Zen-mesteren
Zen og kunsten at...
Mange tror, at Zenbuddhismens grundstamme, den siddende meditation eller zazen på japansk, dybest set er en måde at komme i trance, at forsvinde langt væk på mystiske sjælerejser og opnå kontakt med en guddommelig eller overnaturlig kraft. Men det er misforståelser, overflade og tankemæssigt fyld og ikke, hvad denne Zen-mester praktiserer. Hans vej er ganske jordnær.
De ydre elementer, indtrykket af grundigt indøvet ritual og overjordiskhed, der ved første øjekast præger hans væremåde og udseende, er ifølge ham selv af uendelig lille betydning. Zen-mesterens fokus er rettet mod nuet. Han mediterer, som han siger, ikke med et formål, ikke med tanke på at blive oplyst på buddhaerne, gamle skrifter eller rituelle handlinger. Hans meditation er derimod en barberbladspræcis indzooming på lige nu.
At leve i nuet er et populært udtryk og bruges ofte om en bestemt måde at leve sit liv på, hvor man søger at opnå så mange hurtige mål som muligt og spontant gøre, som man vil uden at tænke for meget på konsekvenser, ansvar, eller hvad morgendagen måtte bringe. Men Zen-mesterens liv i nuet, der tydeligst finder udtryk, når han som nu sætter sig til rette i sin stilling, er en anden vej.
Hele hans kunst og visdom er krystalliseret i den ene, mest simple og dog uendeligt betydningsfulde og dybe handling, som han nu påbegynder. Som han sidder der, tænker han ikke. Han ikke-tænker heller ikke. Han forsøger at blive til handlingen, at sætte sig ud over vores almindelige skelnen mellem at gøre en ting, og være en ting. Uden at lade sit sind svæve rundt i tusind retninger, men lade det hvile i dyb, jernhård og koncentreret ro.
Mens han på denne måde foretager en handling fri for tanker om dens formål, nødvendighed, begyndelse og afslutning, lever han. I det større eller mindre antal minutter han lader aktiviteten vare, lever han mere, end andre opnår at gøre på mange dage, fordi han er fuldkomment, et hundrede procent til stede i øjeblikket.
Han lader altså ikke de sædvanlige tanker om fortid og fremtid rive sig væk fra den ene, perfekte handling. Perfekt, ikke på grund af det den er, men på grund af den måde han gør den på. En måde eller metode, der synes at udvide og give en universel, dybsindig og fascinerende dimension til selv denne, den mest banale og rutinemæssige ting, som den menneskelige krop kan bruges til.
For dem, der ikke skulle have gættet det, kommer her en lille indrømmelse. Det er mig, der er Zen-mesteren. Okay, det er måske en overdrivelse og et udslag af storhedsvanvid at kalde mig selv mester, især når jeg normalvis ikke ejer en brøkdel af den selvdisciplin, som ægte Zen-munke kan præstere. Men jeg synes alligevel, at det var nødvendigt med lidt ophøjethed, for at skildre den følelse jeg har, når jeg afslutter den handling, jeg lige har forsøgt at beskrive.
For her kommer indrømmelse nummer to. Handlingen, min meditation og mit åndelige højdepunkt i hverdagen, er at skide. Ja, jeg er ked af det, hvis det ødelægger nogens appetit at høre det, men det er den banale sandhed. Jeg skider meditativt. Det ville blot, følte jeg, ødelægge det poetiske udtryk, hvis det stod i overskriften af artiklen. På den anden side er dette Connery.dk, så til mine meddrengerøve: I kan godt slappe af nu, det fesne stykke filosofi, I lige har læst, handlede om lort.
Jeg tror rent faktisk, at mange deler i hvert fald en del af min oplevelse af det at skide. Det er noget alle mennesker praktiserer så godt som dagligt. En ting der er meget privat og egentlig forbundet med en vis tabufølelse. Men det er det intime og intense ved det, der fascinerer mig. For eksempel findes der folk, der aldrig ellers ville åbne en bog, som læser på toilettet, simpelthen fordi det er et pusterum i hverdagen.
Et tidspunkt hvor det er tilladt og nødvendigt at slippe alt andet og bare sætte sig ned og gøre noget simpelt. Jeg læser som beskrevet ikke selv, men udnytter i stedet for denne mulighed til at klare tankerne fuldstændigt. Til at sætte min ellers kogende hjerne nogle gear ned. Jeg mediterer simpelthen over den simple ting, at jeg sidder ned og skider, intet andet. Og det fantastiske er, at det virker. Ikke forstået sådan, at jeg kan postulere at være blevet en buddha i løbet af en tur på tønden. Jeg synes vel bare ganske banalt, at det er positivt at få lidt styr på sine tanker. Og når naturen tvinger os til at tømme dunken, hvorfor så ikke tømme den, hvor det meste lort rent faktisk befinder sig?
