Connery

Under The Influence Of Giants - Under The Influence Of Giants

Medrivende pop med lidt for kort holdbarhed.

2 ud af 6 stjerner
Under The Influence Of Giants - Under The Influence Of Giants
Under The Influence Of Giants (eller UTIOG for nemheds skyld) er et 4 mand stort orkester fra Los Angeles. Deres selvtitulerede album blev udgivet sidste sommer i hjemlandet, og d. 28. maj sendes det på gaden herhjemme. Så det er begrænset hvor meget vi har hørt til dem i Danmark indtil videre. De har dog gæstet Vega i marts, hvor de varmede op for svenske The Sounds.

UTIOG er medrivende pop med lidt kant. Det lyder som noget du har hørt før, men du kan ikke sætte fingeren på, hvad det er. Er det Scissor Sisters? Er det Maroon 5? Er der ikke også lidt Bee Gees, hvis man lytter godt efter? Denne anmelder har forgæves forsøgt at finde en passende klassifikation, men må give fortabt. Om UTIOG kan man blot sige: Der bliver ikke opfundet dybe tallerkner, men det er nydeligt skruet sammen, kvaliteten er glimrende, det er hverken over- eller underproduceret, og stilen er homogen hele vejen gennem albummet.

Fremhæves skal albummets ubestridt bedste nummer In The Clouds. En dynamisk udladning, der er svær at beskrive med ord. Men fantastisk er det! Og indrømmet, så var bare 15 sekunder af dette nummer hørt på bandets myspaceside nok til at sige ja tak til at anmelde resten af albummet. Desværre er In The Clouds også det eneste nummer, som skiller sig positivt ud. På trods af den pæne lyd og den gode kvalitet, mangler resten af albummet desværre både originalitet og nerve. UTIOG er glimrende lytning, som man sagtens kan leve med, men som man ikke ville savne, hvis det forsvandt. For der findes så meget musik, som falder ned i det samme hul som UTIOG: Lyttevenlig popmusik uden de store armbevægelser.

To stjerner for den pæne produktion og den generelle kvalitet. Og så en ekstra stjerne for In The Clouds.

Tracklisting:
1. Ah Ha
2. Got Nothing
3. In The Clouds
4. Stay Illogical
5. Mama's Room
6. Heaven Is Full
7. I Love You
8. Against All Odds
9. Lay Me Down
10. Faces
11. Meaningless Love
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce