100 dage i Himalaya

Har du ind imellem lyst til bare at forsvinde fra hverdagens stress og jag? Fra en verden fyldt med aftaler, deadlines og en konstant forventning om, at du altid er inden for en kort tekstbeskeds rækkevidde? Det er nok noget, de fleste af os går og dagdrømmer om, når hverdagens stress er på sit højeste. 

De fleste har drømt om det, men de færreste gør noget ved det - det er ikke nemt lige at rykke pløkkerne op i længere tid, end hvad der lige er af overskydende feriefridage på fritvalgskontoen. Og det koster penge. Men hvad nu hvis ikke det gjorde? Hvis de rigtige muligheder præsenterede sig, var du så frisk på, ja, lad os bare sige: At tage til et afsidesliggende kloster i 100 dage, uden telefon, uden internet og uden dagligdagens forpligtelser?

Well, tingene faldt i hak for Ingebeth Solveig Drost, der i efteråret vandt en ret vild konkurrence, søsat af Samsung: The Catch-Up Grant. Præmissen var simpel: "Vi sender dig til et kloster i Himalaya i 100 dage, dernede har vi placeret et kæmpestort fladskærms-tv og alle de tv-serier, du ikke har haft tid til at se. Vi betaler også et beløb, tilsvarende til manglende lønsum i perioden."

Jeg talte med Ingebeth inden hun blev sendt afsted. Om de forestillinger hun gjorde sig om turen. Derfor var det også meget nærliggende at samle op på erfaringerne, hun havde gjort sig, da hun i februar vendte hjem fra Himalya efter tre og en halv måned i et område, der er langt udenfor 4G rækkevidde og daglige gøremål. 

Klosterliv

Hvordan er din rolle i forhold i forhold til munkene? Hvordan passer du ind i deres hverdag? Var du en distraktion, eller faldt du bare ind i det?

Jeg havde tænkt inden, at det må være forstyrrende eller mærkeligt for dem, at der for det første er en fremmed, og så for det andet tilmed en kvinde. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have forventet. Men de var meget åbne og imødekommende og inviterede mig virkelig ind. Jeg spiste med dem, de snakkede med mig og spurgte meget ind. De fortalte. Jeg var faktisk overrasket over, hvor stor rummelighed de havde til mig. Jeg kunne tage del i deres hverdag, ceremonier og whatever. Deres traditioner. 

Alle munkene har forskellige opgaver på klosteret. Nogen kunne engelsk, nogen kunne slet ikke engelsk. Dem, der snakkede engelsk, var selvfølgelig lettest at interagere med. Men ja, det er en helt anden verden. 

Noget fantastisk er, at der ikke er en kalender. Herhjemme er du nærmest altid hængt op på forudplanlagte aftaler i kalenderen. Du ved, hvad du skal klokken ditten og datten. Du fræser altid fra A til B.

På klosteret står man op. Så er der nogle enkelte ting, der er de samme hver dag. Der er morgenbøn klokken 7 om sommeren og klokken 8 om vinteren. Så er der morgenmad umiddelbart derefter. Frokost. Aftensmad. Det er de ting, der ligger fast. Hvis man ikke deltager i det, er man nødt til at finde ud af noget med mad på en anden måde.

Hver dag stod jeg op, og så greb jeg bare dagen. Jeg var ude at se området, se mig omkring, møde lokale, jeg trekkede, så tv-serier. Jeg dyrkede faktisk yoga hver morgen og mediterede.

Hvis der var arrangementer eller traditioner, der skete på klosteret, deltog jeg i det. Hvis solen var fremme, prøvede jeg at komme ud af klosteret og se noget. Hvis solen ikke var fremme, blev jeg hjemme og så mine tv-serier.

Hvem møder man på ski i Himalaya?

Det er indere nede syd fra. Og freeridertyper fra Europa og USA.

Jeg har også været ude at se forskellige klostre, fået set og oplevet en masse kultur. Jeg har også bare været ude at gå tur. Jag har fået vildt meget indsigt i buddhisme og klosterliv. Jeg har lært at lave lokal mad.

Maden har rødder i indisk madkultur og tibetansk madkultur, så det er mindre krydret end indisk, men det er sådan noget med ris og grøntsager. Ris og dhal (linser) eller suppe med nudler og grøntsager. Det er meget ris, linser og lokale grøntsager.

Hjemkomsten

Hvordan er det at komme hjem igen?

Jamen, altså. Ærligt, så synes jeg faktisk, at det er vildt svært at komme tilbage. Det er meget underligt.

Jeg reagerede ikke rigtigt på at komme dertil, det føltes meget harmonisk og naturligt - som en befrielse i virkeligheden. At komme hjem hertil, det reagerer jeg virkelig meget på. Jeg kan virkelig mærke.. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Jeg tror, det føles lidt, som at man er blevet renset og så kommer hjem til forurening.