De ydre elementer, indtrykket af grundigt indøvet ritual og overjordiskhed, der ved første øjekast præger hans væremåde og udseende, er ifølge ham selv af uendelig lille betydning. Zen-mesterens fokus er rettet mod nuet. Han mediterer, som han siger, ikke med et formål, ikke med tanke på at blive oplyst på buddhaerne, gamle skrifter eller rituelle handlinger. Hans meditation er derimod en barberbladspræcis indzooming på lige nu.
At leve i nuet er et populært udtryk og bruges ofte om en bestemt måde at leve sit liv på, hvor man søger at opnå så mange hurtige mål som muligt og spontant gøre, som man vil uden at tænke for meget på konsekvenser, ansvar, eller hvad morgendagen måtte bringe. Men Zen-mesterens liv i nuet, der tydeligst finder udtryk, når han som nu sætter sig til rette i sin stilling, er en anden vej.
Hele hans kunst og visdom er krystalliseret i den ene, mest simple og dog uendeligt betydningsfulde og dybe handling, som han nu påbegynder. Som han sidder der, tænker han ikke. Han ikke-tænker heller ikke. Han forsøger at blive til handlingen, at sætte sig ud over vores almindelige skelnen mellem at gøre en ting, og være en ting. Uden at lade sit sind svæve rundt i tusind retninger, men lade det hvile i dyb, jernhård og koncentreret ro.
Mens han på denne måde foretager en handling fri for tanker om dens formål, nødvendighed, begyndelse og afslutning, lever han. I det større eller mindre antal minutter han lader aktiviteten vare, lever han mere, end andre opnår at gøre på mange dage, fordi han er fuldkomment, et hundrede procent til stede i øjeblikket.
Han lader altså ikke de sædvanlige tanker om fortid og fremtid rive sig væk fra den ene, perfekte handling. Perfekt, ikke på grund af det den er, men på grund af den måde han gør den på. En måde eller metode, der synes at udvide og give en universel, dybsindig og fascinerende dimension til selv denne, den mest banale og rutinemæssige ting, som den menneskelige krop kan bruges til.
For dem, der ikke skulle have gættet det, kommer her en lille indrømmelse. Det er mig, der er Zen-mesteren. Okay, det er måske en overdrivelse og et udslag af storhedsvanvid at kalde mig selv mester, især når jeg normalvis ikke ejer en brøkdel af den selvdisciplin, som ægte Zen-munke kan præstere. Men jeg synes alligevel, at det var nødvendigt med lidt ophøjethed, for at skildre den følelse jeg har, når jeg afslutter den handling, jeg lige har forsøgt at beskrive.
For her kommer indrømmelse nummer to. Handlingen, min meditation og mit åndelige højdepunkt i hverdagen, er at skide. Ja, jeg er ked af det, hvis det ødelægger nogens appetit at høre det, men det er den banale sandhed. Jeg skider meditativt. Det ville blot, følte jeg, ødelægge det poetiske udtryk, hvis det stod i overskriften af artiklen. På den anden side er dette Connery.dk, så til mine meddrengerøve: I kan godt slappe af nu, det fesne stykke filosofi, I lige har læst, handlede om lort.
Jeg tror rent faktisk, at mange deler i hvert fald en del af min oplevelse af det at skide. Det er noget alle mennesker praktiserer så godt som dagligt. En ting der er meget privat og egentlig forbundet med en vis tabufølelse. Men det er det intime og intense ved det, der fascinerer mig. For eksempel findes der folk, der aldrig ellers ville åbne en bog, som læser på toilettet, simpelthen fordi det er et pusterum i hverdagen.
Et tidspunkt hvor det er tilladt og nødvendigt at slippe alt andet og bare sætte sig ned og gøre noget simpelt. Jeg læser som beskrevet ikke selv, men udnytter i stedet for denne mulighed til at klare tankerne fuldstændigt. Til at sætte min ellers kogende hjerne nogle gear ned. Jeg mediterer simpelthen over den simple ting, at jeg sidder ned og skider, intet andet. Og det fantastiske er, at det virker. Ikke forstået sådan, at jeg kan postulere at være blevet en buddha i løbet af en tur på tønden. Jeg synes vel bare ganske banalt, at det er positivt at få lidt styr på sine tanker. Og når naturen tvinger os til at tømme dunken, hvorfor så ikke tømme den, hvor det meste lort rent faktisk befinder sig?
