig og virkelighedsfjern popsanger, der allerede for lang tid siden burde have trukket sig tilbage fra studiet for at nyde sit otium.
Tracklisting:
01. Love Is Dead
02. One Lazy Morning
03. Dust and Rain
04. Intimacy
05. To The Winter
06. Scorpio Rising
07. The Infinite Kiss
08. Colour Of The Night
09. The More We Possess The Less We Own Of Ourselves
10. Ebony
11. Song For My Father
