Winterpills - The Light Divides
Melankolske blomsterbørn på drømmesyre udgiver middelmådig toer.
Jeg sidder ihærdigt og prøver at finde adjektiver, der præcist og rammende kan beskrive Northampton-sekstetten Winterpills' anden udgivelse, The Light Divides. Kaskader af ord flyver gennem mit hoved, men det eneste, jeg umiddelbart føler kan dække lyden af de toner, der strømmer ud fra mit anlæg, er "fjernt". Dette er en anmeldelse af det mest fjerne album, jeg længe har hørt.
Bag fjernheden står en flok traditionsbevidste amerikanere, der rent faktisk har formået skabe et teknisk set veludført album. The Light Divides indeholder 14 melankolsk svævende, skønhedssøgende numre med flotte, håndspillede arrangementer, silkebløde vokalharmonier og masser af vinterdybsindigt klaverspil. Alle sangene er mand-kvinde duetter sunget af sangskriver Philip Prince og fløjlsstemmen Flora Reed. Det er klassiske folk-popsange med tydelig inspiration fra blandt andet Beatles og Elliot Smith, og albummet kunne meget vel have været udgivet for nogle årtier siden. Det genspejler 60'ernes skæve, udflydende eftertænksomhed og vidtstrakte drømmelandskaber. Den er en sneagtigt, vemodigt blundende og tilbagelænet lytteroplevelse. Det er på mange måder et udemærket popalbum, men selv efter adskillige gennemlytninger, kan jeg ikke finde ét eneste karaktertræk, der får det til at stå frem som noget særligt. Det er så godt som blottet for selvstændigt udtryk.
Der er ikke noget galt med albummet, men der er bestemt heller ikke noget ved det. Skønhedselementer kvæles i matgrå anonymitet, og der er ikke rigtig nogen af albummets ellers så talrige numre, der for alvor vækker begejstring. Intet skiller sig ud ved at være bedre eller værre end andet. Melankolien får aldrig kant, og kærligheden, der synges om i teksterne, dør i sødsuppeagtig gentagelse af sig selv. Singlen Broken Arm adskiller sig fra de øvrige numre ved at være lidt mere rocket og guitar-præget og have et lidt mere up-tempo, groovy beat. Men det er alligevel som om man har hørt nummeret tusind gange før i andre sammenhænge. Det er velspillet og ambitiøst, men alligevel glemmer man det umiddelbart efter man har slukket for afspilleren, som neutrale drømme der rystes ud af hovedet så snart man vågner.
Jeg giver modstræbende albummet tre stjerner. Det er på ingen måder nyskabende, og trods dets flot udtrykte, krystalblå og rene helhed, vil det helt sikkert meget snart forsvinde fra min og omverdenens musikalske bevidsthed. Dog er det så velproduceret, at jeg ikke kan fokusere på noget ved det, der med rette giver mig grund til at hade det. John Lennon's minde overlever krampagtigt gennem et slør af fortættet fjernhed.
Tracklisting:
01. Lay Your Heartbreak
02. Hide Me
03. Handkerchiefs
04. Broken Arm
05. Shameful
06. Eclipse
07. July
08. A Ransom
09. I Bear Witness
10. June Eyes
11. Angels Fall
12. You Don't Live Long Enough
13. A Folded Cloth
14. Broken Arm (clean edit)
Bag fjernheden står en flok traditionsbevidste amerikanere, der rent faktisk har formået skabe et teknisk set veludført album. The Light Divides indeholder 14 melankolsk svævende, skønhedssøgende numre med flotte, håndspillede arrangementer, silkebløde vokalharmonier og masser af vinterdybsindigt klaverspil. Alle sangene er mand-kvinde duetter sunget af sangskriver Philip Prince og fløjlsstemmen Flora Reed. Det er klassiske folk-popsange med tydelig inspiration fra blandt andet Beatles og Elliot Smith, og albummet kunne meget vel have været udgivet for nogle årtier siden. Det genspejler 60'ernes skæve, udflydende eftertænksomhed og vidtstrakte drømmelandskaber. Den er en sneagtigt, vemodigt blundende og tilbagelænet lytteroplevelse. Det er på mange måder et udemærket popalbum, men selv efter adskillige gennemlytninger, kan jeg ikke finde ét eneste karaktertræk, der får det til at stå frem som noget særligt. Det er så godt som blottet for selvstændigt udtryk.
Der er ikke noget galt med albummet, men der er bestemt heller ikke noget ved det. Skønhedselementer kvæles i matgrå anonymitet, og der er ikke rigtig nogen af albummets ellers så talrige numre, der for alvor vækker begejstring. Intet skiller sig ud ved at være bedre eller værre end andet. Melankolien får aldrig kant, og kærligheden, der synges om i teksterne, dør i sødsuppeagtig gentagelse af sig selv. Singlen Broken Arm adskiller sig fra de øvrige numre ved at være lidt mere rocket og guitar-præget og have et lidt mere up-tempo, groovy beat. Men det er alligevel som om man har hørt nummeret tusind gange før i andre sammenhænge. Det er velspillet og ambitiøst, men alligevel glemmer man det umiddelbart efter man har slukket for afspilleren, som neutrale drømme der rystes ud af hovedet så snart man vågner.
Jeg giver modstræbende albummet tre stjerner. Det er på ingen måder nyskabende, og trods dets flot udtrykte, krystalblå og rene helhed, vil det helt sikkert meget snart forsvinde fra min og omverdenens musikalske bevidsthed. Dog er det så velproduceret, at jeg ikke kan fokusere på noget ved det, der med rette giver mig grund til at hade det. John Lennon's minde overlever krampagtigt gennem et slør af fortættet fjernhed.
Tracklisting:
01. Lay Your Heartbreak
02. Hide Me
03. Handkerchiefs
04. Broken Arm
05. Shameful
06. Eclipse
07. July
08. A Ransom
09. I Bear Witness
10. June Eyes
11. Angels Fall
12. You Don't Live Long Enough
13. A Folded Cloth
14. Broken Arm (clean edit)
