Mit første marathon - Del 2
Gæsteskribenten fortæller om sit første marathon.
Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg skulle finde ind i min egen rytme, men vores tempo passede virkelig godt. Jeg skulle finde ind i et tempo på 4.35 minutter pr. kilometer, så da jeg så min mellemtid efter de to kilometer, som var på 8.57, viste det sig, at det var et meget fornuftigt tempo, vi havde lagt ud i. Efter tyskeren havde kigget på sit ur, kiggede han også over på mig, og sagde "sehr gut!".
Der var nu omkring 40 kilometer igen, men så langt tænker man ikke. Målstregen var både langt væk fysisk og mentalt. Tankerne var hele tiden på, hvad mellemtiden var ved næste kilometer. Man bliver simpelthen nødt til at dele løbet op i små stykker, og så sætte sig nogle delmål, ellers bliver det simpelthen for uoverskueligt og urealistisk. Delmål som ændrer sig i takt med, at man får nye mellemtider.
Lidt efter vi havde rundet de to kilometer, drejede vi skarpt til højre, og kom væk fra den sekssporede boulevard. Næsten samtidig begynder vi at indhente de bagerste fra den gruppe, der blev sendt afsted før os. Nu blev der virkelig trængt. Jeg lå stadig sammen med tyskeren, og vi skiftedes til at trække hinanden igennem gruppen af andre løbere. Han var virkelig fantastisk, og hver gang han skar ind mellem løbere, sørgede han for, at jeg var med. Han kiggede sig tilbage, så han ikke tabte mig. Det var helt sikkert ikke hans første maraton. Han var virkelig rutineret, og han gled sig simpelthen igennem de andre løbere.
Det var halsbrækkende at krydse fortov og cykelsti, men det var simpelthen nødvendigt for at komme frem. Nogle gange blev man nødt til at gå ned i fart, næsten gå, for så at accelerere forbi en gruppe af løbere. De temposkift var virkelig frustrerende, og værst af alt, så kostede de mange kræfter. Det var frustrerende ikke at kunne finde ind i en fast rytme. Indenfor de første 5 kilometer varierede min kilometertid mellem 4.20 og 5.08 minutter. Uret viste 22.54 minutter, da jeg passerede 5 kilometermærket. Det var helt perfekt. Det hele gik efter planen.
Der var ikke nogle deciderede bakker på ruten, men det gik en lille smule op efter de 5 kilometer, og "på toppen" kunne man se langt frem. Der var helt sort af mennesker. Mennesker som skinnede sig i de stråler fra solen, der kunne nå igennem de høje træer, der dannede en gammeldags allé. Vi var ikke 40.000 løbere, vi var én gruppe løbere.
Langs hele ruten stod der publikum og heppede. Nogle stod med skilte med deres mand/kærestes navn, andre klappede hænder på tilfældige løbere. Et sted stod en gruppe mænd i uniform og spillede trompet. Det lød hæsligt, men det var sådan set lige meget.
Det var først omkring de 8 kilometer at jeg følte, at jeg var kommet ind i en fast rytme. Jeg løb stadig sammen med min tyske ven. Vi sagde ikke ét ord til hinanden, men vi vidste hele tiden hvor vi havde hinanden. Vi gav små tegn til hinanden, der viste hvilken vej vi trak til. Jeg fandt hurtig ud af, at det er uhøfligt, at trække ind foran en anden uden at give tegn. Lige inden 10 kilometer mister jeg desværre tyskeren bag mig. Jeg går lidt ned i fart, men han dukker ikke op.
Jeg sprang de første væskedepoter over, selvom jeg havde det rigtig varmt. For det første var det meget svært at komme til, og for det andet skulle man næsten helt ned og gå, hvis man ikke vil få det galt i halsen. Der skulle prioriteres og jeg mente, at jeg godt kunne vente med at indtage væske og kulhydrater til omkring de 15 kilometer.
Ved de 10 kilometer sagde tiden 44.37. Det var lige lovlig hurtigt, da jeg hurtigt kunne regne ud, at de sidste 5 kilometer var tilbagelagt på under 22 minutter. Jeg følte mig ovenpå, og havde ikke de store smerter, så jeg fortsatte i samme tempo.
