Verdens sejeste morfar
W.C. Fields var MANDEN
En hyldest til den essentielle morfar, en af de største amerikanske komikere nogensinde og en satans drukkenbolt. W.C. Fields' skærm- og radiopersonlighed (for han hed i virkeligheden noget andet, og startede sin karriere som en gøglerklovn af en jonglør) var det ideal, som fordrukne, bitre og hadefulde gamle mænd har forsøgt at leve op til i over halvfjerds år. Det kan siges fantastisk simpelt hvorfor: Fields hadede alt, hvad andre mere blåøjede mennesker finder nuttet og dejligt. Juleaften, hunde, smil og alkoholfri drikkevarer.
Han havde ikke blot simpel foragt, men direkte afsky over for især børn. Med sine udfald om, hvad videnskaben senere har fastslået med al ønskelig sikkerhed, at børn stinker og er grimme, var han lysår foran psykologiens sagklogskab. Takket være ham gik der ikke århundreder, før menneskeheden indså, at
"(...)there's no such thing as a tough child— if you parboil them first for seven hours, they always come out tender."
SLAM! Ingen time-out, ingen snak om følelser over et glas saftevand i børnehaven, og ingen pladren om, at børn er svære at håndtere. Hvis gode, gamle W.C. var i live i dag, ville det medføre øjeblikkelig udryddelse af samtlige stykker regnskov verden stadig har, bare for at levere Kleenex nok til at stoppe den massive tårestrøm hos hippiepædagoger og børn. Storvrælende afkom ville blive sendt ud at tjene, fra de kunne gå. Og hvis de bragte penge hjem, kunne de som belønning få lov til at tænde deres morfars cigar, og inddufte dens liflighed i et par minutter, før de blev sat til at grave grøfter med knoglerne fra deres kæledyr, hvis skæbne blev suppegryden. Hyggeligt familieliv ville aldrig blive det samme igen:
"I believe in tying the marriage knot, as long as it's around the woman's neck."
Fields hadede nemlig tillige kvinder, især de slaphudede, som enhver bitter og misantropisk mand med respekt for sig selv (og sig selv alene, det hører med til livsstilen). Og det var med rette. Kvinder er larmende, skvaldrer længe om intet, og ser på verden gennem et crémefarvet skær af følelser, problemer og venlighed. En mand er ikke venlig. Han er ikke glad, og han er ligeglad med dine problemer. Han puster gerne cigarrøg i dit ansigt og harker på dine sko, hvis de ikke er lavet af læderet fra mindst to nuttede dyrearter. Ingen skrupler. For Fields var det attraktive ved de kvinder, han jagede, dels udseendet og dels... intet andet. Man kunne måske tilføje villigheden til lir, men det må nærmest forventes automatisk, eftersom kvinder ingen anden nyttig funktion har. *HIK*, *PUFF PUFF*
"Say, Mr. Fields, I read in the paper where you consumed two quarts of liquor a day. What would your father think about that?"
W.C.: "He'd think I was a sissy."
Han havde ikke blot simpel foragt, men direkte afsky over for især børn. Med sine udfald om, hvad videnskaben senere har fastslået med al ønskelig sikkerhed, at børn stinker og er grimme, var han lysår foran psykologiens sagklogskab. Takket være ham gik der ikke århundreder, før menneskeheden indså, at
"(...)there's no such thing as a tough child— if you parboil them first for seven hours, they always come out tender."
SLAM! Ingen time-out, ingen snak om følelser over et glas saftevand i børnehaven, og ingen pladren om, at børn er svære at håndtere. Hvis gode, gamle W.C. var i live i dag, ville det medføre øjeblikkelig udryddelse af samtlige stykker regnskov verden stadig har, bare for at levere Kleenex nok til at stoppe den massive tårestrøm hos hippiepædagoger og børn. Storvrælende afkom ville blive sendt ud at tjene, fra de kunne gå. Og hvis de bragte penge hjem, kunne de som belønning få lov til at tænde deres morfars cigar, og inddufte dens liflighed i et par minutter, før de blev sat til at grave grøfter med knoglerne fra deres kæledyr, hvis skæbne blev suppegryden. Hyggeligt familieliv ville aldrig blive det samme igen:
"I believe in tying the marriage knot, as long as it's around the woman's neck."
Fields hadede nemlig tillige kvinder, især de slaphudede, som enhver bitter og misantropisk mand med respekt for sig selv (og sig selv alene, det hører med til livsstilen). Og det var med rette. Kvinder er larmende, skvaldrer længe om intet, og ser på verden gennem et crémefarvet skær af følelser, problemer og venlighed. En mand er ikke venlig. Han er ikke glad, og han er ligeglad med dine problemer. Han puster gerne cigarrøg i dit ansigt og harker på dine sko, hvis de ikke er lavet af læderet fra mindst to nuttede dyrearter. Ingen skrupler. For Fields var det attraktive ved de kvinder, han jagede, dels udseendet og dels... intet andet. Man kunne måske tilføje villigheden til lir, men det må nærmest forventes automatisk, eftersom kvinder ingen anden nyttig funktion har. *HIK*, *PUFF PUFF*
"Say, Mr. Fields, I read in the paper where you consumed two quarts of liquor a day. What would your father think about that?"
W.C.: "He'd think I was a sissy."
Som det ses var det eneste, der lignede kærlighed i W.C. Fields liv dedikeret til sprut. Efter hans død blev hans blodårer tappet, og frem for at størkne kunne det efter lidt modning serveres som en ganske udmærket årgangswhisky. Fields kryptonit og nemesis var den afskyelige morskabsdræber H2O.
Ved den mindste ganekontakt med regulært postevand måtte han behandles i ugevis med alkoholiske dampe og kølende spritomslag. W.C. levede praktisk talt af sprut, og hans originale fanskare i den henseende kan stadig spottes. Et eksempel: den gamle mand, der enten råber af eller gør tilnærmelser til kassedamerne i Fakta, hvor han har købt ind til en solid søndagsfrokost, hvis mest faste element er tobak.
W.C. Fields har sammen med legender som Charles Bukowski og Hunter S. Thompson gjort den konstante beruselse til ikke bare acceptabel opførsel, men et hædersmærke. De er moderne Prometheuser, der i stedet for ilden skænker mennesket glæden ved ildvandet, hvorefter vores liv aldrig bliver det samme igen. I disse dage specielt, hvor sundhed, livsstilseksperter og alskens moderne tosserier for vegetarer og kommunister er blevet højeste mode.
Man kan jo knap bevæge sig uden for en dør og lunte ned til nærmeste beværtning, før man bliver pranget et pulsur og svedbånd på og afkrævet ti stærke for at sløve joggertrafikken ned. W.C. Fields ville tildele slige personager en gedigen dragt stokkesmæld. Hvis han havde tømmermænd, ville han i hvert fald mindst stirre olmt på dem og mumle.
"I never voted for anybody. I always voted against."
Endnu en af W.C.s utallige kvalifikationer som milepæl i Morfarhistorien er nemlig hans berømte tværhed. Han var en mester i sarkastisk skarpretteri, som set ovenfor, og det er et af de vigtigste kendetegn ved ægte drikfældig bitterhed. Det er nemt nok at hade ting, der i sig selv er uønskelige. Selv en kvinde kan nu og da trække tankerne væk fra flødeskumskager og pailletter længe nok til at ønske fx fattigdom langt bort. Men det kræver en ægte mand at hade ting, der på overfladen virker tålelige, ja ligefrem "nødvendige".
Det er en velkendt sandhed blandt gnavne morfædre, at politikere, præster og andre, der altid ved, hvad der er bedst for alle, placerer sig højere end torskegilder og fødselsstrækmærker på Bvadr!-skalaen. Ægte mænd som W.C. Fields ser gennem bullshit på to sekunder og antager altid det værste. Det eneste logiske udgangspunkt i en verden fuld af selvglade, kyniske røvhuller er altid at være en tand værre. At kigge på verden og de folk, der bebor den, og sige "Jeg tager på druk" og fyre en oneliner af, er en af de største filosofiske erkendelser i moderne tid. At sluge livet på den eneste rigtige måde, mumlende, med en lille skid på, og med rigeligt humor til at tage den beske whiskysmag.
Det var W.C. Fields. Vi unge mennesker har meget at leve op til.
Ved den mindste ganekontakt med regulært postevand måtte han behandles i ugevis med alkoholiske dampe og kølende spritomslag. W.C. levede praktisk talt af sprut, og hans originale fanskare i den henseende kan stadig spottes. Et eksempel: den gamle mand, der enten råber af eller gør tilnærmelser til kassedamerne i Fakta, hvor han har købt ind til en solid søndagsfrokost, hvis mest faste element er tobak.
W.C. Fields har sammen med legender som Charles Bukowski og Hunter S. Thompson gjort den konstante beruselse til ikke bare acceptabel opførsel, men et hædersmærke. De er moderne Prometheuser, der i stedet for ilden skænker mennesket glæden ved ildvandet, hvorefter vores liv aldrig bliver det samme igen. I disse dage specielt, hvor sundhed, livsstilseksperter og alskens moderne tosserier for vegetarer og kommunister er blevet højeste mode.
Man kan jo knap bevæge sig uden for en dør og lunte ned til nærmeste beværtning, før man bliver pranget et pulsur og svedbånd på og afkrævet ti stærke for at sløve joggertrafikken ned. W.C. Fields ville tildele slige personager en gedigen dragt stokkesmæld. Hvis han havde tømmermænd, ville han i hvert fald mindst stirre olmt på dem og mumle.
"I never voted for anybody. I always voted against."
Endnu en af W.C.s utallige kvalifikationer som milepæl i Morfarhistorien er nemlig hans berømte tværhed. Han var en mester i sarkastisk skarpretteri, som set ovenfor, og det er et af de vigtigste kendetegn ved ægte drikfældig bitterhed. Det er nemt nok at hade ting, der i sig selv er uønskelige. Selv en kvinde kan nu og da trække tankerne væk fra flødeskumskager og pailletter længe nok til at ønske fx fattigdom langt bort. Men det kræver en ægte mand at hade ting, der på overfladen virker tålelige, ja ligefrem "nødvendige".
Det er en velkendt sandhed blandt gnavne morfædre, at politikere, præster og andre, der altid ved, hvad der er bedst for alle, placerer sig højere end torskegilder og fødselsstrækmærker på Bvadr!-skalaen. Ægte mænd som W.C. Fields ser gennem bullshit på to sekunder og antager altid det værste. Det eneste logiske udgangspunkt i en verden fuld af selvglade, kyniske røvhuller er altid at være en tand værre. At kigge på verden og de folk, der bebor den, og sige "Jeg tager på druk" og fyre en oneliner af, er en af de største filosofiske erkendelser i moderne tid. At sluge livet på den eneste rigtige måde, mumlende, med en lille skid på, og med rigeligt humor til at tage den beske whiskysmag.
Det var W.C. Fields. Vi unge mennesker har meget at leve op til.