Det føles, som om jeg er blevet proppet ned i en stor omgang forurening. Ved at være i Himalaya har jeg vænnet mig til, at folk er vildt nærværende og meget bløde og varme og åbne i deres blikke. Herhjemme mærker man virkelig, at folk hele tiden er på vej fra A til B. Og der er en.. Jeg synes faktisk, det er svært. Jeg synes, det er en udfordring at bibeholde den der fredfyldte tilstand, jeg opnåede dernede. Efter halvanden uge hjemme var jeg til body-sds, hvis du ved, hvad det er?

Nope?

Det er sådan en blanding af massage, fysioterapi.. Det er noget, hvor behandleren virkelig giver den gas, trykker vildt dybt i muskler og led og sådan. 

Så lå jeg der på briksen og sagde: "Nusser du mig bare, eller hvad sker der?" Behandleren svarede: "Jeg trykker altså virkelig hårdt." Jeg kunne slet ikke mærke det på samme måde, som før jeg tog afsted. Jeg fik at vide, at det var, fordi der ikke var nogen affaldsstoffer i min krop.

Det var sådan en tilstand, jeg kom i ved at være dér. Sådan en fuldstændig fredfyldt tilstand, hvor der ikke er noget, der får lov til at forstyrre en. Jeg var der, hvor jeg var, og så gjorde jeg bare, hvad jeg havde lyst til. Jeg skulle ikke være et eller andet sted klokken et eller andet. Det giver en vild ro.

Da jeg så pludselig var hjemme igen, var jeg jo nødt til at leve, som vi gør herhjemme. Det betød, at jeg skulle være tilgængelig på telefonen. Det er styret af kalenderen. Man skal forholde sig til alt muligt. Det synes jeg faktisk - og jeg ved godt, det lyder lidt helligt - men jeg synes faktisk, at det er udfordrende. Jeg havde ikke lyst til at tage derfra, det havde jeg virkelig ikke.

Hvad har du taget med derfra? Du kommer hjem og har lidt svært ved at falde til, men har det beriget dig?

Det har beriget mig helt vildt meget. At jeg har haft den oplevelse, at være i den tilstand, man kommer i, når man har været frigjort fra kalender, mobiltelefon og internet i tre og en halv måned. Jeg har lært at kende mig selv i den tilstand. I en enormt fredfyldt tilstand. Det er en enorm berigelse, for så er det ikke bare noget, jeg teoretiserer eller intellektualiserer. Jeg har faktisk oplevet det.

Der er jo mange, der taler om det: “Eej, tænk at være ude at rejse en måned uden mobiltelefon” eller “Så kunne man tage på weekendophold med kæresten og lade telefonen blive hjemme”. Eller et eller andet. Folk sætter det der rigtig højt som en værdi, men det er bare de færreste, der gør det. Selv hvis man tager i sommerhus og aftaler, at telefonen ligger ude i gangen, så skal man bruge den til musik. Til stopur i køkkenet. Eller til vækkeur, eller whatever. Så kommer man let til lige at tjekke, om der er dukket noget op.

Men den tilstand, man får, når man er helt frigjort af det, er fantastisk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var helt fantastisk. At vide: Hvordan mærkes det, når man faktisk er frigjort fra alt muligt crap.

Også det der med, at du ikke er tilgængelig hele tiden. Det gør det meget nemmere at være nærværende, der hvor man er. Det er faktisk det samme, når man ser tv-serier. Alt hvad du gør. Der er ikke noget, der forstyrrer, så man kan lettere give sig helt hen til det, man gør.

Prøv at tænk på, at der er mange, når de ser tv-serier, så har de lige telefonen fremme også. Så når der er en kedelig passage i afsnittet, så får man lige svaret en sms eller tjekker facebook. Uden den mulige distraktion kan man lettere være nærværende og give sig hen til det, man laver. Det kommer faktisk helt af sig selv, det var min oplevelse.

Kunne du se dig selv leve dernede? Rykke dit liv op og flytte derned? Eller fungerer det i virkeligheden godt nok som en særskilt oplevelse?

Ærligt? Så kunne jeg godt leve der. Det kunne jeg sgu godt. Det ville være meget lyksagligt og fredfyldt, men altså: Nu er jeg jo vokset op her, og der er mange ting, jeg gerne vil. Tilværelserne er så langt fra hinanden, og det er svært at sidestille. For det er SÅ forskelligt. På alle områder. Det er så langt væk fra vores måde at leve på, men jeg tror, det ville være sundt for mange at gøre det i en periode.

I vores kultur er vi meget i vores hoveder. Vi teoretiserer. Vi ved en masse ting. Men det er de færreste, der har mærket tingene på deres egen krop. Mange forestiller sig, hvad der vil være sundt og godt, men det er altså de færreste, der har erfaringen på egen krop. Hvad er konsekvensen, hvad sker der med dig? Det er meget berigende og helt fantastisk.

Det er meget simple living, vil jeg sige.

Det var lidt sjovt, en af munkene kom og sagde til mig: "Du er fra Danmark? Jamen så er du jo et af de lykkeligste mennesker på jorden, det har jeg læst." Og jeg var bare sådan: "I skulle bare vide.." Der er så mange ting, de slipper for.