Kilometermærkerne blev tilbagelagt i et fint tempo, og jeg havde faktisk overskud til at nyde løbet. Ved de 15 kilometer var det tid til den første indtagelse af væske og kulhydrater. Allerede 100 meter inden selve depotet skulle man trække til højre, så man ikke skulle krydse så mange baner i sidste øjeblik. Jeg snuppede et glas energidrik og et par bananer. Hvor var det lækkert at få noget at drikke. Min hals var simpelthen ved at snøre sammen. Bananerne blev indtaget i små bider, så det røg stille ned. De ville komme til nytte senere i løbet.
Der var nu omkring 40 kilometer igen, men så langt tænker man ikke. Målstregen var både langt væk fysisk og mentalt. Tankerne var hele tiden på, hvad mellemtiden var ved næste kilometer. Man bliver simpelthen nødt til at dele løbet op i små stykker, og så sætte sig nogle delmål, ellers bliver det simpelthen for uoverskueligt og urealistisk. Delmål som ændrer sig i takt med, at man får nye mellemtider.
Lidt efter vi havde rundet de to kilometer, drejede vi skarpt til højre, og kom væk fra den sekssporede boulevard. Næsten samtidig begynder vi at indhente de bagerste fra den gruppe, der blev sendt afsted før os. Nu blev der virkelig trængt. Jeg lå stadig sammen med tyskeren, og vi skiftedes til at trække hinanden igennem gruppen af andre løbere. Han var virkelig fantastisk, og hver gang han skar ind mellem løbere, sørgede han for, at jeg var med. Han kiggede sig tilbage, så han ikke tabte mig. Det var helt sikkert ikke hans første maraton. Han var virkelig rutineret, og han gled sig simpelthen igennem de andre løbere.
Det var halsbrækkende at krydse fortov og cykelsti, men det var simpelthen nødvendigt for at komme frem. Nogle gange blev man nødt til at gå ned i fart, næsten gå, for så at accelerere forbi en gruppe af løbere. De temposkift var virkelig frustrerende, og værst af alt, så kostede de mange kræfter. Det var frustrerende ikke at kunne finde ind i en fast rytme. Indenfor de første 5 kilometer varierede min kilometertid mellem 4.20 og 5.08 minutter. Uret viste 22.54 minutter, da jeg passerede 5 kilometermærket. Det var helt perfekt. Det hele gik efter planen.
Der var ikke nogle deciderede bakker på ruten, men det gik en lille smule op efter de 5 kilometer, og "på toppen" kunne man se langt frem. Der var helt sort af mennesker. Mennesker som skinnede sig i de stråler fra solen, der kunne nå igennem de høje træer, der dannede en gammeldags allé. Vi var ikke 40.000 løbere, vi var én gruppe løbere.
Langs hele ruten stod der publikum og heppede. Nogle stod med skilte med deres mand/kærestes navn, andre klappede hænder på tilfældige løbere. Et sted stod en gruppe mænd i uniform og spillede trompet. Det lød hæsligt, men det var sådan set lige meget.
Det var først omkring de 8 kilometer at jeg følte, at jeg var kommet ind i en fast rytme. Jeg løb stadig sammen med min tyske ven. Vi sagde ikke ét ord til hinanden, men vi vidste hele tiden hvor vi havde hinanden. Vi gav små tegn til hinanden, der viste hvilken vej vi trak til. Jeg fandt hurtig ud af, at det er uhøfligt, at trække ind foran en anden uden at give tegn. Lige inden 10 kilometer mister jeg desværre tyskeren bag mig. Jeg går lidt ned i fart, men han dukker ikke op.
Jeg sprang de første væskedepoter over, selvom jeg havde det rigtig varmt. For det første var det meget svært at komme til, og for det andet skulle man næsten helt ned og gå, hvis man ikke vil få det galt i halsen. Der skulle prioriteres og jeg mente, at jeg godt kunne vente med at indtage væske og kulhydrater til omkring de 15 kilometer.
