Vi skal forarges
Vi bliver i dag bombet med sensationshistorier fra diverse medier, hvor er grænsen for hvad der er god presseetik?
Presseetik er i dag et meget omdiskuteret emne. Det skyldes, at materiale ofte bliver publiceret uden, at der bliver gjort nærmere tanker om, hvem det påvirker, og hvad konsekvenserne er for de pårørende. Det er netop det presseetik handler om; at kunne sætte sig ind i andres sted og finde den formelle grænse.
Et seriøst medie skal for så vidt muligt være objektivt og undgå at tage holdning, blot formidle. Hvis dette skal efterleves, kræver det også, at det som bliver vist og skrevet ikke er partisk. Alligevel ser vi ikke andet end irakiske ruiner og amerikanske jetjagere i solnedgangen, som skaber et idyllisk billede af frelseren og fjenden. Aldrig før har man i nyere tid set så meget censur af en krig som den i Irak. Hvor blev de over 1000 døde Amerikanske soldater af? Dem hørte man ikke noget til, billederne fra transportflyene med kister blev blot sorteret fra? Jeg mener, at det er vigtigt, at vi i disse dage er skeptiske over for, hvad vi bliver serveret med, og tænker på, hvilke kanaler materialet kommer fra, samt være reelle og tænke længere end næsen af vores alter i stuen: fjernsynet.
I disse stunder er presseetik et yderst omdiskuteret emne. Seneste tilfælde var, da ugebladet Se & Hør valgte at bringe billeder af nøgne ofre fra den forfærdelige katastrofe i Asien. I dette tilfælde valgte befolkningen at sige fra, og sætte grænsen for, hvad der er sømmeligt og ikke. Det resulterede i, at alle de pågældende blade blev taget af hylderne i de danske butikker, og en folkestorm af meninger strømmede ind over medierne. Dette billede af afdøde mennesker var simpelthen for usmageligt, og ikke mindst dybt krænkende for de pårørende - der blev trådt over den berømte grænsen.
Når jeg selv skal definere grænsen er der ting, som både taler for og imod disse kontroversielle billeder. Den ene side siger, at de blot viser virkeligheden, men den anden siger, at der må være grænser for hvad vi viser, af hensyn til de pårørende og andre etiske omstændigheder.
Vi lever i dag i et åbent samfund, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem den brutale virkelighed, som vi bliver nødt til at kunne forstå for at kunne kende forskel på godt og ondt, men er det virkelig nødvendigt at skulle præsentere denne virkelighed for befolkningen, og tvinge den uvilligt til at have en holdning. Ja - men alt er med måde. Der er ingen grund til at vise brutale billeder af indvolde fra ofre for at få befolkningen til at forstå budskabet i materialet. Det burde man have tiltro nok til at befolkningens fantasi rækker til at kunne forestille sig.
Man skal også huske på, at alt går ud på at få afsat så meget som muligt. Medierne kører til hver en lejlighed deres paparazzier i stilling, hvis lejligheden byder sig til at kunne skabe en historie, som de kan trække ned over hovederne på befolkningen. Denne kamp om seere og læsere er blevet så intens, at medierne skyer til alle former for midler i tilstræbelserne på at kunne få det perfekte billede og historie.
Når jeg selv skal definere grænsen er der ting, som både taler for og imod disse kontroversielle billeder. Den ene side siger, at de blot viser virkeligheden, men den anden siger, at der må være grænser for hvad vi viser, af hensyn til de pårørende og andre etiske omstændigheder.
Vi lever i dag i et åbent samfund, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem den brutale virkelighed, som vi bliver nødt til at kunne forstå for at kunne kende forskel på godt og ondt, men er det virkelig nødvendigt at skulle præsentere denne virkelighed for befolkningen, og tvinge den uvilligt til at have en holdning. Ja - men alt er med måde. Der er ingen grund til at vise brutale billeder af indvolde fra ofre for at få befolkningen til at forstå budskabet i materialet. Det burde man have tiltro nok til at befolkningens fantasi rækker til at kunne forestille sig.
Man skal også huske på, at alt går ud på at få afsat så meget som muligt. Medierne kører til hver en lejlighed deres paparazzier i stilling, hvis lejligheden byder sig til at kunne skabe en historie, som de kan trække ned over hovederne på befolkningen. Denne kamp om seere og læsere er blevet så intens, at medierne skyer til alle former for midler i tilstræbelserne på at kunne få det perfekte billede og historie.
Hvem husker ikke Diana-tragedien i 1997, hvor en paparazzi episode endte i en biljagt med fatale konsekvenser, som vi alle kender. Allerede dengang var der kæmpe debat om mediernes søgen og midler på at skabe sensationshistorier.
Essensen i denne historie er, at selvom stort set alle var enige om, at disse billeder var forrykte, og at man ikke kunne tillade sig at bringe sådan noget materiale, så blev der jo alligevel solgt millioner af ugeblade, med billeder fra tragedien. Dette beviser blot, at folk siger et, men gør noget andet, og det ved de kloge redaktører, som beslutter forsidens indhold, ganske udmærket
Derfor ser vi i større og større grad mere grænseoverskridende materiale, for grænsen bliver konstant flyttet og folk vil forarges. Hvem er det så der er den kloge og den dumme? - Jeg tror, svaret er, at bagmændene bag det hele præcis ved, hvad de foretager sig. De kender udmærket den usynlige grænse for hvad man kan tillade sig, men de ved også hvordan de rykker den. For vi mennesker køber historien og æder den råt.
Essensen i denne historie er, at selvom stort set alle var enige om, at disse billeder var forrykte, og at man ikke kunne tillade sig at bringe sådan noget materiale, så blev der jo alligevel solgt millioner af ugeblade, med billeder fra tragedien. Dette beviser blot, at folk siger et, men gør noget andet, og det ved de kloge redaktører, som beslutter forsidens indhold, ganske udmærket
Derfor ser vi i større og større grad mere grænseoverskridende materiale, for grænsen bliver konstant flyttet og folk vil forarges. Hvem er det så der er den kloge og den dumme? - Jeg tror, svaret er, at bagmændene bag det hele præcis ved, hvad de foretager sig. De kender udmærket den usynlige grænse for hvad man kan tillade sig, men de ved også hvordan de rykker den. For vi mennesker køber historien og æder den råt.
