Linkin Park - Minutes to Midnight
Interessant og kvalificeret udspil fra et modnet Linkin Park
Den amerikanske nu-metalscene har fra barnsben ganske naturligt været en blandet størrelse. Denne musikalske horeunge, med en broget mængde genremæssigt potentielle fædre, har igennem tiden generelt haft et mere end mindre udflydende forhold til musikalsk kvalitet, variation og opfindsomhed.
Linkin Park har ikke været nogen synderlig undtagelse, men bandet har trods alt haft et stigende greb om den gode melodi og en velvilje til at udvikle sig i en mere moden og musikalsk forsvarlig retning. Denne tendens fortsætter på gruppens seneste udspil "Minutes to Midnight". Selvom der ikke er tale om noget kvantespring, så tager "Minutes to Midnight" et par væsentlige skridt fremad, og bevæger sig således ud af skyggen af overfladisk appel og stiller Linkin Park i et lys, hvor musikken flere steder viser et tilsnit af både en dybde og bredde, der absolut er interessant.
"Minutes to midnight" byder hovedsageligt på en række simple og energipakkede melodier uden alt for mange dikkedarer, hvilket ørehængere med indiskutabelt hitpotentiale som "Leave Out All the Rest" og "What I've Done" er blandt de bedre eksempler på. Mere nedtonede og skrabede numre som "Hands Held High" og den håbefulde "Shadow of the Day" demonstrerer bandets nyfundne evne til at skære ind til benet af musikken, mens numre som den glimrende og storslåede lukker "The Little Things Give You Away" i højere grad fokuserer på fremmanelsen af hæderlige og hovedsageligt velfungerende stemningsbilleder.
Selvom bandet tekstmæssigt stadig efterlader en del tilbage at ønske, så er der enkelte lyspunkter, men det er afgjort i melodierne og den let legesyge vilje til at eksperimentere, at denne plades styrker skinner igennem. Grundliggende er strukturen i musikken uændret, og der veksles til stadighed mellem halv-tunge, bidende guitar-riffs og bittersøde melodier, men kontrasterne spilles i højere og mere kvalificeret grad ud mod hinanden, og albummet er overordnet mere varieret og alsidigt. Der tilføjes desuden igennem sangene flere interessante elementer til musikken, og der er en skarpere aftegnet kontur om de fleste numre, samt en dybere forståelse for kernen i sangene. Dette kan utvivlsomt til dels tilskrives produceren Rick Rubins rolle i foretagenet, men det tegner samtidig et tydeligt billede af et band, der i stigende grad tager sig selv og sin musik mere seriøst.
Hvad om alt er, så står "Minutes to Midnight" som Linkin Parks absolut stærkeste og mest helstøbte album til dato, og spår godt om bandets fremtidige potentiale. Hvis blot de er villige til fortsat at ligge samme energi og engagement for dagen, er det alt andet end tvivlsomt, at næste udspil kunne gå hen og rage en femte stjerne i hus hos undertegnede.
Linkin Park har ikke været nogen synderlig undtagelse, men bandet har trods alt haft et stigende greb om den gode melodi og en velvilje til at udvikle sig i en mere moden og musikalsk forsvarlig retning. Denne tendens fortsætter på gruppens seneste udspil "Minutes to Midnight". Selvom der ikke er tale om noget kvantespring, så tager "Minutes to Midnight" et par væsentlige skridt fremad, og bevæger sig således ud af skyggen af overfladisk appel og stiller Linkin Park i et lys, hvor musikken flere steder viser et tilsnit af både en dybde og bredde, der absolut er interessant.
"Minutes to midnight" byder hovedsageligt på en række simple og energipakkede melodier uden alt for mange dikkedarer, hvilket ørehængere med indiskutabelt hitpotentiale som "Leave Out All the Rest" og "What I've Done" er blandt de bedre eksempler på. Mere nedtonede og skrabede numre som "Hands Held High" og den håbefulde "Shadow of the Day" demonstrerer bandets nyfundne evne til at skære ind til benet af musikken, mens numre som den glimrende og storslåede lukker "The Little Things Give You Away" i højere grad fokuserer på fremmanelsen af hæderlige og hovedsageligt velfungerende stemningsbilleder.
Selvom bandet tekstmæssigt stadig efterlader en del tilbage at ønske, så er der enkelte lyspunkter, men det er afgjort i melodierne og den let legesyge vilje til at eksperimentere, at denne plades styrker skinner igennem. Grundliggende er strukturen i musikken uændret, og der veksles til stadighed mellem halv-tunge, bidende guitar-riffs og bittersøde melodier, men kontrasterne spilles i højere og mere kvalificeret grad ud mod hinanden, og albummet er overordnet mere varieret og alsidigt. Der tilføjes desuden igennem sangene flere interessante elementer til musikken, og der er en skarpere aftegnet kontur om de fleste numre, samt en dybere forståelse for kernen i sangene. Dette kan utvivlsomt til dels tilskrives produceren Rick Rubins rolle i foretagenet, men det tegner samtidig et tydeligt billede af et band, der i stigende grad tager sig selv og sin musik mere seriøst.
Hvad om alt er, så står "Minutes to Midnight" som Linkin Parks absolut stærkeste og mest helstøbte album til dato, og spår godt om bandets fremtidige potentiale. Hvis blot de er villige til fortsat at ligge samme energi og engagement for dagen, er det alt andet end tvivlsomt, at næste udspil kunne gå hen og rage en femte stjerne i hus hos undertegnede.