Ved de 10 kilometer sagde tiden 44.37. Det var lige lovlig hurtigt, da jeg hurtigt kunne regne ud, at de sidste 5 kilometer var tilbagelagt på under 22 minutter. Jeg følte mig ovenpå, og havde ikke de store smerter, så jeg fortsatte i samme tempo.
Kilometermærkerne blev tilbagelagt i et fint tempo, og jeg havde faktisk overskud til at nyde løbet. Ved de 15 kilometer var det tid til den første indtagelse af væske og kulhydrater. Allerede 100 meter inden selve depotet skulle man trække til højre, så man ikke skulle krydse så mange baner i sidste øjeblik. Jeg snuppede et glas energidrik og et par bananer. Hvor var det lækkert at få noget at drikke. Min hals var simpelthen ved at snøre sammen. Bananerne blev indtaget i små bider, så det røg stille ned. De ville komme til nytte senere i løbet.
I det ene øjeblik løb man på en ganske almindelig vej, for så bagefter at krydse en kæmpe åben plads, hvor store internationale koncerner som Sony og Phillips havde kolossale bygninger. Det hele var så stort. Store gamle firkantede betonbygninger stod side om side med supermoderne arkitektoniske perler af glasbygninger. Berlin var også på vej fremad.
Nu kom nok den mest afgørende mellemtid under hele løbet. Mellemtiden ved et halvt marathon. Allerede op til selve mærket kunne jeg se, at det gik for stærkt. Alt for stærkt. Jeg rundede den halve distance i tiden 1.31.08. Her trådte min naivitet og mangel på rutine virkelig igennem. Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne fortsætte i samme tempo. Jeg løj for mig selv. Mine ben er gode, og mit åndedræt er ok, så det kører bare. Utroligt hvad man kan bilde sig selv ind.
Et par kilometer senere begyndte det at gøre ondt. Benene blev tunge, og der skulle bruges flere kræfter på at løfte dem. Sådan føltes det i hvert fald. Det begyndte at dunke i armene. Mine lægmuskler syrede til, og vablerne kunne mærkes under foden. Hold kæft det gjorde ondt.
Op til de 30 kilometer gik det overraskende fint. Smerten jeg følte, var ikke værre end, når jeg har løbet kortere distancer. Lige efter de 30 kilometer sagde det BANG! Jeg løb med hovedet forrest ind i muren. Den berømte mur, som alle maratonløbere efter sigende skulle møde. Lige indtil det tidspunkt havde jeg troet, at muren kun ville dukke op for mennesker over 50 år, og andre der skulle have en god undskyldning for deres dårlige tid.
Jeg trækker ind til siden, ligger mig ned på alle fire og brækker mig. Smagen af det syrlige bræk, sammen med den søde energidrik var simpelthen forfærdelig.
Nu kom nok den mest afgørende mellemtid under hele løbet. Mellemtiden ved et halvt marathon. Allerede op til selve mærket kunne jeg se, at det gik for stærkt. Alt for stærkt. Jeg rundede den halve distance i tiden 1.31.08. Her trådte min naivitet og mangel på rutine virkelig igennem. Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne fortsætte i samme tempo. Jeg løj for mig selv. Mine ben er gode, og mit åndedræt er ok, så det kører bare. Utroligt hvad man kan bilde sig selv ind.
Et par kilometer senere begyndte det at gøre ondt. Benene blev tunge, og der skulle bruges flere kræfter på at løfte dem. Sådan føltes det i hvert fald. Det begyndte at dunke i armene. Mine lægmuskler syrede til, og vablerne kunne mærkes under foden. Hold kæft det gjorde ondt.
Op til de 30 kilometer gik det overraskende fint. Smerten jeg følte, var ikke værre end, når jeg har løbet kortere distancer. Lige efter de 30 kilometer sagde det BANG! Jeg løb med hovedet forrest ind i muren. Den berømte mur, som alle maratonløbere efter sigende skulle møde. Lige indtil det tidspunkt havde jeg troet, at muren kun ville dukke op for mennesker over 50 år, og andre der skulle have en god undskyldning for deres dårlige tid.
Jeg trækker ind til siden, ligger mig ned på alle fire og brækker mig. Smagen af det syrlige bræk, sammen med den søde energidrik var simpelthen forfærdelig.
