Anmeldelse: Avatar: The Way of Water

Modern Family

Ligesom i virkeligheden er der også gået en del år på planeten Pandora. Jake Sully (Sam Worthington) er faldet godt til i det idylliske skovområde og han har sågar stiftet familie med Na'vi prinsessen Neytiri (Zoe Saldaña). Sammen har de tre børn, der er halvt Na'vi, halvt menneske. Teenage-brødrene Neteyam (Jamie Flatters) og Lo'ak (Britain Dalton) og datteren Tuk (Trinity Jo-Li Bliss), samt adoptivbarnet Kiri der er datter af Dr. Grace Augustine (Sigourney Weaver), som ligger i koma.

’Under the Sea’

Alt ånder fred, menneskene er sendt tilbage til jorden og Na'vi folket har genfundet harmonien med naturen, men lykken varer ikke evigt, for en dag opdager Jake en ny stjerne på himlen, hvilket kun kan betyde én ting: Menneskene er på vej retur til Pandora.

Water World

Sully-familien vælger derfor at flygte til en anden del af Pandora, der er omgivet af vand. Her bor Metkayina-stammen, der udover at være er grønne, også kan opholde sig under vandet i timevis. Det er noget af en omvæltning for familien, der er vant til skov- og bjergområder og ikke alle i stammen er lige glade for Sully-familien.

‘They drew first blood’

Heller ikke i Metkayina ånder idyllen fred ret længe, for Oberst Miles Quaritch (Stephen Lang), der ellers var formodet død, er nu selv blevet en avatar og er ude efter Jake og Neytiris blod. Han organiserer derfor en storstilet aktion for at finde Sully familien og hævne sig på dem.

A Bigger Splash

Avatar: The Way of Water er en ordentlig krabat med en spilletid på over tre timer. Der er mange nye karakterer at hold styr på, men Cameron har valgt at fokusere anden del af historien på Jake og Neytiris børn og især sønnen Lo'ak, der konstant kommer ud i problemer. Ambitionsniveauet har ligesom spilletiden også fået en tak i vejret og man bliver endnu en gang voldsomt imponeret over de smukke billeder og den World Building som Cameron og hans hold af teknikere har skabt. 

Greatest Hits

Denne gang er det som sagt vand, der er stjernen og det er et element som Cameron er vel bekendt med. The Abyss og Titanic banede vejen og der virker som om at rejsen nu er kommet full circle for Cameron. I det hele taget føles filmen lidt som en Cameron 'greatest hits', da der er mange små (og store) referencer til hans tidligere film.

’Se Venedig og Dø’

Til de mange undervandsscener har han fået bygget et specialdesignet undervandskamera af Sony ved navn "Venice", der kan gengive motion capture effekten, som bruges til at optage skuespillernes bevægelser, før de omdannes til Na'vier og jeg mindes ikke at jeg nogensinde har set så vellykket CGI.

More (of the same)

Historien er - ikke meget - men en smule mere original og mere kompliceret end Avatar (2009). Alligevel minder 2'eren meget om 1'eren, for selvom der denne gang er mere historie og flere karakterer at holde styr på, så er det et forholdsvist simpelt narrativ, Cameron endnu en gang holder sig til. Det handler om familie, om hævn, om krig og om et dyrebart materiale som nogle griske pengemænd vil have fat i.

Snooze fest 2.0

Fordi 2'eren blot er mere af det samme, så må jeg ærlig talt sige at jeg kedede mig undervejs. Cameron kan godt lide at gentage sig selv, hvilket resulterer i at man får banket den samme pointe inde igen og igen, så selv karakterer i filmen kommenterer på det.

Den svære 2’er

The Way of Water lider generelt af det klassiske "problem" med fortsættelser: den er nummer 2 i en pentalog (muligvis kun en trilogi alt afhængigt af, hvordan 2'eren klarer sig i biograferne) og ligesom med Lord of the Rings: The Two Towers (2002) og Star Wars: The Last Jedi (2017), for blot for at nævne et par stykker, så er den anden film i rækken altid den sværeste at lave, for den er i sagens natur ikke en afsluttet historie. Det samme er gældende for The Way of Water, som også blot lader til at træde vande (no pun intended).

’Spectacular Spectacular’

Det er derfor "the spectacle" man skal gå i biffen og se 2'eren for. Den tekniske side af filmen er nemlig uovertruffen. CGI'en er detaljeret i en grad hidtil uset på det store lærred. Fuldkommen mageløst! Filmen vises i IMAX og i 3D og er man til disse, så skuffer The Way of Water bestemt heller ikke på det punkt. Filmen vises heldigvis også i gammeldags 2D, så der er noget for enhver smag.

Water waste of time…

I sidste ende gik jeg dog lettere skuffet ud af biografen, selvom jeg egentlig fik hvad jeg forventede. Bortset fra det rent tekniske, som ja, er virkeligt imponerende, så bringer Avatar: The Way of Water ikke så meget nyt med sig, som jeg måske havde håbet på. Filmen er helt klart minded på et yngre publikum og de vil sikkert finde den ganske underholdende, hvis de kan holde fokus i 3 timer.

Nope

For til slut at vende tilbage til mit spørgsmål om, hvorvidt 2'eren har været ventetiden værd, så må svaret blive nej. Det er en udmærket actionfilm, men den mangler nogle karakterer man virkelig holder af, for at investere 3+ timer af sin dag på historien. Forhåbentligt er 3'eren, der kommer til næste år, bedre end denne film, men jeg har ikke tænkt mig at holde vejret for den…