Utah med The Kissaway Trail
Utah med The Kissaway Trail leverede fantastisk rock, der desværre til dels blev ødelagt af en dårlig koncertstruktur.
Da undertegnede d. 1/3 mødte op på Studenterhus Århus for at høre Utah med The Kissaway Trail som opvarmning, var det med et begrænset kendskab til begge bands. Selv med et kun sporadisk kendskab til de to grupper var mine forventninger høje. De blev ikke skuffet da Utah til min store overraskelse trådte på scenen som aftenens første band og leverede en kraftpræstation af en koncert. Publikum var fuldt ud med, fra koncerten indledtes med Peace Of Mind, og til den til store klapsalver sluttede med to ekstranumre, hvor gruppen gav sig fuldt ud; Utah havde bestemt ikke tænkt sig at lide under manglen på opvarmning. Valget af setlist fulgte nogenlunde tracklist'en på debut-LP'en Strength In Numbers, men numrene blev mange steder tilført en dosis dyrebar live-energi i klar vekselvirkning mellem gruppens engagement og publikums begejstring.
Utah spiller musik der lægger sig et sted mellem Radiohead fra æraen omkring OK Computer og nyere Kashmir. Forsanger Jesper Both har internaliseret inspirationerne og udtråler en forførende autenticitet, der ikke efterlader nogen tvivl, om at Utah har en kunstnerisk vision, der er værd at kæmpe for; en vision der vel at mærke rummer tilstrækkelig meget variation, til at gruppen skiftevis kan fængsle med stille intensitet og medrive med energisk rock. Jeg giver fem stjerner for en forrygende koncert med Utah, som jeg egentlig ikke kan sætte en finger på.
Efter Utah og en kort pause satte The Kissaway Trail i gang, med en sceneopstilling der gav uheldige boyband-associationer, men som heldigvis ikke afspejlede sig i musikken. Den kredsede som på debut-LP'en The Kissaway Trail et sted omkring amerikanske Band of Horses og canadiske Arcade Fire uden dog i live-versionerne helt at nå op på de episke højder, som LP'en stræber mod. Akustikken virkede ikke til at fungere helt for bandet, som undervejs i koncerten begyndte at virke en smule monotone; uden at monotonien dog kunne dække over det stærke materiale, som til tider skinnede igennem og gjorde koncerten til en fornøjelig oplevelse. Den største anke overfor The Kissaway Trail er i virkeligheden deres placering i skyggen af en storslået præstation fra Utah. Som egentlig opvarmning ville gruppen have fungeret fortræffeligt men som afslutning på en aften, der tegnede til at blive fantastisk, blev gruppen i højere grad et antiklimaks. Jeg giver 3,5 stjerne til The Kissaway Trail og 4 stjerner til den samlede koncertoplevelse, der var på vej mod noget virkelig stort men desværre løb ud i et uheldigt antiklimaks.
Utah spiller musik der lægger sig et sted mellem Radiohead fra æraen omkring OK Computer og nyere Kashmir. Forsanger Jesper Both har internaliseret inspirationerne og udtråler en forførende autenticitet, der ikke efterlader nogen tvivl, om at Utah har en kunstnerisk vision, der er værd at kæmpe for; en vision der vel at mærke rummer tilstrækkelig meget variation, til at gruppen skiftevis kan fængsle med stille intensitet og medrive med energisk rock. Jeg giver fem stjerner for en forrygende koncert med Utah, som jeg egentlig ikke kan sætte en finger på.
Efter Utah og en kort pause satte The Kissaway Trail i gang, med en sceneopstilling der gav uheldige boyband-associationer, men som heldigvis ikke afspejlede sig i musikken. Den kredsede som på debut-LP'en The Kissaway Trail et sted omkring amerikanske Band of Horses og canadiske Arcade Fire uden dog i live-versionerne helt at nå op på de episke højder, som LP'en stræber mod. Akustikken virkede ikke til at fungere helt for bandet, som undervejs i koncerten begyndte at virke en smule monotone; uden at monotonien dog kunne dække over det stærke materiale, som til tider skinnede igennem og gjorde koncerten til en fornøjelig oplevelse. Den største anke overfor The Kissaway Trail er i virkeligheden deres placering i skyggen af en storslået præstation fra Utah. Som egentlig opvarmning ville gruppen have fungeret fortræffeligt men som afslutning på en aften, der tegnede til at blive fantastisk, blev gruppen i højere grad et antiklimaks. Jeg giver 3,5 stjerne til The Kissaway Trail og 4 stjerner til den samlede koncertoplevelse, der var på vej mod noget virkelig stort men desværre løb ud i et uheldigt antiklimaks.
